Papes dilemma

Søren Pape udtaler til Politiken i dag, at han bestemt ikke er sprunget ud som homoseksuel. Han blev tvunget ud. Stakkels mand. 42 år gammel og så umoden, at han kun er i stand til at se sine omgivelser i øjnene, som den han er, når andre tvinger ham til det.

Og Sørine Gotfredsen - bjørnekloen i paradisets have - skriver på sin blog i Kristeligt Dagblad om Pape: ”Der er mennesker i Danmark, som opfatter en skabelsesorden som så vigtig og så grundlæggende for samfundets struktur og udvikling, at det her med de homoseksuelle kommer så meget på tværs af deres opfattelse af, hvad der er naturligt og rigtig og vigtigt at bygge på, at det i det her tilfælde vil have en betydning, Dette vil skade De Konservative."

Tilsammen udtrykker de to ret præcist det borgerlige Danmarks opfattelse af homoseksuelle: her er tale om en afvigelse, som bør gemmes af vejen. Den strider nemlig mod naturens orden og er i bund og grund til hinder for samfundsudviklingen eller direkte samfundsnedbrydende.

Det klinger direkte latterligt i mine ører, når de borgerlige taler om deres værdi- eller kulturkamp, for det er jo ikke forbedringer, de kæmper for. De kæmper for en samfundsorden, som vi skal tilbage til de tidligere tressere for at genfinde. Den gang da kvinderne passede hjemmet, og en bøsse kun var et våben til jagtbrug. Den gang hvor homoer var usynlige - eller fejet ind under gulvtæppet, som man siger i de kredse.

Jeg ynker Søren Pape, og jeg ynker de forbløffende mange homoseksuelle, som stemmer K, V eller DF. "Jeg definerer ikke mit politiske standpunkt ud fra min sexualitet" er deres svar ofte, når konfronteres med det selvmodsigende i at bakke op om partier, som helst ser dem gå i et med kernefamiliesamfundets grå tapet. Men de glemmer bekvemt, at når de overhovedet har ret til at elske den de vil og trods alt blive mødt med respekt fra de fleste, skyldes det kun tapre homo-aktivister, som tog springet og konfrontationerne på deres vegne i håb om at skabe en bedre verden - ikke bare for sig selv, men for alle andre med samme sexualitet.

Hvert år deltager V og K i Gay Pride. Fra partiernes kampagne-vogne kan man se glade unge, borgerlige homosexuelle stå og vinke og fejre en mangfoldighed, som helt enkelt ikke er tilstede i deres egne partier. De står der ikke på grund af deres partis indsats for homo-sagen, men på trods af den, og de lader som om, de ikke ved det. De befinder sig på en ladvogn, men de står på skuldrene af tusinder af ligeretsforkæmpere, hvis agenda deres eget parti har forsøgt at bekæmpe af al magt gennem årtier.

Skal ordet værdikamp overhovedet have nogen betydning i homo-politisk kontekst må man også forlange et minimum af selvindsigt hos de kæmpende. Pride betyder stolthed, men i homo-sammenhæng handler det ikke om at være stolt over noget, man er født som. Det handler om at være stolt over at turde stå ved sig selv - uden at være "tvunget" til det af ydre omstændigheder. Om at tone rent flag med andre ord. I så henseende er Pape milevidt fra at være i mål.