Den tunge ende

Regeringen har i dag fremlagt sin plan for, hvordan den vil få Danmark ud af det økonomiske uføre, vi befinder os i på grund af finanskrisen og ikke mindst VKO's økonomiske politik gennem de sidste ti år.

Venstre og Konservatives løsning på problemerne er et skrækindjagende ”mere af det samme”. Altså: under-danmark skal betale for det massive overforbrug, som over-danmark har haft.

Topskatteydernes bidrag bliver, at de ikke får den seneste skattelettelse, de var blevet stillet i udsigt. Mærsk McKinney-Møller og resten af landets allerrigeste går således glip af de 325.000 ekstra om året, som regeringen ellers havde lovet dem oven i de milliarder, de allerede har fået i årene med VKO ved roret.

Den sociale slagside i oplægget skriger til himlen i en grad, så det trodser enhver beskrivelse, og alligevel skal vi nu igennem den samme type skinmanøvrer, som vi kender fra ti års finanslovsforhandlinger: V og K siger, at de sigter efter en bred aftale, men efter et par dages snik-snak med oppositionen hægtes S, SF og De Radikale af. Derefter kommer vennerne i DF på banen, når Kristian Thulesen Dahl møder op i finansministeriet med sit ringbind med de velkendte gule post-it-stickers. Såkaldt "hårde forhandlinger" pågår i nok et par dage, hvorefter VKO dukker op med en aftale, som cementerer regeringens oprindelige oplæg. I forløbet falder der et par symbolske gaver af til DF. Gaver, der som oftest intet har at gøre med forhandlingernes substans.

Absurd nok samler de største spekulationer sig derfor også denne gang om, hvad der mon bliver gaven til DF? Lidt mere grænsekontrol måske? En DR-kanal udelukkende dedikeret til Giro 413? Et ridderkors til Richard Ragnwald? En mobil muslimfri-zone omkring Pia Kjærsgaard? Statsstøtte til Trykkefrihedsselskabet?

Bagefter vil Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl udtrykke deres store tilfredshed med aftalen, mens de i stilhed kan undre sig over, at de slap afsted med at røvrende deres egne kernevælgere endnu en gang. Dansk Folkepartis største vælger-gruppe er nemlig lige netop de personer på overførselsindkomst, der rammes allerhårdest af de nye indgreb. Den tunge ende. Under-Danmark. Med øjnene fast lukket i betaler de en høj pris for deres fremmedfrygt: de graver deres egen økonomiske grav. Og Danmark sejler støt videre mod afgrunden.