Søg i denne blog

søndag den 7. december 2014

At være vi's


Jeg har fundet ud af, at der er ét ord som mere end noget andet kan hidse mig op i en debat.

Ordet er hverken bøsserøv, radigal, landsforrædder, aids-svin eller nogle af de andre betegnelser, jeg har fået hægtet på mig på nettet.

Det er det lille ord "vi".

Jeg taler naturligvis ikke om det smukke vi, som omfatter min elskede og mig eller min familie og mig eller mine venner og mig.

Jeg taler om det "vi", man så ofte mødes med af folk i debatfora på nettet, når de i mangel af argumenter søger at underbygge deres egne påstande.

I dag skete det igen:

"vi vil ikke have alle de muslimer i landet det er problemet" er det ordrette citat fra en mig totalt ubekendt debattør i en debat på Politikens Facebook-side i dag. Jørgensen hedder manden, som straks får fem opadvendte tommelfingre for disse, de eneste ord, han bidrager med til debatten.

Jeg reagerer ens, hver gang jeg støder på formuleringer af den slags. Jeg MÅ simpelthen se, hvilken klaphat der står bag så tåbelige ord. Et lille kig på Hr Jørgensens Facebook-side afslører, at han - udover at ønske Kristian Thulesen Dahl som statsminister - tillige er medlem af en gruppe, som kæmper for bevarelsen af den danske jul, da den efter gruppens opfattelse er i overhængende fare for at blive forbudt af hensyn til muslimerne.

I gruppen kan man finde udsagn som "Muslimer er fjender af os danskere, for det siger koranen, de skal være", hvilket leder gruppen videre til det standpunkt, at alle bør boykotte Kirkens Korshær, fordi organisationen har vovet at uddele julepakker til nødlidende mennesker uanset deres tro og altså dermed udvist godhed overfor "vores fjender".

Tro ikke at jeg hænger mig i enkelt-sager. For min skyld kan denne Bent Jørgensen have de meninger, han vil. Men jeg vil fanden ta' mig ikke tages til indtægt for hans holdninger, ligesom jeg på det bestemteste fravælger at blive inkluderet i de tusinder af andre debattørers retorisk skabte cyber-fællesskaber, som bruger et inkluderende "vi", når de mener "mig og konen og ham, jeg kæver bajere med nede på bodegaen".

"Vi" eller "vi er mange" er ikke noget argument, når det bruges i en debat. Det er tanketomt vrøvl fra dumme mennesker, der ofte har stærkt ekstremistiske holdninger og som enten lider af dissociativ personlighedsspaltning, hvor den samme krop rummer adskillige personligheder, eller storhedsvanvid, som gør, at de føler sig kaldet til at tale som statsmænd, når deres indre gylletank løber over, eller mindreværdskomplekser, som medfører, at de ikke føler, at deres egne holdninger kan stå alene, men må bakkes op af en stor flok usynlige venner, som kun de selv kan se og tale med. Eller måske lider mændene blandt dem bare af underudviklede kønskirtler - for små nosser.

Der er masser af partier og foreninger og grupper, jeg ikke ønsker at være medlem af. Heldigvis lader langt de fleste af dem være med at tælle mig med, når de opgør deres medlemstal, så vi har det fint med hinanden alligevel. Jeg kan i flæng nævne eksempler som Vestegnens Off-Road Cyklister, Danske Numismatikere og Foreningen for Pølsevognens Bevarelse.

Men når de fjendske går på barrikaderne, er det en anden sag. De forsøger at suge mig ind i deres klamme fællesskab med et inkluderende vi, som aldrig kan blive andet end et falsk postulat. Stærkt mod min vilje har de med deres sproglige kneb gjort mig til medlem af deres homofobiske eller racistiske forening. En særlig form for ussel omgang med sproget, som kun plattenslagere benytter sig af.

De samme mennesker ynder ofte at tale på "danskernes" vegne. Må jeg ikke være fri! I bedste fald er de Karen i Kjæret eller Bent fra Bøhlandet, som lever i deres egen verden. I værste fald er de demagogiske politikere som har den usandsynlige frækhed at tale på alles vegne, selv om de kun er valgt af de få.

Men nej, jeg er ikke "vi's" med anti-muslimske Bent Jørgensen, og jeg er heller ikke med i Gruppen til Bevarelse af den Danske Jul, hvilket jeg er stolt af. Og jeg bor heldigvis ikke i det land, som Ekstrabladet kalder Nationen, hvilket jeg er lykkelig for. Og det er ikke mig, Pia Kjærsgaard eller Inger Støjberg taler om, når de udtaler sig på danskernes vegne, hvilket jeg er endnu gladere for.

Jeg tvivler på, at jeg står alene med denne følelse af frustration over, hvor meget disse manipulatorer slipper afsted med i det offentlige rum. Føler du den samme afmagt som mig, når du ser dig selv verbalt shanghajet af endnu en vi-talende personage, som mod dit eget ønske gør dig til medlem af sin gruppe af negative, vrede folk, som søger at piske en stemning op mod andre? Hvis det er tilfældet, så støt min helt nye forening, som kun eksisterer i mit eget hoved, men som ikke desto mindre allerede har tusindvis af medlemmer, som intet har tilfælles, andet end at vi faneme nok selv skal bestemme, hvem vi er vi's med - og det er sjældent dem, der forventer det.

Ingen kommentarer: