FUCK DIG, FRANS!

I dag udtalte paven, at han er frisk på at se lidt mildere på skilsmisser, men at han stadig har et stort problem med forelskede homoseksuelle. 

Det fik mig til at tænke tilbage - og frem:

For nogle år siden havde min mand og jeg fornøjelsen at se mormonernes nye tempel i København indefra.

Det skete før den officielle indvielse af bygningen, som på det tidspunkt (2004) var det dyreste byggeri i landet. Ikke på grund af noget prangende udseende udadtil, men fordi der var ofret svimlende summer på interiøret: Vægge beklædt med japansk åndenød (eller var det ahorn?), som var blevet slebet tolv gange med det fineste sandpapir, guldkantet stuk i lofterne, gulve af brasiliansk granit, glaskunst fra England, fliser fra Bulgarien, specialfremstillede amerikanske gulvtæpper så tykke, at dine sko nærmest forsvandt i dem. Dåbssalen var et kapitel for sig: gulve, vægge, lofter af kridhvid italiensk marmor, som også var brugt til fremstillingen af det mandsdybe bassin. 

Altsammen var det håndfremstillet til netop dette tempel, som blev bygget af danske håndværkere, der hverken måtte nyde tobak, alkohol eller koffein på byggepladsen, fordi stimulanser af den art besudler menneskelegemet - siger mormonerne.

Indretningen var bestemt ikke vores stil. Der var lidt for meget brølende hjort ved skovsø over kunsten, og de yderst diskrete pastelfarver var heller ikke lige vores kop te. Men vi var meget beærede og benovede - også fordi vi var nogle af de meget få, der fik chancen til at se dette overflødighedshorn af et byggeri, før det blev hermetisk lukket for offentligheden. Siden den dag har ingen ikke-mormon sat sine ben der.

Bagefter bød mormonerne på saftevand i et tilstødende party-telt. De var godt nok nogle flinke folk. Mestre i small-talk, der spurgte interesseret til, hvad vi dog var for nogle, mens de åbent fortalte om sig selv.

På dette tidspunkt er det på sin plads at fortælle, at vi tidligt i vores forhold udviklede en strategi, som kunne skræmme vækkelsesprædikanter og missionærer af enhver art væk. Det startede med, at to mandlige Jehovas Vidner en søndag ringede på, lige da vi begge havde været i bad (ja, samtidig!) Jeg åbnede døren iført et badehåndklæde og hørte tålmodigt i nogle sekunder på deres snak, om vi mon var interesseret i VÅGN OP! Jeg tøvede lidt ved forespørgslen, men blev så grebet af en øjebliks indskydelse. Jeg råbte ind i lejligheden: "Skat, kom lige. Hvad siger du til at sove sammen med de her flinke folk?" Allan kom myldrende - også iført badehåndklæde - lagde sin hånd på min nøgne skulder, kiggede missionærerne i øjnene og sagde: "Ja, hvis de er friske, er jeg".

Han fik ikke en gang fuldført den korte sætning, før de to missionærer i hast var på vej nedad trappen og væk. Vi fik aldrig mere missionær-besøg og derfor er vi stadig i tvivl, om missionærer virkelig foretrækker missionær-stillingen, når de gør det, de helst skal lade være med.

Uden overhovedet at have aftalt det var vi begge helt enige om, hvordan vi ville tackle mormonerne, hvis de blev for nærgående, bare fordi vi godt ville se deres boligindretning. De skulle naturligvis have samme tur som jehova'erne - dog uden badehåndklæder som rekvisit. Så da de spurgte, om vi mon kunne være interesseret i at komme til nogle af deres møder, svarede Allan stålsat: "Det tror jeg ikke, I vil synes om. Vi er nemlig homoseksuelle".

Svaret vi fik slog benene væk under os. "Det er helt i orden", sagde den saftevands-udskænkende kvinde. Jeg tror nok, jeg kom til at sige "Det var li'godt satans", før hun fortsatte: "Vi accepterer al kærlighed, så længe den ikke er kødelig. Så hvis bare I holder op med at kysse på hinanden, sove sammen og hvad I nu ellers kan finde på [host], så er I elsket af både Gud og os".

Stillet overfor valget mellem et velfungerende parforhold i dyb kærlighed og et liv i permanent askese, hvor den eneste fornøjelse var en tur i et marmorbadebassin af ægte italiensk marmor, valgte vi begge at sige pænt nej tak til det sidste og forlod skyndsomst party-teltet for at søge tilflugt på nærmeste bar for at indtage syndige mængder alkohol.

Ikke længe efter fik jeg et pinsekirkemedlem som kollega. Også han forsikrede mig om, at hans gud skam ville blive fuldkommen vild i varmen, hvis han lærte min mand og mig at kende. Hvis altså bare vi holdt op med det der, du ved nok [host].

Og nu siger den katolske pave præcis det samme. Homoer er GODE mennesker, som vi skal være GODE mod. De kan jo ikke gøre for, at de er født som de er. Men hvis vi for alvor vil accepteres af hans kirke, skal vi  først lige forstå, at vi er syge andenrangsmennesker, som ikke fortjener fysisk kærlighed eller et fuldbyrdet kærlighedsforhold til noget levende menneske.

Man siger, at mennesker mildnes med alderen. Tolerancen vokser. For mig er det gået stik modsat. Jeg er blevet bedre til at sige BULL SHIT til folk, der pisser på mig. Og det gør Pave Frans i uhørt grad.

Denne kvalmende salvelsesfuldhed fra Føreren for 800 millioner katolikker, for hvem mandens ord er lov, er en svinestreg uden lige. Paven og hans kirke vælter sig i værdier for milliarder, mens den prædiker ydmyghed og godhed mod fattige. Den fordømmer usømmelighed, mens tusinder af dens præster knepper sig igennem endnu flere alterdrenge og kostskoleelever, uden at det får indflydelse på kirkens magtposition.  Den bandlyser brugen af kondomer, men tøver ikke med at udstøde 12-årige piger, der er blevet voldtaget, efter at den har tvunget dem til at gennemføre graviditeten. Den har ansvaret for tusinder af afrikaneres død af aids på grund af det samme kondom-forbud. Og hvor Paven kommer frem, rydder medierne sendefladen og hænger åndeløst ved hvert et ord fra hans læber.

I en tid hvor det er meget på mode blandt politikere og andet godtfolk i den vestlige del af verden at fordømme hadprædikanter og potentielle terrorister, forekommer det mig slående, at ikke en har råbt FUCK DIG FRANS og vel og mærke ikke som en opfordring til en tur på lagnet, men som den fordømmelse, han og hans kirke fortjener.

Lægger man antallet af aids-døde katolikker sammen med det svimlende antal selvmord blandt unge homoseksuelle, der er vokset op i katolske familier og tilføjer de titusinder børn, der er ofre for svinske katolske præsters pædofile overgreb, når man hurtigt frem til, at den katolske kirke har flere liv på samvittigheden end nogen terror-organisation.

Forskellen er kun, at hvor terroristerne smadrer liv med bomber og vold, angriber katolikkerne deres omgivelser som en velsmurt spin-maskine med et smil og forsikringer om, at de er en kærlig guds repræsentanter på jord. Alene det er åbenbart nok til at frede dem.

Jeg kan godt finde homovenlige præster hist og pist. Der findes adskillige af dem i den danske folkekirke, som endda rummer ikke så få, der selv er homoseksuelle. Dem kan jeg kun have respekt for, ligesom jeg respekterer deres udenlandske kolleger af samme støbning. Først og fremmest beundrer jeg dem for den position som foregangsmænd og -kvinder, de indtager. Det er takket være dem og deres samarbejde med utrættelige homo-aktivister, at der er begyndt at blæse mildere vinde i visse nicher blandt verdens gejstlige.

Men de er kun få i det store billede. I visse landlige stater i USA forsøger såkaldt troende politikere i disse måneder at få indført love, som fritager religiøse mennesker fra de anti-diskriminationslove, der er blevet indført på nationalt plan. Med gud i ryggen skal man have lov til at svine bøsser og lesbiske til, fyre os fra vores jobs, og nægte at betjene os i butikker og restauranter. Ofte promoveres disse lovforslag af politikere med adskillige forliste ægteskaber bag sig og en elskerinde i nabobyen eller et klippekort til det lokale bordel, hvis ikke de har dyrket intens cybersex med trækkerdrenge.

Og i Rusland og adskillige østeuropæiske lande samt i store dele af Mellemøsten, Afrika og Asien står lokale magthavere bag systematiske forfølgelser og henrettelser af homoseksuelle - i guds navn.

Kan det undre, at jeg er blevet indædt religions-skeptiker på mine gamle dage? Jeg gider ikke høre på frelste hjemlige politikere, der den ene dag vil forsvare os mod islamisternes ondskab, men den næste dag ikke tøver med at stemme imod forslag til ligestilling af danske homoseksuelle. Set fra mit lille hjørne af verden har begge parter min kærligheds og mit livs undergang som deres slet skjulte dagsorden. Det eneste jeg beder om, er for fanden den samme respekt som bliver alle andre til del. 

Jeg nægter at betragte min seksualitet som en diskvalificerende faktor i nogen sammenhæng, og har intet til overs for omklamrende klamme personager fra trossamfund eller politiske partier, der afslutter deres sleske, dobbeltmoralske smiger-taler med "hvis du altså bare var ligesom os andre eller i det mindste holdt op med at være, som du er".  I kan rende mig noget så grusomt! Enten er I med mig eller også er I imod mig. Der ER ingen mellemvej, for har du forbehold, diskriminerer du og er dermed min fjende.

Alt det ville jeg sige til paven, hvis jeg en dag kom i audiens hos ham. Det ville naturligvis føre til en øjeblikkelig udsmidning fulgt af den slags eder og forbandelser, som kun de stærke i troen kan udstøde og som garanterer modtageren et permanent ophold i skærsilden, men så havde jeg da i det mindste fået afløb for min vrede. Indtil det sker, kan jeg kun håbe på, at medier og politikere begynder at tænke sig lidt mere om. Bare fordi man render rundt i postkasserøde designersko, en latterlig kjole og har en hat på hovedet, der ligner det skæve tårn i Pisa under renovering, fortjener man ikke nødvendigvis respekt eller lalleglad adfærd fra tilhørerne. Og det gælder ikke mindst de 800 millioner, der kalder sig hans menighed. Tænk jer om! Jeres tro har et had indbygget, som intet menneske fortjener. Og slet ikke dem der bare vil have lov til at elske præcis som jer selv.