Danmarks skyggejustitsminister

Mange typer kriminalitet er grænseoverskridende. Jo værre kriminaliteten er, jo oftere krydser den nationale grænser.

Det giver derfor god mening, når EU ønsker at foretage en fælles indsats mod terrorisme, børneporno, kvindehandel og mafia-relateret kriminalitet.

Desværre har Danmark ikke mulighed for at deltage i indsatsen, da vi jo har vores retsforbehold.

Den stigende og stadigt grovere kriminalitet gør det imidlertid mere og mere påtrængende, at vi dropper forbeholdet, som vi indførte ved afstemningen i 1993. Danmark er ikke isoleret fra resten af verden (selv om visse politikere gerne så det være tilfældet); både af praktiske, økonomiske og moralske grunde bør vi tilslutte os de øvrige EU-landes bestræbelser på at bekæmpe terrorisme, trafficking og børneporno i stedet for at stå på sidelinjen og se passivt til.

Desværre kommer den danske befolkning ikke til at tage stilling til det retslige forbehold, så længe VKO er ved magten. De regeringsbærende partier V og K er ganske vist glødende EU-tilhængere og så gerne forbeholdet afskaffet, men støttehjulet DF er imod.

I dagens avis kan man således læse Morten Messerschmidts argument for at forblive udenfor den fælleseuropæiske kriminalitetsbekæmpelse: en afskaffelse af retsforbeholdet ville true DF's menneskefjendske udlændingepolitik, som partiet omhyggeligt har krænget ned over V og K, ja hele Danmark, gennem de sidste ti år. En politik, som resten af Europa ryster på hovedet af. En adfærd i forhold til flygtninge og udlændinge, som hører til de mest kyniske i verden.

Så vigtig er denne xenofobi for DF, at de giver fanden i, at børn udnyttes som pornomodeller og at kvinder sælges som slaver - bare de kan få lov til at opretholde deres udlændingehad med Venstre og Konservative som det villige stemmekvæg, der gerne sælger flygtninges skæbner for adgangen til magten.

Vi lader billedet stå et øjeblik:

Messerschmidt og DF - den usolidariske hæmsko for det europæiske samarbejde.
Morten Messerschmidt - ekstremisten, som er Danmarks skyggejustitsminister.

Velkommen til VKO.

Der burde følge brækposer med!

Den omvandrende karikatur

Pia Kjærsgaard er rasende over at blive "hængt ud" som nazist af gruppen Danmarks Løver, som undertegnede er medlem af.

"Udhængningen" sker i form af en karikatur med Kjærsgaard i nazi-uniform - sådan lidt i "Hunulven Ilse"-stil.

"Det her er så ondsindet og usmageligt", siger Kjærsgaard, som benytter lejligheden til at kritisere et par fremtrædende SF'ere, som er medlemmer af Løverne.

SF'erne Kamahl Quereshi og Steen Gade siger, at de nu vil forlade Facebook-gruppen, og at deres medlemskab var en fejl.

Hvor nosseløst.

Pia Kjærsgaard burde i stedet angribes for, at hendes skinhellige kamp for ytringsfriheden alene omfatter kampen for retten til at svine muslimer til. Når ondsindede tegninger derimod træffer hende selv lige på kornet, er få så fordømmende som hun. Også dét er et af de mange totalitære træk, som præger Dansk Folkeparti, og som gør billedet af hende med nazi-armbind til et nærliggende motiv.

Dansk Folkeparti er et topstyret parti, hvor kritiske røster omgående ekskluderes, og hvor kun Pia Kjærsgaards ord gælder, men i dag gik fru Kjærsgaard i sin egen fælde: hun demonstrerede med sit udfald præcist, hvor hyklerisk, dobbeltmoralsk og farlig, hun selv er: den ytringsfrihed, hun og DF bestandigt hævder at forsvare, gælder kun én vej. Rettes den derimod mod Dansk Folkeparti, bryder helvede løs.

Ingen tegner behøver i virkeligheden spilde tid på at karikere fru Kjærsgaard. Hun er karikatur i sig selv.

De kolde hjerters år

Regeringens seneste stykke udlændinge-lovgivnings-makværk efterlader ikke noget kønt indtryk.

Til lovens højdepunkter hører en ny regel om, at hvis en udlænding modtager nogen som helst form for offentlige ydelser indenfor en periode på tre år, mister han retten til at ansøge om permanent opholdstilladelse i Danmark. Ydelser skal i denne lovs sammenhæng forstås i bredest tænkelige forstand: man må ikke tage en uddannelse, man må ikke gå til tandlæge, man må ikke modtage lægehjælp. Og Gud nåde og trøste den flygtning som bliver kørt over af en bil og som ender på hospitalet: det kan ikke kun koste ham førligheden, det koster ham definitivt muligheden for at få en opholdstilladelse.

Men der er mere af samme skuffe: selv om en flygtning vurderes til at være hundrede procent uarbejdsdygtig af Pensionsnævnet, vil det fremover være et krav for at få opholdstilladelse, at vedkommende er i fuldtidsarbejde. Som Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen så rammende udtrykker det: "At kræve af en førtidspensionist, at hun skal have to et halvt års fuldtidsbeskæftigelse, svarer til at bede en mand uden ben om at løbe maraton. Det er jo en betingelse for at få førtidspension, at man netop ikke kan arbejde. Har en førtidspensionist fuldtidsarbejde, vil det rent faktisk være socialt bedrageri".

Regeringens svar på kritikken kommer fra Venstre's integrationsordfører Karsten Lauritzen: "Udlændinge skal bidrage værdimæssigt til Danmark for at få opholdstilladelse", udtaler han og tilføjer: "dem, der vender integrationen og det danske samfund ryggen, skal mærke, at det har nogle konsekvenser - nemlig at de får permanent opholdstilladelse senere, eller måske slet ikke kan få det".

Noget af en udmelding fra en førende Venstre-mand: "Er du pensionist, vender du resten af Danmark ryggen - så vil vi helst af med dig."

Jeg håber, at den udtalelse er blevet bemærket i Ældresagen og i landets invalide- og patientforeninger. Mange pensionister stemmer på V, K eller O, fordi de fejlagtigt tror sig godt repræsenteret af disse partier. Mon de bliver ved med det, nu hvor de ved, at i deres partis gemakker anses de kun for at være klodser om samfundets ben - lige til at skrotte?

Den tredje del af loven er et mesterligt eksempel på to fluer med et smæk: Stik imod Lars Løkkes intentioner om, at danskerne skal dygtiggøre sig for at ende i verdenseliten inden år 2020, bliver det fremover et krav til udlændinge, som søger ophold her, at de ikke uddanner sig. Tvært i mod skal de have arbejdet i mindst to et halvt år for at kunne søge om opholdstilladelse. Skolegang er et no-go. Igen er det Johanne Schmidt-Nielsen, som siger de forløsende ord: "Hvordan kan det være intelligent udlændingepolitik, som regeringen siger, det er? Det er da hverken til gavn for den enkelte indvandrer eller for samfundet, at de ikke kan gå ud og uddanne sig til at blive sygeplejerske eller folkeskolelærer, men presses til at tage et ufaglært job."

Denne lovændring rammer desuden de allersvageste flygtninge, som ikke kan arbejde, fordi de fx har været underkastet tortur. Også de kan forvente at blive smidt ud. VKO ønsker nemlig kun stærke, intelligente, rige flygtninge i fysisk topform, men glemmer bekvemt, at netop den type mennesker sjældent er flygtninge. Flygtning bliver man, når ens bagland bryder sammen. Når man er forfulgt. Når man er al det, regeringen ikke bryder sig om.

Da disse nye udlændingestramninger var til førstebehandling i Folketinget vakte det opsigt, at
en samling syngende bedsteforældre protesterede mod loven. Integrationsminister Rønn Hornbech reagerede prompte: "Afbryd mødet - så bliver de straffet", forlangte hun af formanden, som parerede ordre. Samtidig gik TV-transmissionen fra Folketinget i sort i bedste sovjet-russiske stil. I Danmark har ytringsfriheden nemlig kun vide rammer, når den bruges til at fremme en fremmedfjendsk dagsorden.

Lovkomplekset hastes igennem efter et ultrakort høringsperiode på tretten dage, som har efterladt alle berørte parter stort set chanceløse for at komme med ændringsforslag. Institut for Menneskerettigheder har derfor valgt at boykotte både lov og minister. Det samme har Dansk Flygtningehjælp gjort. "Groft lovsjusk" kalder fagfolk Birthe Rønn Hornbechs arbejde, "et demokratisk problem" siger andre. Ministeren undskylder sig med, at loven skal igennem før sommerferien - det har hun lovet Dansk Folkeparti, hvor man som bekendt har et temmelig afslappet forhold til grundreglerne i et demokrati.

Det er tragisk, det som sker i disse uger og måneder. Mennesker kasseres med hård hånd, fordi de ikke passer ind i VKO's skabelon af den perfekte dansker: Hr Hansen fra Kragevendepladsen 2, Hampen pr. Kjærsgaard Overdrev.

Hvem står for tur som de næste?

Meningsmålingerne er hårde mod V og K i disse uger. Forleden måltes Venstre til den ringeste tilslutning i sytten år. Få dage senere dokumenterede en anden måling, at et kæmpeflertal af vælgerne ikke mener, at Dansk Folkeparti egner sig til at komme i regering. Mon det strejfer V og K, at deres udspring som kyniske dumme svin måske ikke appellerer til vælgerne? Indser de, at DF har drevet dem så langt ned i sølet, at prisen nu betales i form af vælgere som løber skrigende væk fra den sorte "værdipolitiks" ekstremer? Eller rækker selvransagelsen ikke så langt?

SF's Kamal Quereshi udtalte i dag til sine Facebook-venner, at Danmarks næste regering naturligvis vil feje VKO's nye udlændingelov af bordet i samme øjeblik den kommer til magten. Håbet er lyserødt. Er de kolde hjerters år snart omme?

Godt opdraget

"Behøver I absolut at skilte med det?" er noget man som homoseksuel tit hører, hvis man fx giver kæresten et kys til farvel i gadedøren eller et ditto til goddag i lufthavnen.

Jeg ved ikke, hvornår naturlig adfærd bliver til "skilten", men jeg tænker ofte på, hvor lidt heteroseksuelle er opmærksomme på i hvor høj grad de "skilter" med deres seksualitet i det offentlige rum.

Det er ikke mere end et års tid siden, at sindene var i vildt oprør over den lille kortfilm XY, som Københavns Metro nægtede at vise, selv om den havde vundet Metroens egen kortfilmskonkurrence. Årsagen var, at der i filmen forekommer et snavekys mellem to unge fyre i brusebadet.

Jeg dannede en Facebook-gruppe til forsvar for den lille film. Gruppen fik op mod tretusinde medlemmer.

Endeløse avis- og internet-debatter fulgte. Metroselskabet udtalte, at man følte sig udsat for en hetz; skældsordene haglede ned over homoerne, der absolut skal "skilte med det". Og en afstemning på Politikens hjemmeside dokumenterede, at selv blandt læserne af Danmarks mest frisindede avis mente hele 28%, at filmen med de kyssende unge fyre burde forbydes fremvisning i Hovedstadens Metro.

Det chokerede mig.

Jeg tænkte på den lille film og de hektiske sommerdage sidste år, da jeg i aftes genså Nicolo Donato's vigtige film Broderskab i Grand Teatret i København og undrede mig igen: der kommer ikke en lyd fra publikum, mens man på lærredet ser en ung bøsse blive smadret til lirekassemand af en flok nazi'er, men når Thure Lindhardt ruller sig i lagnerne med David Dencik i meget smuk elskovscene, genlyder rummet af fnisen, smålatter og spredte udbrud af "bvadr".

Nå, det være hvad det være vil. Man skal jo ikke påtvinge andre sin egen sexualitet som bekendt, men det forbløffer mig sgu, at der skal så lidt til at gøre nogle mennesker utrygge. Og det leder videre til næste tanke: det er muligt, at heteroseksuelle kan føle sig beklemt, når to fyre kysser, men hvem tænker over, hvad vi bøsser tænker, når vi ser heteroseksuelle "skilte" med deres seksualitet overalt?

Jeg har fx lige surfet forbi forsiden af B.T.'s internet-avis.

"Piger får ikke sprøjteorgasme af analsex"

var en af dagens vigtigste nyheder, som jeg fik slynget lige i fjæset.

Jeg ved ikke, om det er en god eller en dårlig ting, at piger ikke sprøjter, når de får en baghyler, og tro mig: jeg ønsker heller ikke at vide det. Men jeg ved, at en tilsvarende "nyhed" fra homosex-fronten ville have bragt B.T.'s telefonlinjer til sammenbrud på grund af opkald fra vrede læsere.

Jeg skal nu nok lade være med at ringe, ligesom det ligger mig fjernt at kræve et forbud mod B.T. På det punkt deler jeg givetvis holdning med 99,99% af landets homoseksuelle: vi accepterer B.T.'s og alle de andres evindelige "skilten" med heteroseksualitet uden at kny.

Måske er det i virkeligheden den allerstørste forskel mellem "dem" og os?

Lyspunkter

De gode nyheder på hiv-fronten står i kø i disse år.

ATHENA-kohorten – en gruppe af hiv-smittede patienter fra Nederlandene - lægger blodprøver til mange interessante studier. De data, som kommer derfra tillægges stor vægt og troværdighed, fordi antallet af patienter er relativt højt – 4612 ved sidste optælling for at være præcis.

De hollandske forskere har netop offentliggjort resultater* vedrørende hiv-patienters forventede levetid, og det er nyheder som i den grad sparker røv og som siger alt om, hvor velfungerende moderne hiv-medicin er i dag for langt de fleste hiv-smittede i den vestlige verden:

En person som i dag smittes med hiv i en alder af 25 kan i gennemsnit forvente at leve yderligere 52,7 år og altså blive 77,7 år gammel.

En ikke-smittet person har i gennemsnit 53,1 år tilbage at leve i og vil altså opnå en alder på 78,1 år.

Hiv koster altså 0,4 år af ens liv, hvis man smittes som 25-årig – ud fra en statistisk betragtning.

Hvis man smittes senere i livet – fx som 55 årig – koster hiv 1,3 år af ens levetid.

Vi taler om så dramatisk forbedrede udsigter for verdens hiv-positive, at et jubel-brøl er på sin plads. Eller måske en stille tåre ned ad kinden, fordi det gik alligevel mod alle odds?

Som jeg har omtalt i anden sammenhæng tyder flere og flere studier desuden på, at en hiv-positiv person i velfungerende behandling ganske enkelt ikke smitter.

Hiv-medicin er desuden faldet betragteligt i pris over de senere år, ligesom omkostningerne til lægekonsultationer er det. Hiv-patienter kommer sjældnere til kontrol nu end for bare få år siden. Der er ingen grund til andet. For de fleste kører behandlingen på skinner.

Det er svært at bevare pessimismen. Til gengæld er der grund til glæde hos os på den grønne gren, som har adgang til medicinen. Nu må det snart være resten af verdens tur. Verden har ikke råd til andet. Det ser lyst ud - alt sammen. Hvem skulle have troet det for bare 10 år siden?

* ATHENA-kohortens fine poster fra CROI- Retroviruskonferencen i forrige måned i San Francisco – kan ses her

Fucked-up forsagere

Det er patetisk at høre en talsmand fra Vatikanet udtale, at det er homoseksualitet, som har ført hundredvis af den katolske kirkes præster ud i pædofile overgreb.

Men det er ligeså patetisk, når andre prøver at forklare disse perverse menneskers adfærd alene med det cølibat, som kirkens tjenere er pålagt.

Mon ikke sandheden snarere er, at den katolske kirke er så gennemsyret af et forkvaklet forhold til sex, at alle disse forbud, fordømmelser og mere eller mindre sindssyge påbud ender med at gøre mange af kirkens medlemmer skøre i bolden?

Selvpålagt fravalg af sex for kirkens præster.

Forbud mod kondomer og deraf følgende spredning af hiv og aids i klodens fattigste lande.

Millioner af aids-syge kan relatere deres sygdom til pavens fordømmelse af prævention.

Millioner af aids-dødes efterladte kan bebrejde paven deres tab.

Forbud mod abort så selv småpiger, som er ofre for voldtægt, tvinges til at gennemføre graviditeten. Og tusinder og atter tusinder af børn fødes til fattigdom og nød, fordi de kommer til verden i familier, som ikke kan give dem klæder på kroppen og føde.

Et hysterisk, angstfyldt og fobisk forhold til homoseksualitet samtidig med at kirken repræsenteres af seksuelt underernærede enlige mænd, som holder sammen under loge-lignende omstændigheder.

Forbud mod sex før ægteskabet. Noget som de færreste efterlever, men som mange hykler om.

Forbud mod sex med andet formål end avl.

Jamen, er de da fuldkommen towlige, de katolikker? Sex er da en fuldkommen naturlig ting, og så længe ens drifter ikke skader andre, bør vi vel alle være lykkelige for, vi har dem, ikke sandt? Endnu har vi til gode at få en god forklaring fra en katolsk præst på, hvorfor det er nødvendigt at gøre så meget vold på menneskers sex-drift, som vel også er den del af det, de troende kalder Guds skaberværk.

I Kristeligt Dagblad og andre religiøse fora skændes de troende om, hvorvidt en opgivelse af katolske præsters cølibat vil føre til færre børneovergreb. Et bizart udgangspunkt for debat. I givet fald vil det være som at prøve at tømme Atlanterhavet med en suppeske. Det er jo nemlig hele det forkvaklede åg af synd og skyld, som den katolske kirke har krænget ned over naturlige menneskelige drifter, som er totalt afsporet.

Hvis man gør vold mod naturen ved at gøre det naturlige forbudt, ender man med mennesker med et perverteret forhold til sex. Det er side 1 i Dr Freuds bog. Hvordan kan det så undre, at når nogle af disse mennesker pludselig bryder kirkens love, fordi de ikke længere magter at opretholde det ulogiske, syge, katolske selv-pineri, ja, så ender de derude, hvor de ikke mere er i stand til at skelne normal menneskelig opførsel fra farlig, kriminelle adfærd?

Jeg forventer ikke, at den katolske kirke opgiver hverken cølibatet, kampen mod homoerne, abortmodstanden, anti-præventions-kravet eller kravet om, at sex helst kun må være en sur pligt. Den katolske kirke er et uforbedreligt sexualpolitisk mareridt for viderekomne. Til gengæld medfører de mange skandaler måske større forståelse blandt katolikker for, at den fucked-up attitude til sex, som Paven og hans slæng står for, stensikkert fører til flere fucked-up katolikker som stensikkert vil begå flere overgreb mod uskyldige børn. Kuren mod det ligger til gengæld lige for: Kast de selvpålagte lænker fra jer. Grib seksualiteten i flugten. Sæt pris på den og nyd den. Lad kærligheden blomstre blandt alle elskende. At fornægte den er den største menneskesynd af alle og konsekvenserne - umenneskelige.

Hvor skal vi sove i nat?

Storbritannien skal snart til valg, og også der er det politiske miljø ret betændt.

Senest har en ubehagelig afsløring ramt De Konservative. Og afsløringen har oven i købet sit afsæt i en af de avis-historier, som i forvejen havde bragt britiske sind i kog.

Den handler om bøsseparret Michael Black og John Morgan fra Brampton i Cambridgeshire, som havde reserveret i værelse på en lille Bed & Breakfast pension i Berkshire.

Parret er godt oppe i årene – 56 og 62 år – og må siges at høre til de lidt småkedelige. John er byrådsmedlem for de liberale i deres hjemby. Michael er revisor.

Da de ankom til pensionen, styrtede husets frue ud for at møde dem i indkørslen. Hun meddelte dem, at det først nu var gået op for hende, at det var to mænd, som havde foretaget reservationen, og at hun som kristen ikke under nogen omstændigheder ville have den slags mennesker under sit tag.

Black og Morgan måtte finde et andet sted at overnatte, men valgte at anmelde den ugæstfri gæstgiver. Som de udtalte til The Observer: ”ingen ville være i tvivl om det forkastelige i værtindens opførsel, hvis det var to sorte mennesker, hun havde afvist”.

Nu raser debatten i England så om, hvorvidt forretningsfolk skal have lov til at udelukke kunder, de ikke kan lide. Alle de store partier har imidlertid været enige om, at man naturligvis ikke kan tillade racediskrimination eller diskrimination på grundlag af tro eller seksuel overbevisning. Hvad folk siger og gør som privatpersoner er deres egen sag, men vælger man at drive en forretning, har man pligt til at betjene alle.

Det britiske konservative parti – the Tories – kæmper i disse år med et noget støvet image. Som led i moderniseringen af partiet har man ved utallige lejligheder de senere år understreget hvor homo-venlig, man er. Der var endda en særlig Gay Pride event ved partiets sidste landsmøde, hvor tusinder af medlemmer deltog og mange af partiets homoseksuelle medlemmer benyttede lejligheden til at fortælle omverdenen, hvor gay friendly, De Konservative er blevet. Partiet har adskillige homoseksuelle personer blandt dets mest fremtrædende parlamentsmedlemmer; formanden David Cameron var en meget aktiv deltager i sidste års London Gay Pride March, og i sin første tale efter valgets udskrivelse i sidste uge brugte Cameron hele fem minutter på at tale til Storbritanniens homoseksuelle befolkning og forsikre dem om partiets opbakning. Det blev en svulstig omgang, en næsten pinlig hyldest til homoerne, hvor retorikken fik alt, hvad den kunne trække:

"They start businesses, operate factories, teach our children, clean the streets, grow our food and keep us healthy – keep us safe. They work hard, pay their taxes, obey the law. They're good, decent people – they're the people of Britain and they just want a reason to believe that anything is still possible in our country. This election is about giving them that reason, giving them that hope. That's the Conservatives mission – that's my mission – for the next 30 days and I can't wait to get started."

Ikke et sæde var tørt.

Men for få dage siden revnede ballonen.

En af De Konservatives absolutte topfolk, skyggeindenrigsminister Chris Grayling, var inviteret som taler ved et møde hos Centre for Policy Studies – Storbritanniens svar på vores Cepos, den borgerlige tænketank.

Chris Grayling var næppe klar over, at der var journalister tilstede, og heller ikke, at han blev optaget på bånd, mens han udtalte, at han fandt det helt OK, hvis indehaveren af en Bed & Breakfast afviste homoseksuelle i døren. Direkte forespurgt, om det samme så skulle gælde sorte mennesker svarede han ”nej, det er noget andet”.

Kun få briter forsvarer Graylings holdninger, men David Cameron har foreløbig valgt at lade ham beholde sin post i partiet som Englands kommende indenrigsminister, hvis The Tories vinder valget. Et er dog sikkert: størstedelen af landets homoseksuelle vender nu De Konservative ryggen. Også i England gælder det, at der typisk er mere ordgejl end fakta og politisk handling bag de venlige ord om homo-rettigheder og tolerance, når de ytres af borgerlige politikere.

Enden er nær

Det har været en fortryllende dag for modstanderne af OVK-samarbejdet.

Den startede med vicestatsminister Kristian Thulesens Dahls voldsomme udfald mod sin egen støtteregering. To ting har drevet Thulesen Dahl til tasterne: en stigende frygt for at DF skal miste indflydelse og efter næste valg stå som det lille, ekstremistiske højrefløjsparti, som ingen gider høre på, og så naturligvis behovet for - igen - at aflede opmærksomheden fra den virkelige dagorden: krisen. En krise, som DF har et stort medansvar for, men som partiet ikke evner at vise vejen ud ad. Og DF's kernevælgere blandt arbejderne betaler krisens pris mere og mere for hver dag.

Dagen fortsatte med diverse V- og K-topfolks vantro afvisninger af, at de virkelig skulle være nogle middelmådige hængerøve og hundehoveder. For en kort stund var det som at være tilbage i Foghs dage. "Vås" sagde Brian Mikkelsen om kritikken. "Og småligt" tilføjede Henriette Kjær. Lene Espersen gik så vidt som til at tage et Pia Kjærsgaard-udtryk i anvendelse: "Skingert", sagde hun om Thulesen Dahls brev. Hvordan en avisspalte kan skingre lod ministeren stå usagt.

Substansen i kritikken tog ingen af dem stilling til. Det var næsten som om Fogh stod i kulissen og hviskede dem sit gamle motto i øret:

"der er ikke fugls føde på den sag!"

Så trådte Pia Kjærsgaard i karakter. Hun lod pressen forstå, at DF's kritik var alvorligt ment, og at man stod ved den. Ydermere havde DF adskillige gange luftet den samme kritik bag lukkede døre, men da det ikke havde hjulpet, så man sig nu nødsaget til at gå ud med den i offentligheden. Hun undlod at tilføje "om ikke for andet så for opmærksomhedens skyld", selv om det var det, hun mente.

Nogenlunde samtidigt med at Pia Kjærsgaard kom med sine skærpende bemærkninger, satte Lene Espersen så trumf på:

"Dansk Folkeparti skader det borgerlige Danmark", udtalte hun til den undrende presse.

Noget af et skudsmål. Oppositionen mener jo som bekendt det samme, så Espersens udtalelser kunne tyde på, at der fra i dag er bred enighed i Folketinget om, at Dansk Folkeparti er skadeligt - ikke bare for det for borgerlige Danmark, men for hele landet. Kom Espersen her i virkeligheden med årets største underdrivelse? Er der pludselig gået en prås op for hende?

Det fik ingen svar på, og desværre var der heller ingen journalister, som nåede at spørge ministeren, hvorfor dælen hun og hendes parti dog har klistret sig til DF i samfulde ni år, hvis de er så skadelige? Og der blev heller ikke tid til friskfyragtige bemærkninger som "vil det så sige, at V og K nu er friske på at gå sammen med oppositionen og få væltet Kjærsgaard og Thulesen Dahl fra magtens tinder?"

De havde nok heller ikke fået noget svar.

For alt dette handler jo om at pisse territorium af. Positionering, som det kaldes på Borgen. DF har indset, at løbet er ved at være kørt for VKO-samarbejdet. Tabet af magten ved næste valg forekommer næsten uundgåeligt.

I den situation handler det om at redde, hvad reddes kan: at score så mange utilfredse vælgere fra V og K som muligt og samtidigt stille sig selv i et godt lys hos for landets næste statsminister. Kan man forestille sig en bedre måde at gøre det på end ved at hjælpe hende til sejren?

Skyggestatsminister Lars Løkke Rasmussen er i Kina i disse dage, hvormed det igen dokumenteres, at hans bagland har det med at forvandle sig til en børnehave for ADHD-ramte, så snart de efterlades uden opsyn. I sig selv et alvorligt kritikpunkt og et klart krisetegn i enhver organisation. Samtidig er netop det også en af de vigtigste grunde til, at hans tid som landsfader er ved at løbe ud, før den rigtig kom igang: hans hold er simpelthen ikke godt nok; de flueknepper, og han selv som leder mangler gennemslagskraft - både indadtil og udadtil.

Selv den mest forstokkede vælger kan efterhånden se, at Danmark fortjener bedre. Because we're worth it.

Jo, det blev i sandhed en fortryllende dag på Christiansborg. Solen skinner. Noget er i gære. Det kribler og krabler. Oppositionen vejrer morgenluft. Fuglene synger. Enden er nær; en ny begyndelse på vej: OVK er i gang med at fælde sig selv.