Nyt fra hiv-fronten

Det er småt tid til at gøre halvårs-status vedrørende de smitsomme sygdomme som hagler ned over den danske befolkning, hvoraf mange rammer os LGBT’ere:

Umiddelbart ser talene vedrørende HIV opmuntrende ud: sidste år på dette tidspunkt var der 95 indrapporterede tilfælde af HIV. I år er tallet 62.

Det er imidlertid ikke holdbart at tale om en reduktion i smittetallet på 33%. Ikke endnu i hvert fald. Ofte er 

indberetninger lang tid undervejs i systemet, og enhver statistiker vil sige, at trenden endnu ikke er signafikant nok til, at man kan tale om et reelt fald. Vi må vente nogle måneder, før det er muligt at be- eller afkræfte tendensen.

På samme måde kan man godt føle sig lidt trist over, at der i 2012 på dette tidspunkt var registreret 18 aids-diagnoser, mens det tilsvarende tal i år er 24. Det er trist, fordi den allervigtigste strategi i bekæmpelsen af hiv jo handler om, at folk skal lade sig teste. Gang på gang er det råbt fra tagene, nævnt i debatfora og i avis-overskrifter: ”du lever ligeså længe med hiv som uden, HVIS DU BLIVER TESTET I TIDE OG KOMMER I BEHANDLING, FØR SYGDOMMEN HAR SMADRET DIT IMMUNFORSVAR”. 

Alligevel har mindst 24 personer altså ventet så længe på at blive testet, at de nåede et meget alvorligt stadie i deres hiv-sygdom. Et stadie, hvor hospitalsindlæggelse er nødvendig, og hvor kampen for livet bliver meget virkelig.

I fagsproget kaldes denne gruppe ’late presenters’ eller sen-testere. Man er en late presenter, hvis den første måling af af ens immunforsvar viser et cd4-tal på 350/ml3 eller derunder (et normalt cd4-tal for en ikke-smittet ligger typisk mellem 800 og 1200), eller hvis man har udviklet en aids-følgesygdom. Det vil normalt tage en del år fra smittetidspunktet til immunforsvaret er nede på 350 cd4-celler/ml3.

I en lang periode har disse mennesker været høj-infektiøse. Hvor mange mon de har nået at smitte i den tid? 

Hvis man er i stand til at fortrænge sin egen risiko-adfærd i et omfang, så man sætter sit liv på spil ved at undlade at lade sig teste, er man også i stand til fortrænge den risiko, man udsætter andre for.

Der er mange mulige svar, hvis man forsøger at pejle sig ind på , hvad der afholder folk fra at blive hiv-testet. 

I flæng kan nævnes:

Strukturelle problemer (langt til lægen, problemer med at ”slippe væk”, hvis man har en partner som ikke lige skal vide noget, etc.)

     

Egen undervurdering af risikoen (man underspiller risikoen for smitte overfor sig selv, fordi selve tanken om eventuelt at være hiv-smittet opleves som stærkt negativ)

Frygt (frygt for døden, frygt for tab af kæreste, job, opholdstilladelse, frygt for repressalier fra tidligere partnere, fra retsvæsenet, etc)

Håbløshed (man har på forhånd opgivet tanken om at overleve med hiv – ofte fordi man er dårligt informeret om behandlingsmulighederne)

Stigma (frygt for andres reaktion, angst for at blive udelukket fra sine sociale cirkler, familien, m.v.)        

Det er ikke noget, som nævnes i pressen mere, men der er stadig folk som dør af AIDS her i landet. Mange af dem hører til netop denne gruppe af ’late presenters’.

Menneskers adfærd i forbindelse med hiv-sygdom er en videnskab i sig selv. Over hele kloden forsker adfærdspsykologer og sociologer i, hvorfor vi mennesker gør som vi gør, når vi befinder os i en krise. De mest ambitiøse af dem har tillige en drøm om at finde værktøjer som kan ændre folks adfærd i mere hensigtsmæssig retning. Jeg har haft fornøjelsen af at et treårigt samarbejde med en del af disse internationale forskere i den Seattle-baserede HIV/AIDS Network Coordination gruppe, hvis Behavioral Science Working Groupholder månedlige telefonkonferencer og årlige møder, hvor man udveksler videnskabelige erfaringer og opdaterer hinanden om de seneste resultater på området.

Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner, siger man. Det har ofte slået mig under disse konferencer, hvor mange ressurser disse velmenende forskere bruger på at fastslå ting som de fleste af os instiktivt godt ved. Som at når sprut eller stoffer går ind, går forstanden ud, og folks risikoadfærd tiltager.

Alligevel må forskningen på dette område fortsætte, for det er veldokumenteret, at hiv de fleste steder i verden primært spredes af folk, som ikke ved, at de er smittede. Eller ikke vil vide det. Men hvad gør vi for at få budskabet ud til de mennesker om, at det godt nok ikke er fedt at have hiv, men at det er tusind gange værre at have det uden at vide det – fordi man udsætter sig selv og andre for livsfare?

Jeg ved det ikke, men har du et bud, er jeg sikker på, at alverdens adfærds-forskere og AIDS-fondet vil elske at høre fra dig. Det samme vil jeg. Dette er en debat, som vi må og skal tage i homo-miljøet. We need to talk!

Jeg må understrege, at heller ikke stigningen i antallet af AIDS-tilfælde endnu er så signifikant, at man kan tale om en klar tendens, men det tegner ikke godt. Det bliver spændende at se de endelige tal for året til næste forår.

Men problemerne stopper ikke der.

Der er en syfilis-epidemi blandt danske homoer i disse måneder. Tallene taler for sig selv: 142 smittede med syfilis på dette tidspunkt sidste år. I år er der til dato registreret 240 syfilis-smittede.

Det er umiddelbart grumme tal, men budskabet fra de infektionsmedicinske afdelinger er ret klart: syfilis-spredningen er i vidt omfang (men dog ikke udelukkende) begrænset til poz-fyre som barebacker med hinanden, og som så smitter hinanden med syfilis.

Skal man tage den optimistiske mine på i denne sammenhæng, må det være fordi Danmarks hiv-smittede bøsser i vidt omfang sero-sorter: de vælger at bolle med hinanden for at mindske risikoen for at smitte partneren, for at øge den personlige tryghed og velvære under sex, og fordi man så kan droppe kondomet – hvis altså ikke det var for syfilis og andre sex-sygdomme som hepatitis B og C, kondylomer m.m.

Det er en klog strategi og en måde at vise ansvar på i forhold til at stoppe spredningen af hiv. Og det bedste er næsten, at det sker uopfordret. Ingen læger har været ude med budskabet ”hold jer til hinanden”, nej, dette er noget, hiv-smittede bøsser over hele verden af sig selv er begyndt på. Præcis som hiv-smittede i alle epidemiens tredive år har været forsøgskaniner for medicinalbranchen; præcis som verdens hiv-smittede gennem aktivisme har haft held til at få offentlig fokus på sygdommen og få flere og flere i behandling, sådan opnås der også fremskridt denne gang på grund af folk som tager styring af deres eget liv og deres sygdom.

Det er ikke mange år siden, at der lød advarende ord om risiko for gensmitte og superinfektioner, når hiv-positive droppede gummiet. I dag kan man fastslå, at disse risici er små og kun tilstede, mens man er nysmittet og altså ikke i behandling. To velbehandlede positive fyre kan roligt smide droppe gummiet – men det er VIRKELIG klogt at have styr på, hvorvidt man selv eller partneren lider af andre sex-sygdomme. Ikke mindst i disse tider, hvor andre sex-sygdomme er i fremmarch.

Rådet for ALLE som barebacker med flere partnere er simpelt: Hiv eller ej: bliv testet hver tredje måned for hele batteriet af sex-sygdomme. Har du tid til at gå i fitness-center og træne dig lækker, har du også tid til at blive testet. Det sidste er faktisk vigtigere end det første.

Er der nyt på vaccine- og kur-området? Det korte svar er ”nej, desværre”. Det lange svar indeholder nedslående nyt om hiv-medicin som blev givet som prævention til ikke-smittede afrikanske kvinder i stor risiko for hiv i håb om, at de på den måde kunne undgå smitte. Det virkede ikke. Primært fordi det er så godt som umuligt at få raske mennesker til at spise en pille med en del grimme bivirkninger HVER ENESTE dag år ud og år ind. Bare tænk på, hvor mange som afbryder en banal penicillin-behandling, så snart de er blevet raske, selv om lægen har sagt, at du skal tage ALLE pillerne. Kvinderne i det afrikanske forsøg oplevede desuden, at deres omverden var fuldkommen overbevist om, at de havde fået hiv, siden de spiste hiv-piller. Det gjorde dem nærmest til pariaer i deres nærmiljø, selv om det burde have gjort dem til heltinder, fordi de rakte forskningen en hjælpende hånd. Endelig oplevede de også pres fra en anden kant: langt fra alle smittede har adgang til hiv-medicin i Afrika, så hvad gør en rask forsøgsdeltager med gratis adgang til den livgivende medicin, når en veninde står der og tigger om at måtte få hendes ration? Svaret giver sig selv.

Vi må finde på noget andet – og bedre.

Mens vi venter på vaccinen og kuren som måske aldrig kommer, må vi til gengæld glædes over nye tal, som viser, at hiv-positive personer SOM KOMMER I BEHANDLING I TIDE har en forventet levealder som er ligeså lang som hiv-negative mennesker. Hvem skulle have troet det for bare ti år siden? Det er klump-i-halsen fremkaldende nyt for en gammel rotte som mig i hiv-gamet, men giver også anledning til melankoli: tænk hvis alle de venner som blev denne rådne sygdoms ofre havde levet længe nok til at opleve denne dag. 

Visse sår læges aldrig.

Ja, der er endda et enkelt studie som viser, at velbehandlede hiv-positive lever længere end vores raske med-mennesker. Hvorfor? Fordi vi er monitorerede i begge ender gennem vores halvårlige besøg hos hiv-lægen som tjekker os for alverdens skavanker og ofte er i stand til at tage helbredsmæssige problemer i opløbet.

På den baggrund kan vi godt tillade os at smile. Husk: det er med helbreddet som med økonomien: jo bedre styr der er på den, jo mere plads er der til begejstring og overskud.

Og husk nu den test, ikke? Fortsat god sommer.