Liberal Alliance søger at kapre vælgere fra alle segmenter, samtidig med at partiet forsøger at blive - ikke stuerent - men VKO-rent.
Seneste påfund handler om, at udlændinge som flytter hertil skal have lov til at betale deres egne sundhedsudgifter i de første syv år - oveni den skat, de betaler ligesom alle andre af Danmarks borgere. Fordi de lissom er - udlændinge.
Kritikken hagler ned over de Alliancen fra stort set alle sider, på nær naturligvis Venstre og DF. Venstre vil tænke over det, fordi forslaget kan spare penge. DF elsker det kritikløst, fordi det rammer udlændinge over en bred kam. Selv danskere, som vender hjem fra et sted udenfor EU og som har været væk i over et år vil blive ramt. Så ka' de også bare lade være med at rejse ud, de landsforrædere!
Hvor er det et genialt forslag! Samuelsen, hvor FÅR I det dog fra? Det er jo en guldgrube, I her er stødt på.
For ved nærmere eftertanke er mulighederne jo nærmest uudtømmelige, hvis vi går ad Liberal Alliances vej:
- en særlig vejrtrækningsafgift for at komme hertil og nyde Københavns forurenede luft måske?
- en afgift for at benytte fortove, som blev anlagt før de kom hertil, og som disse udlændinge altså ikke har været med til at betale?
- en tryksværteafgift så udlændinge - helt rimeligt - kommer til at bidrage til at betale udgifterne til offentliggørelse af de enorme mængder af hånlige avis-artikler, der skrives om netop dem?
Og vigtigst måske:
- En særlig udlændinge-rengøringsafgift så stuen endelig kan blive stueren?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar