¨
En god Facebook-ven sendte mig i dag dette foto af et opslag fra Københavns Sydhavn. Opslagets afsender er Danmarks Nationale Front. Det viser - hvis nogen skulle være i tvivl - to blodindsmurte slagterknive, et regnbuesymbol og et hjemmelavet forbudsskilt mod bøsse-knalderi.
Teksten lyder "Goodnight Gay Pride".
Spørger du en hvilken som helst bøsse i hele verden, vil ingen af os være i tvivl om, at dette er en dødstrussel. Spørger du Københavns Politi, vil de sikkert kalde det drengestreger og henlægge sagen, da gerningsmanden jo ikke er så'n lige til at finde, da han ikke har signeret værket.
Jeg har ikke tænkt mig at henlægge sagen. Jeg vil fortsætte med at råbe op om, at der er en stærk og direkte forbindelse mellem Danmarks racistiske, højre-ekstremistiske grupper og de daglige overgreb af både verbal og fysisk karakter, som homoseksuelle danskere udsættes for.
For få år siden udtalte såvel LGBT Danmarks talsmand som en talsmand fra politiet til Politiken, at hvor indvandrer-unge ofte var dem, der råbte efter bøsser, var ingen af dem i tvivl om, at flertallet af de fysiske overfald begås af etniske danskere.
For tre år siden blev to af mine venner overfaldet en dejlig sommeraften midt i København. Det var stadig helt lyst, og der var masser af mennesker på gaden. De stod begge og røg en smøg udenfor en bar i Studiestræde. Pludselig blev de angrebet af tre unge mennesker, som uden nogen forudgående dialog kastede sig over dem. Jeg skal spare jer for de blodige detaljer, men kan oplyse, at episoden kostede den ene synet på det ene øje og en brækket næse. Den anden slap med 38 sting, et brækket ribben og et ansigt som i ugevis lignede en boksers efter et knock-out i sidste runde. Mange så det ske, men ingen greb ind. Ikke en gang barens ejer, som var bange for at miste sin bevilling, hvis politiet blev tilkaldt. Det blev de imidlertid af de overfaldne selv, men efter den indledende afhøring skete der intet. Tre uger senere blev sagen henlagt.
Jeg skal være den sidste til at bebrejde mine heteroseksuelle venner, at I hurtigt fortrænger den slags. Ligesom størstedelen af vores politikere og politifolk lever I jo på mange måder et andet liv end os homoseksuelle. Jo, på langt de fleste områder ligner vi hinanden, og vi har uendeligt meget mere der samler os end ting, der skiller os ad. Men ingen heteroseksuel er vokset op med det instinkt, der fra de unge år har fulgt os andre. I er ikke vant til det lige at lave et hurtigt tjek af omgivelserne, før I tager jeres elskedes hånd eller stikker jeres udkårne et smækkys midt på gaden. I skulle ikke lige skyde hjertet op i halsen, før I omtalte kønnet på jeres første store forelskelse for jeres forældre. I har ingen Gaydar, som scanner omgivelserne for folk som jer selv, men som også lynhurtigt kan aflæse, om den lækre fyr i S-toget stikker jer en flad, hvis I giver ham en kompliment.
Det er heller ikke jer som forundres, når Ekstrabladet den ene dag kommer med en guide til, hvor det er bedst for heteroer at knalde i naturen og den næste fortæller om, hvor ulækkert det er, når mænd med behov for diskretion om deres sexualitet knalder med hinanden om natten i Ørstedsparken.
Og det er ikke mange af jer heteroseksuelle, hvis kærlighed har kostet jer livet, førligheden eller størstedelen af jeres venner i en ung alder. I kan tillade jer at grine fjoget, når statistikken viser, at antallet af klamydia-smitttede eller folk med en "gonner" i jeres gruppe stiger mod himlen. Herregud, følgerne af endnu et knald uden gummi med en ukendt kan jo klares med et skud penicillin, ikke sandt? Jo, det kan det, hvis man er hetero. Ovre på den anden side, hos os homoer, er prisen højere: en livslang kronisk sygdom med daglig indtag af medicin - hvis man vel og mærke tager sygdommen i opløbet. Hører du derimod til de "diskrete" og gør din diskretion til en livsstil i så høj grad, at du ikke magter at se sig selv i spejlet, dør du.
Hvert år til Gay Pride kommer det samme spørgsmål: Hvad fanden har I at være stolte af? I er jo født som bøsser. Hvordan kan man være stolt af noget, man fik forærende ved fødslen.
Svaret på spørgsmålet er enkelt og ligeså narcissistisk som en drag-queen, der nærmer sig finalen på sit show: vi er fucking stolte over, at vi overhovedet tør fortælle åbent, hvem vi er trods alt det lort, der hældes ud over os. Vi har kæmpet over grænser, over sprogbarrierer, over kulturforskelle mod hadefulde kirker, homofobe politikere og en virus, som kostede millioner af os livet, og vi er her stadig. Vi har skabt et verdensomspændende netværk af søstre og brødre, som er der for hinanden i lyst og nød. Vi har søgt og fundet uundværlige allierede blandt heteroseksuelle. Vi har skrevet, vi har skreget, vi har demonstreret, vi har leet, vi har grædt. Vi har som unge mødt modgang i et omfang, som mange af jer andre aldrig møder i hele jeres liv. Og vi er her stadig.
Så nej, I anonyme haters med de små pikke og det lave selvværd fra lømmelklubben, I kalder en national front: I kan ikke slå os ihjel. Vi vil kvæle jer langsomt med de eneste våben, vi kender: ærlighed og kærlighed. Eller for at citere en af de fædrelandssange, I holder så meget af:
I alle de riger og lande,
hvorhen jeg i verden fo'r,
jeg fægted med åben pande
for, hvad jeg for alvor tror.
Vil dansken i verden fægte,
men dølger åsyn og navn,
jeg ved, hans ånd er ej ægte,
jeg tager ham ej i favn.
Forstår I det? Nej? Så lad mig bukke det i neon: Du vinder intet slag, hvis du ikke står ved, hvem du er. Ordene er fra 1837, men de holder stadig. Det var B.S. Ingemanns poetiske måde at sige FUCK JER på. Ikke at det skal forstås bogstaveligt. Det har vi bøsser alt for god smag til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar