Mens størstedelen af den vestlige verden vånder sig efter det grusomme angreb på magasinet Charlie Hebdo i Paris, og almindelige borgere, politikere og regeringsledere står i kø for at bakke op om ytringsfriheden, er der to politiske reaktioner herhjemme som skiller sig ud.
De kommer - ikke uventet - fra Pia Kjærsgaard og Inger Støjberg, dansk politiks to kvindelige svar på krysantemumbomben.
Begge har de med ord som svinger fra skuffelse over irritation til indædt vrede krævet, at Jyllands-Posten og helst samtlige medier inklusive Ølgod Ugeblad og Nørre Nissum Kirkeblad, benytter lejligheden til at genoptrykke de muhammed-karikaturer, som satte verden i brand i 2005.
Nu er det ikke sådan, at nogen har glemt, hvordan de ser ud. Og skulle nogen være i tvivl, kan de google tegningerne, og på 0,3 sekund vil de erfare, at de findes i ikke mindre end 9.590.000 udgaver på nettet.
Det er altså ikke på grund af mistillid til borgernes små grå celler, at Kjærsgaard og Støjberg ønsker dem genoptrykt. Det er - siger de selv - for at sende et signal om, at vi fortsat står inde for ytringsfriheden.
Men argumentet holder ikke. Hele verden ved, at vi danskere står fast på alles ret til at pisse på folk, vi ikke synes om. Vi har bevist det igen og igen. Det er skreget fra hver bakketop, og det har gjaldet som et evigt tilbagevendende omkvæd fra især den danske højrefløj igen og igen i det sidste årti. Vi har gjort det i en grad, så vi er blevet kendt som nogle af verdens førende racister. Vi er blevet Nordeuropas højborg for nazistisk propaganda. Vi har brugt vores demokratis højborg, vores parlament, som galleri for en svensker, hvis kunst befinder sig på børnehavestadiet, men hvis ekstremistiske holdninger får Djengis Khan til at ligne en omsorgsfuld småbørnspædagog. Og vi har taget de dumme svins parti ved i medierne at give dem mere venlige betegnelser som "islamkritikere" og "nationale" og "højre-orienterede" i stedet for at kalde dem ved deres rette navn: antidemokrater og racister.
Og vi har gjort det hele i ytringsfrihedens navn.
Så hvorfor er det så vigtigt for Kjærsgaard og Støjberg, at få de tegninger trykt igen? For provokationens skyld, vil de mere naive måske sige. Men jeg tror ikke på det. For som enhver sociolog og efterretnings-ansat kan bekræfte, er de folk, som blive vrede ved synet af de tegninger allerede så vrede, som de kan blive. Attentatet i Paris er det aktuelle bevis herpå.
Nej, vi skal dybere ned. Helt derned hvor ingen politisk kommentator tør vove sig, for ikke at påkalde sig Kjærsgaards og Støjbergs hysteriske vrede. Vi skal ned forbi det dybtliggende lag af politisk korrekthed og spytslikkeri for politikere fra det yderste højre, som har gjort deres holdninger til main-stream, men som forhindrer os i at sige det åbenlyst, som mange tænker:
Når Kjærsgaard og Støjberg ønsker at tirre alverdens terrorist-galninge er det nærliggende at tro, at det er fordi, de i deres stille sind håber på et angreb i Danmark.
Hvilken opbakning til deres politiske agenda vil det ikke afstedkomme? Hvilket politisk jordskred mod det yderste højre vil ikke være resultatet af en sådan ugerning? Hvilke samfundsomvæltninger kan ikke gennemføres under indtryk af danskeres blod i vores gader efter et angreb fra nogle underfrankerede galninge fra Mellemøsten?
Allerede før tragedien i Paris plæderede Pia Kjærsgaard for, at vi skulle indføre nødret i Danmark i kampen mod islamisterne. Hun ønsker med andre ord Grundloven sat ud af kraft, sådan som det skete under 2. Verdenskrig, da regeringen gav grønt lys til indfangning og fængsling af borgere, som kæmpede imod de nazister, som havde besat os. Vores samfundsorden sat på standby - angiveligt for at forsvare den. En absurditet. En perversion, som kun hun selv kan se meningen med. Og et bevis på at hun helt enkelt ikke forstår eller ikke vil forstå demokratiets fundamentale spilleregler.
Sådanne tanker efterlader disse selvbestaltede ytringsfrihedsforkæmpere med et prædikant som fjender af det demokrati, de selv påstår, de vil forsvare.
Og der står vi demokratiske borgere så i dag. Fanget i en ubarmhjertig krydsild mellem nogle få, men farlige religiøse galninge, som med alle midler vil omstyrte vores samfund og nogle kyniske, anti-demokratiske politikere, hvis hele eksistensberettigelse hviler på at skabe en atmosfære af utryghed og irrationel had - ikke blot mod religiøse fanatikere, men mod millioner af uskyldige, som ikke har den samme tro, spisevaner eller hudfarve, som Kjærsgaard, Støjberg og deres proselytter. For syndebukke skal der til. Det er første bud i enhver totalitær politikers bønnebog. Gennem udpegning af syndebukke har et utal af despoter og diktatorer sat deres præg på vores klodes historie gennem hundreder af år.
Et terrorangreb er en ussel handling udført af afsporede enkelt-individer. En dolk ind i ethvert samfunds hjerte. Men det må aldrig give anledning til dæmonisering af hele folkeslag. For gør vi det, begynder vi selv at tænke ligeså primitivt og anti-demokratisk som terroristerne. Og ligesom det ikke giver mening at forvente, at en rabiesramt køter holder op med at bide uskyldige mennesker, fordi man tvinger folk til at stikke hånden i kæften på den, giver det ikke mening at tirre terrorister med mere af det, som udløste deres galskab i første omgang. Der skal andre midler til. Hvilke har kloge mennesker skrevet mange bøger om.
Ild bekæmpes ikke med mere ild. Had bekæmpes ikke med mere had. Og vi kommer aldrig ekstremister og terrorister til livs ved at give afkald på vores egne fundamentale, demokratiske principper. Mere end nogen sinde gælder det i dag: hold tungen lige i munden. Vær besindig. Meget står på spil. Lad ikke de totalitære kræfter vinde. Heller ikke når de fremtræder i nydeligt tøj og perlekæder og make-up og påstår, at de vil vores land det bedste.
1 kommentar:
Du glemte en lille detalje, da du omtalte Pia Kjærsgaards ønske om at sætte den danske forfatning ud af kraft:
Tilsidesættelsen af det danske retssystem skal helst ske få måneder før Dansk Folkeparti som det største danske parti tiltræder med dominerende regeringsmagt og herefter kan indføre enhver hidtid retsstridig lov, de måtte ønske.
Send en kommentar