HIV: den ubærlige fortid, den udfordrende nutid - og håbet for fremtiden

Statens Serum Institut er blevet færdig med sin opgørelse over HIV-tilfælde fra 2012.

Her er nogle nøgletal og kommentarer.

Sidste år fik 144 danske mænd og 54 danske kvinder besked om, at de har fået HIV. Dette er et fald i forhold til året før, hvor total-tallet var 267, men det kan være en enlig svale. Før man kan tale om en signifikant tendens, skal faldet fortsætte og foregå over flere år.

81 er smittet gennem homoseksuelt samvær, mens et flertal på 94 personer oplyser, at de er smittet gennem hetero-sex.

Et andet flertal på 106 personer oplyser, at de blev smittet i udlandet.

Halvdelen af de nykonstaterede med HIV er etniske danskere – den anden halvdel af udenlandsk afstemning.

Homoseksuelle mænd og udlændinge er således to grupper som er uforholdsmæssigt hårdt ramt af HIV set i forhold til disse gruppers andel af befolkningen.

Blandt de nykonstaterede med HIV er tre børn under fire år, som er smittet i forbindelse med deres fødsel som fandt sted i udlandet. Som så mange andre HIV-infektioner kunne også disse være undgået ved at man havde truffet de ret simple forholdsregler som forhindrer mor-til-barn smitte. For velbehandlede hiv-smittede gælder det, at vi sagtens kan få børn ”ved naturmetoden”, uden at barnet smittes, blot moren er på hiv-medicin og tager sine piller.

Blandt 2012’s nysmittede med HIV var seks stofbrugere, som var blevet smittet gennem deling af kanyler. Hermed bekræftes tidligere års fald i smittetilfælde blandt narkomaner. Et fald som kan tilskrives et velfungerende program som sikrer narkomaner rene nye kanyler, de nye fixe-rum i København og ikke mindst det faktum, at det er lykkedes at skærpe opmærksomheden på HIV i fixer-miljøet.

Én kvinde og én trans-person i statistikken beskrives som henholdsvis ”handlet” og ”på illegalt ophold i landet”.

I Danmark er HIV i høj grad et storby-fænomen. 44% af de nysmittede bor i Storkøbenhavn. Det er derfor overraskende, at vi i 2012 finder 10% af de nysmittede i Vestjylland. Derimod bidrager det midtjyske område med Århus kun med to personer til statistikken. Kan det hænge sammen med, at afdeling Q på Skejby Sygehus er nærmest legendarisk kendt i HIV-kredse for sin psyko-sociale indsats – ikke mindst i forhold til unge, nysmittede?

Noget som interesserer både læger og hiv-aktivister, er den tid som går fra smitteoverførslen sker til sygdommen konstateres. En HIV-infektion forløber sådan, at mange, men langtfra alle, indenfor de nærmeste par uger efter smitten udvikler influenza-lignende symptomer – typisk med høj feber. Derefter normaliseres tilstanden, men HIV-virus ligger i dit blod og dine organer og vokser i mængde år for år, samtidig med at dit immunforsvar nedbrydes. Denne udvikling standses og vendes i samme øjeblik, du begynder at tage HIV-medicin.  

Ved at måle på en persons immunforsvar, har man med andre ord et ganske godt fingerpeg om, hvornår smitten fandt sted. En af de mest brugte måleenheder i den sammenhæng hedder CD4 – tit omtalt på amerikansk som T-cells.

Dine CD4-celler er de celler i dit blod, som HIV-virus er i stand til at binde sig til. Denne binding finder sted løbende fra det øjeblik, du smittes. Efter smittetidspunktet vil antallet af raske CD4-celler i i dit blod med andre ord falde, hvorved dit immunsystemet gradvist bliver ude af stand til at fungere. Altså: risikoen for nye infektioner stiger støt, mens antallet af CD4-celler falder.  

Det er efterhånden veldokumenteret, at HIV spredes langt mest af folk som ikke selv aner, at de er syge. Et kvalificeret estimat siger, at en tredjedel af Europas HIV-smittede ikke selv er klar over, at de bærer sygdommen.

Der er altså gode folkesundhedsmæssige grunde til, at vi godt vil ”have fat i” de nysmittede, men mindst ligeså vigtigt er det for de ramte at få sygdommen under kontrol. En sent stillet HIV-diagnose medfører en ringere langtidsprognose (præcist om ved cancer og mange andre sygdomme).

En HIV-negativ persons CD4-tal ligger typisk mellem 800 og 1200, men kan i visse tilfælde være højere. 

Her i landet siger de officielle retningslinjer, at HIV-behandling påbegyndes senest, når CD4-tallet når ned på 350.

Personer som opdages med HIV og et CD4-tal på under 350 kaldes i fagsproget ’late presenters’. Når CD4-tallet er så langt nede, er der ikke lang tid til, at de første symptomer sætter ind som tegn på, at her er noget galt. Det kan være tilfælde af svamp i mundhule og spiserør, anfald af helvedesild eller andre sygdomme fra det katalog af infektioner, som kan ramme immunsvækkede. Hvis personen stadig ikke kommer i behandling, ses udbrud af egentlige AIDS-definerende sygdomme. De vigtigste blandt disse er Cytomegalovirus (CMV) som sætter sig på organerne og som ”æder dem”. CMV på øjnene var tidligere en almindelige AIDS-sygdom som medførte blindhed hos mange. Blandt de andre AIDS-sygdomme er lungebetændelsen Pneumocystis Jiroveci, også kendt som PCP-lungebetændelse. PCP-lungebetændelse klares ikke med penicillin. PCP er en hurtig morder som ofte slår til i en person med AIDS. Jeg husker endnu fyren fra min bekendtskabskreds som i firserne var en smuk mand med et fedt job i banksektoren. Jeg drak kaffe med ham på en cafe en lørdag, hvor han havde det strålende. Han anede ikke, at han fejlede det mindste. Tirsdag fik han lungebetændelse. Torsdag blev han indlagt. Søndag døde Kenneth af det som lægerne først senere diagnosticerede som en PCP-lungebetændelse som følge af AIDS.

I AIDS-kataloget finder vi også kræftformerne Hodgkins Lymfom og Kaposis Sarkom. Sidstnævnte viser sig som store lilla skjolder i huden som vokser og breder sig og tilslut sætter sig på vitale organer. De HIV-patienter blandt mine venner som jeg så dø i firserne og halvfemserne døde for manges vedkommende af lever- og nyresvigt, fremkaldt af Kaposi’s. Tro mig: en æklere død er svær at forestille sig.

Blandt de nykonstaterede med HIV sidste år var 55% ’late presenters’. Det er rimeligt at tro, at langt de fleste af dem først er kommet i kontakt med sundhedssystemet på et tidspunkt, hvor deres symptomer har antaget karakter af noget alvorligt – og for folk med blot en smule indsigt i området – af noget umisforståeligt.

Hvor lang tid går der fra man smittes, til immunforsvaret begynder at kollapse? Det varierer enormt. I enkelte tilfælde kan en person udvikle AIDS på et par år, men typisk går der 8-10 år. Andre igen – nogle ganske få – kan gå rundt med ubehandlet HIV i 15-20 år.   

Hvis man forudsætter, at personen i alle disse år har været uvidende om sin sygdom (eller har fortrængt den af angst for sygdommen eller omgivelsernes reaktion på den), er det ikke svært at forestille sig, hvor mange han eller hun kan have smittet i alle disse år.

En del danske kvinder smittes af deres faste partner eller ægtemand. Forløbet er typisk sådan, at manden smittes uden at vide det under samvær med en anden (mand?) i ind- eller udland, men fortsætter sex-livet med sin kone uden kondom. Tanken om triple-udspringet som bi-sexuel, utro og (måske) HIV-smittet afholder en del fra at blive testet – men det gør kun ondt værre.  

Blandt de ny-konstaterede med HIV sidste år, fik 40 samtidig en AIDS-diagnose. To af dem stod ikke til at redde. De kom for sent i behandling og døde en helt unødvendig AIDS-død. Det samme gjorde 18 andre, som tidligere havde fået en AIDS-diagnose.

For 10-15 år siden så man ofte mennesker i bøssemiljøet, tydeligt mærket af AIDS. Sådan er det heldigvis ikke mere. I dag kan man som HIV-patient have et langt og lykkeligt liv ved simpelthen at tage sin medicin hver dag. For manges vedkommende handler det om en enkelt pille om dagen; andre tager 3-4 piller på en gang alt efter, hvad der passer ham eller hende bedst. Ingen medicin er som bekendt fri for bivirkninger, men bivirkningerne rammer forskelligt fra person til person. Den pille som er genial for den ene patient, gør livet til et helvede for den anden – og omvendt. Et af målene i moderne HIV-behandling er derfor, at stoffet ud over at holde HIV nede og forbedre immunforsvaret også skal være så fri for bivirkninger som muligt.  

Der sker kolossale fremskridt indenfor HIV-forskningen i disse år. Med den utroligt effektive tre-kombinationsbehandling (tre stoffer, ofte i samme pille), er vi nået dertil, at HIV-virus kan undertrykkes i en grad så vi taler om ”umålelige værdier”; (hvilket bare betyder, at der skal dyrere udstyr til for at finde virus – ikke at det er forsvundet). Som ny HIV-patient i den vestlige verden kan man forvente at leve ligeså længe som ens raske familie og venner.

Atripla – en effektiv HIV-behandling. Tages en gang dagligt.

Der er derfor ingen grund til at smyge sig uden om en HIV-test af nervøsitet for resultatet. HIV er ’manegeable’. Følgerne af ikke at lade sig teste kan derimod være nærmest uoverskuelige. Du kan blive testet 35 steder i landet: på en af landets infektionsmedicinske afdelinger eller hos AIDS-fondets tjek-points i Århus og København – samt hos din egen læge.

Blandt bøsserne ser vi en glædelig udvikling i disse år. Man skal ikke langt tilbage i tiden, før fyre med HIV af mange blev ansat som farlige. Sygdommen ramte således dobbelt hårdt: ikke alene stod folk med en dødelig diagnose; mange oplevede samtidig at blive udstødt af vennekredsen, familien eller kæresten. På dating-markedet sank ens værdi med et trylleslag til nul.

Sådan er det ikke mere. Det er der en trist grund og en god grund til. Den triste er selvfølgelig, at antallet af hiv-smittede blandt bøsserne er så stort, at enhver i miljøet kan se, at hiv-smittede ikke er monstre, ikke er dumme svin, ikke er personer uden kontrol over sin egen adfærd. Mennesker er menneskelige. Ingen er ufejlbarlige. Shit happens – bare spørg de tusinder af heteroseksuelle som hvert år diagnosticeres med herpes, gonore og livmoderhalskræft som følge af usikker sex.

Den gode grund til at stigmatiseringen af AIDS-syge er på retur, er medicinens mirakel. Tre elementer er i spil her:

1) Du kan nu leve ligeså længe med HIV som uden.

2) En person med HIV i velfungerende behandling smitter ikke.  

3) Velbehandlede personer med HIV (det overvældende flertal af os) bærer ikke præg af sygdom. Faktisk er mange af os måske endda lidt bedre til at passe på os selv og vores helbred end folk er flest. Det er en stående vits i visse kredse, at jo mere veltrænet en bøsse er, jo større er chancen for, at han har HIV. Der er dog undtagelser fra denne regel. Se blot denne skribents veludviklede korpus.

For mange af denne verdens HIV-aktivister handler deres kamp om adgang til behandling. For andre handler det om retten til et værdigt liv, uden at man bliver frosset ude af fællesskabet på grund af den lille virus med den store virkning.  

Ingen sygdom er mere politisk end HIV. 66 regeringer rundt omkring på kloden opretholder en barnlig og populistisk tro på, at de kan forhindre HIV i at udbredes i deres lande, hvis blot de forhindrer udlændinge med HIV i at besøge deres territorium. Som HIV-positiv er det således umuligt at besøge Singapore, samtlige arabiske lande, Bahamas og mange, mange flere steder. For magthaverne der vil gerne ses om handlekraftige er syndebukke gode at have. At tanken om den HIV-positive der som et trylleslag skifter personlighed og i tilgift til sin HIV-diagnose forvandles fra et empatisk menneske til et uhyre, som kun er ude på at smitte andre, er dybt absurd og strider mod al forskning, generer dem ikke.

At fjerne disse angstens barrierer i såvel vores nærmiljø som på den udenrigspolitiske scene hører til de mange mål, vi HIV-positive har sat os. Det er et mål, vi konstant har fokus på, fordi det handler om livets store temaer: retten til respekt, retten til et værdigt liv, håbet om at elske og blive elsket.   

Det er en særlig glæde at kunne konstatere ved læsningen af statistikken for sidste år, at den allermest udsatte gruppe herhjemme – de unge bøsser – også er dem som oftest bliver tjekket for HIV. Det tegner godt for en fremtid med mindre drama og færre fordomme omkring HIV – og mere kærlighed.

PS: Der er ingen dumme spørgsmål, du kan stille om dette emne. Skriv og spørg gerne. Jeg svarer offentligt eller i dyb fortrolighed. Det er helt op til dig. 

En fyr ved navn Daniel

 Her ser du Daniel Zamudio. En 24-årig fyr fra Chile som levede et sorgløst liv som bøsse i det sydamerikanske lands hovedstad Santiago indtil 3. marts sidste år. Den dag som skulle blive hans sidste. 

Daniel var nyudnævnt førstemand i en tøjforretning og var på vej hjem fra arbejde sidst på eftermiddagen. Som så tit valgte han at skyde genvej gennem en lille park tæt på sit hjem.

I parken blev han passet op af fire bøller, som spurgte ham, om han var bøsse. Daniel svarede bekræftende. Han var aldrig typen som skammede sig over, hvem han var. 

Herefter startede et voldsorgie uden sidestykke, siden en tilsvarende skæbne overgik unge Matthew Shephard i Wyoming, USA, i 1998.

De fire mænd angreb Daniel Zamudio med knive og køller og brændende cigaretter. Da de holdt op seks timer senere, var der med kniv ridset et stort hagekors henover Daniels bryst. Hans ene ben var brækket efter gentagne slag, han var blevet brændt med cigaretter over 50 gange, og han var i dyb coma med en svær hjerneskade efter utallige kølleslag mod sit hoved. 

Daniel Zamudio vågnede aldrig op. 25 dage efter den tragiske begivenhed besluttede hans kæreste og hans forældre i fællesskab at slukke for respiratoren. 

Det var langt fra første gang, at et minoritetsmedlem blev offer for højreekstremister i Chile, men første gang at det endte med døden.

Daniels Zamudios mordere

En måned efter overfaldet blev gerningsmændene pågrebet. De viste sig at tilhøre en større organisation af nynazister, hvis primære hensigt var fysiske overgreb på folk som ikke lignede dem selv. 

Der blev rejst tiltale mod de fire for overlagt mord, og det blev gjort gældende, at det var en skærpende omstændighed, at ofret var medlem af en minoritetsgruppe. 

I dag faldt dommen: alle blev kendt skyldige. Dommeren udtalte, at de fire havde udvist en utilgivelig og uforståelig, men total mangel på respekt for menneskeliv. Udmålingen af straffen sker 28. oktober. 

Angrebet på Zamudio udløste et ramaskrig af forargelse i Chile. Menneskerettighedsgrupper og grupper af homo-aktivister arrangerede store demonstrationer, og på kort tid lykkedes det endelig gennem folkeligt pres at få vedtaget den anti-diskriminationslov som havde ligget på parlamentets hylder og samlet støv gennem syv år, fordi stærke religiøse kræfter i landet var imod den. De frygtede, at homoerne ad den vej kunne få gennemført ligeret til at indgå ægteskab. 

Selve lovgivningsprocessen medførte voldsom debat i landet: en majoritet i såvel befolkningen som i parlamentet ønskede loven vedtaget, da Chile ligesom adskillige andre lande oplever en kraftig stigning i hate-crimes mod minoriteter. Men flertallet mødtes af voldsom modstand fra en organisation af konservative kræfter med enorm politisk indflydelse: den katolske kirke. 

Havde Daniel Zamudio været en religiøs person, som blev dræbt, fordi han gik rundt med et krucifix om halsen, havde ingen katolik tøvet med at kalde ham martyr. Men Daniel var bare en bøsse. En af de personer, som kirkens folk kalder elsket af Gud, velvidende at deres Guds kærlighed gives kun på én grum betingelse: at man som homo udsletter sit sande jeg. 

Men en helt er han blevet. Vi homosexuelles ufrivillige helt. 

Siden Daniels død er der blevet indført en lang række ligestillingstiltag i forhold til homoseksuelle i Chile og andre steder i Sydamerika: 

Ved sidste års folketælling blev det for første gang lovligt at registrere sig som en familie, hvis man er to af samme køn. 

Reglerne for bloddonation blev ændret, så en status som homoseksuel ikke længere er gyldig grund til at afvise en donor (for resten i modsætning til her i landet, hvor vi stadig diskriminerer på den måde). 

I marts i år omstødte den Inter-Amerikanske Menneskerettigheds-domstol en højesteretsdom, som frakendte en lesbisk mor retten til samkvem med sit barn på grund af hendes sexualitet. 

Men vigtigst af alt: den folkelige opinion er vendt. Mordet på Daniel Zamudio har været årsag til et positivt værdiskred i Sydamerika i almindelighed og Chile i særdeleshed.

Det krævede et brutalt mord med et uskyldigt offer og nogle letkendelige bødler at få flertallet til at forstå, at i samme øjeblik vi viger fra den grundlæggende menneskerettighedstanke, at vi alle er født lige, er vi på galt spor.

Og i Chile som overalt må religiøse mennesker med evne til selvransagelse igen stille sig spørgsmålet: hvordan kan min kirke kalde sig Guds kærlige og barmhjertige repræsentant på jord, når dens endemål i forhold til homosexuelle - om ikke dens midler - er det samme som bøllers, morderes og nazisters? 

Æret være Daniel Zamudios minde.

  

Så står den der:

Den ny moske i Rovsingsgade i København som visse kredse insisterer på at kalde en stormoske, skønt ingen siger "storkirke" om de danske domkirker.


og her er den:

Dansk Folkepartis billedmanipulerede sjofelhed af en skræmmekampagne-plakat.

















DF - lystløgnernes paradis. Partiet for dig som har brug for følelsen af konstant angst. Og hvis der ikke lige er noget at være bange for, skal vi faneme nok finde på noget.

En tudekiks til Kirsten

I Kristeligt Dagblad giver årets Gay Pride en kvinde ved navn Kirsten Kessel fra Bagsværd anledning til at lufte sin galde mod homoseksuelle i et læserbrev, og den får ikke for lidt: vi klæder os forkert til Priden, vi er vulgære, dekadente, vi er falske martyrer, vi tager børn som gidsler i vores kamp, vi er kvalmefremkaldende og hysteriske. 

Et cetera et cetera et cetera.

Her er mit svar til den stakkels plagede heteroseksuelle: 

Kære Kirsten,

Samtidig med at Copenhagen Pride samlede 100.000 glade homo- og transseksuelle og deres glade venner til en festlig, overskudsgivende, kærlig manifestation som sendte et positivt signal til resten af verden, afholdt Det Kgl. Teater en stor åben forestilling i Kgs Have, hvor heteroseksualitet blev "udstillet" i mange af dens talrige facetter. Dér kunne du være blevet fri for at væmmes ved dine medmennesker. Det samme kunne du have gjort ved et besøg i en af byens biografer, hvor 80% af alle film drejer sig om mand/kvinde-forhold (10% er børnefilm, 8% er eventyrfilm á la Ringenes Herre, og 2% fatter ingen, hvad handler om). Eller ved en aften foran fjerneren, hvor ALT implicit centrerer omkring hetero-normativitet. 
¨
Men du føler dig altså provokeret, generet og trådt for nær af en begivenhed, du end ikke har været i nærheden af. Hvilken planet befinder du dig på?

Vores parade fandt sted samtidig med, at Præsident Putin i Rusland har indført regler som forbyder sexual-oplysning om homoseksualitet til unge. Samtidig er også ethvert udtryk for kærlighed mellem to af samme køn blevet forbudt - herunder så meget som at holde i hånd på et offentligt sted. Russiske toppolitikere omtaler homoseksuelle i vendinger som ikke er hørt siden Tyskland i fyrrerne. Yderligtgående personer i det russiske samfund har set de nye love som et startskud til en regulær forfølgelse af homoseksuelle: voldelige overfald er blevet daglig kost - enkelte drab på uskyldige homoseksuelle er det også blevet til. Og politiet og andre myndigheder vælger at vende det blinde øje til med magthavernes stiltiende accept. 

Det var ikke mindst i protest mod disse grove krænkelser af menneskerettighederne, at Pride-ugens deltagere valgte at gå i demonstrationstog til den russiske ambassade først på ugen, ligesom Rusland også var et tema i selve paraden.

Ved samme lejlighed blev der også protesteret over de love i dele af Afrika, hvor homoseksualitet før straffedes med mange år i fængsel, men hvor straffen nu er døden. 

Herhjemme er vores problemer betydeligt mindre, men alligevel sker der jævnligt umotiverede overfald på homoseksuelle i Danmark, alene begrundet i ofrenes seksualitet. 

Har disse nyheder helt undgået din opmærksomhed? Forstår du overhovedet, hvor massiv diskrimination homoer udsættes for i mange lande - indirekte supporteret af typer som dig? 

Desværre har pressen meget lidt fokus på den politiske del af enhver Gay Pride, men tro mig: Ligeså farvestrålende som paraden var, ligeså kontant og umisforståelig var dens politiske budskab. At du vælger at lukke øjnene for vores budskab, siger mere om dig end om os. 

Enhver første-års psykolog-studerende ved, at folk som har behov for at lægge andre for had, gør det på grund af usikkerhed på sin egen tilværelse. Så har du spurgt dig selv, hvorfor mon det er, at du har så voldsomt behov for at pensle din heteroseksualitet ud for andre, at du må gribe til et langt læserbrev? Og hvor kan du ikke unde andre mennesker at give udtryk for glæde og lykke over at være dem, de er? Hvordan ville du have det, hvis din identitet konstant blev svinet til i medierne af mennesker som dig? Forestil dig at andre lagde ligeså kraftig afstand til dig som du til os. Ville du finde det rimeligt? 

Det eneste du udstiller ved dine hadefulde udmeldinger om homoseksuelle er usikkerhed. Ikke vores. Din. Det er der imidlertid råd for: søg hjælp. Og gerne i form af en hyggesnak med din lokale bøsse. Du ved: det er altid lidt sværere at sige til folk, at de er nogle dumme svin, når man ser dem i øjnene. Og hvis fordommene passer, trakterer han dig garanteret med et "velkommen" et stort smil, en god kop kaffe og de lækreste, hjemmelavede tudekiks.

Stolthed og fordom, sundhed og sygdom

En gang imellem støder vi på udtalelser, som får os til at nikke samtykkende. "Du tog ordene ud af munden på mig", siger vi så.

Det var min oplevelse, da jeg faldt over et læserbrev i New York Times i forgårs. Skribenten er Bertrand Audoin, direktør for The International Aids Society. Emnet er de vidtrækkende følger som diskrimination og forfølgelse har - ikke bare for de berørte, men for folkesundheden og derfor i sidste ende også for bundlinjen i mange landes nationalregnskab. 

Bertrand tog ordene ud af munden på mig, så jeg har oversat hans læserbrev og tillader mig her at gengive det. I disse for vor verden så forfærdelige tider. 

Jeg har ikke yderligere at tilføje.  

Mordene for nyligt på Dwayne Jones, en transseksuel teenager fra Jamaica og Eric Ohena Lembembe, en homo-aktivist fra Cameroun, har ligesom ramaskriget som høres over hele verden på grund af Ruslands anti-homo-lovgivning vakt international opmærksomhed som eksempler på grove overtrædelser af menneskerettighederne.

Mens debatten om homo-rettigheder i den vestlige verden for tiden meget drejer sig om homoseksuelles ret til at gifte sig, har disse nylige begivenheder igen åbnet vores øjne for, at i mange lande bliver åbent homoseksuelle personer eller mennesker som mistænkes for homoseksuel aktivitet smidt i fængsel i årevis eller modtager en dødsdom. Det overstiger næsten fatteevnen, at homoseksualitet er ulovligt i 38 lande syd for Sahara.

Det er af største vigtighed, at presset øges på de regeringer som ved hjælp af lovgivning fortsætter med at gøre hverdagen til et mareridt for homoseksuelle. Men et endnu større pres kan udøves, hvis vi ser i øjnene, at denne berøvelse af menneskerettigheder ikke kun handler om borgerrettigheder. Den er skadelig for folkesundheden.

Tre årtiers erfaring med HIV/AIDS-epidemien har givet os uigendrivelige beviser for, at hvis man fratager de mest udsatte for HIV deres menneskerettigheder, driver det dem under jorden. Virkningen heraf er dobbelt: ikke alene må sex-arbejdere, mænd som har sex med mænd, stiknarkomaner og trans-personer leve i daglig frygt for repressalier, men præcis af samme grund er de også mindre tilbøjelige til at gøre brug af grundlæggende beskyttelsesforanstaltninger som fx kondomer for at beskytte sig selv mod smitte. Oplysningskampagner som rettes mod den almindelige befolkning når næppe disse borgere, og det er derfor ingen overraskelse, at i mange dele af verden er HIV betydeligt mere udbredt blandt sex-arbejdere, mænd som har sex med mænd, stiknarkomaner og trans-personer.  

Allerede i HIV/AIDS-epidemiens tidlige år stod det klart, at denne virus ikke diskriminerer, men at regeringer og mennesker gør. I dag er det stadig stigmatisering og diskrimination som giver næring til epidemien – og vi behøver blot at rette øjnene mod Rusland for at se, hvordan undertrykkelse og passivitet har forværret en af de hurtigst voksende hiv-epidemier i verden.

For ti år siden skønnede man, at antallet af mennesker med HIV i Rusland lå et sted mellem 100.000 og 200.000, hvoraf de fleste var blevet syge i forbindelse med stiknarkomani. I dag er tallet yderst alarmerende: en million ramte. Meget af skylden ligger hos de myndigheder som nægter at hjælpe ofrene med fx metadon eller sterile nåle.

Stiknarkomaner udsættes for massiv diskrimination i den russiske regerings berygtede ”behandlings”-centre, som har været udsat for hård og massiv kritik for deres krænkelser af menneskerettighederne i årevis.

Det kommer ikke som nogen overraskelse, at i et land som altid har næret en dyb mistillid til homoseksuelle og ”vestlige” kampagner til styrkelse af homoseksuelles rettigheder, er HIV betydeligt mere udbredt blandt mænd som har sex med mænd end i resten af befokningen. Især gælder dette blandt yngre bøsser.

Den fornyede hårde linje fra regeringens side øger kun frygten blandt LGBT-organisationernes medlemmer og vil ikke bidrage til at mindske infektionsraten blandt homoseksuelle mænd.

Det samme gælder i høj grad i mange af de 38 lande syd for Sahara, hvor homoseksualitet stadig er ulovlig. Selve infektionsraten blandt bøsser er ubekendt for disse lande, fordi så mange mænd frygter at blive identificeret som homoseksuelle.

Potentialet til spredning af HIV blandt såvel russiske bøsser som syd for Sahara er åbenlyst. Samtidig ved vi, at der findes tiltag som kan forhindre det.

I 1980’erne blev metadon- og nåleprogrammer helt afgørende elementer i at forhindre, at epidemien kom ud af kontrol blandt narkomaner.  I dag har Vesteuropa, USA og mange andre lande stort set elimineret udbredelsen af HIV blandt stofbrugere.

I lande som Portugal og Tjekkiet blev afkriminaliseringen af små mængder stoffer til eget brug i 1990’erne en vigtig faktor bag faldet i HIV-infektioner. At give stofbrugere retten til værdig lægelig hjælp og at henvise dem til sundhedscentre fremfor at spærre dem inde betød en revolution i folkesundheden i de pågældende lande.

At involvere det homoseksuelle samfund i kampen medfører store folkesundhedsmæssige fordele, og Australien er et godt eksempel herpå. Det er kun 35 år siden, at deltagerne i den første Mardi Gras Parade blev anholdt og slået; diskrimination og vold mod homoseksuelle fra politiets og den brede befolknings side var udbredt. Mens volden i 1978 helt klart øgede sammenholdet blandt bøsserne, var det begyndelsen på HIV/AIDS-epidemien få år senere som gav dem et stort ord at skulle have sagt i udviklingen af Australiens stærkt roste fælles front i kampen mod sygdommen. 

Begrænsningen af HIV/AIDS-epidemien i Australien blev en milepæl indenfor folkesundhed – opnået ved hjælp af lovgivning som anerkendte homoseksuelles menneskerettigheder.

Der er mindre end to år til at målene i FN’s Millenium Development Goals skal være opfyldt. På HIV/AIDS-området handler det om, at 15 millioner mennesker skal være i forebyggende behandling samt at væksten i epidemien skal være bremset. Men med mindre bøsser og andre berørte grupper får lov til at nyde de samme menneskerettigheder og den samme beskyttelse som deres medborgere, vil det ikke ske.

Vi har den videnskabelige viden som skal til for at stoppe AIDS-epidemien. Men vi kan ikke benytte vores viden på verdensplan, fordi så mange mennesker i højrisiko-grupperne frygter konsekvenserne af at søge hjælp hos de organisationer som kan hjælpe dem.

Ulykkeligvis er det politiske ledere som i store dele af verden er drivkraften bag stigmatiseringen af bøsser. Men det er de samme ledere som har en historisk chance for ikke bare at stoppe diskrimination, men også at yde en afgørende indsats mod en af verdens mest dødelige pandemier i deres egen baghave.

- Bertrand Audoin er direktør for IAS – The International AIDS Society.    

Projekt Fremmedhadsdag

På Facebook har en debattør rejst forslag om, at racister og skabsracister burde have et tilbud, de vil have svært ved at afslå: en årlig "Fremmedhadsdag", hvor de uden censur og risiko for straf kan få lov til at vælte racistisk lort af sig i 24 timer. 

Til gengæld skal de love at holde kæft resten af året.

Tanken er forjættende og efter lidt arbejde i produktudviklingsafdelingen foreligger der nu en projektbeskrivelse som nærmere udforsker mulighederne ved dette drømme-scenarie:

Eventen skal naturligvis foregå på et behørigt afspærret område, hvor gæsterne kan afreagere uden at blive generet, eller - vigtigst - at genere os normale. Særligt egnede områder til formålet er "øde øer", "ude i Hampen" i Vestjylland, boligkomplekset "Det hvide Snit" på Christianshavn, enhver gummicelle på landets psykiatriske afsnit samt Søren og Yvette Espersens baghave i den mest rådne del af Den rådne Banan.

Typisk vil Fremmedhadsdagen bestå af flere tilbud:

En Bod for Uforfalsket Had (BUH), hvor de mest agressive får lov til at tæske løs på fejlfarvede bokseboldsdukker

En bod med navnet Xenophobia-Utopia for intellektuelle fremmedhadere, hvor typer som Krarup, Krarup og Hedegaard danner en workshop, hvor man pløjer sig igennem elendige oversættelser af Koranen for at finde ammunition til en ny hade-kampagne. Personer som vælger at deltage i  den intellektuelle bod taler ikke sammen. De kommunikerer kun i kronikform.

Der skal også være en Body and Soul-Bod, bemandet af en fysioterapeut, som er i stand til at kurere folk for den særlige krampe som strækker højre arm ud og sender den op i en vinkel på 50 grader, samtidig med at den sygdomsramte råber "Hajl" - eller noget i den stil. Det forlyder, at Morten Messerschmidt har klippekort til denne bod. Det er også her, du kan lære at rulle med øjnene som Pia Kjærsgaard, når hun taler om de fremmede kontra "danskerne", men mener "jeg".

Fremmedhadsdagen byder klart også på en Offerbod. Ikke som et sted, hvor man ofrer noget, for en sand racist hader tanken om at give slip på noget som helst. Nej, Offerboden er for OFRE for den ondsindede, verdensomspændende, islamistiske sammensværgelse af Byretter, Landsretter, medier samt røde svin fra Det konservative Folkeparti og alt til venstre derfor, som vil forhindre ofrene i at sige det, de tænker. Og budskabet er ellers bare tre simple ord: "svin, svin, svin". Offerboden vil ofte være udbygget med et vånde-rum, hvor de særligt hårdt ramte kan gå ind og vånde sig - en slags renselsesproces som altid indledes med ordene:"Min ytringsfrihed er truet".

Ved Trolleboden lærer man at begå sig som internet-debatør. Hvordan man for guds skyld altid skal huske at have rigeligt med falske identiteter at operere fra. Hvorfor et -sen navn er en fordel. Hvorfor masser af gratis email-adresser er vejen til succes. Hvordan man vender en internet-debat til racistisk fordel ved at bombardere forummet med dusinvis af indlæg med forskellig, men dog identisk afsender. Et velformuleret dansk er ikke påkrævet her. Det er nærmest en ulempe. Orblide er velkomne. Det handler bare om at lære nogle faste formuleringer: "vi er MANGE som....","løbet over ende", "oversvømmet", "invaderet", "telt" (for en burkaklædt kvinde), "perker", "nassere", "halalhippier", "radigale" og ikke at forglemme: "svin". Medlemskab af Ekstrabladets Nazionen er et krav for deltagelse her.

Siad-boden er kun for siadere - en lille, sluttet kreds, hvis aktiviteter alle foregår i baglokalet. Medlemmerne taler sammen i et særligt grynte-sprog. De kendetegnes ved deres ualmindeligt bøvede udseende, deres ekstremt ringe dansk-evner og deres megalomane, overvægtige, men undersætsige talsmand. Siaderne viser sig kun ved særlige lejligheder, men annoncerer det altid i forvejen - typisk med løbesedler med ordlyd som "Til kamp for Danmark".  Selv i flok kan siadere være svære at få øje på, for du ser aldrig mere end 3-4 af dem. Onde tunger siger, at det er fordi, de ikke er flere, og at forlydender om et højere antal medlemmer udelukkende skyldes, at talsmanden har været på et kursus i Trolleboden for nogle år siden.

Boden for Skabsracister (som forkortes BS, hvilket i denne sammenhæng IKKE betyder Bullshit - eller gør det?), er den største af dem alle. De samles flere gange dagligt på HVIDovre Stadion, hvor de sammen chanter ordene "Jeg er ikke racist, MEN" i timevis. Derefter instrueres de i, at næsten hvad som helst kan sættes efter de fem ord, så længe man blot sviner en muslim til. Der gives en præmie til den som på den mest kreative måde får bebrejdet muslimerne et nyt samfundsproblem. Sidste års trofæ tilfaldt Heinrich Jensen (eller hvad han nu hedder i virkeligheden) for hans blændende læserbrev  om, at muslimerne er skyld i det krisefremkaldte værditab på hans sommerhus på Ore Strand udenfor Vordingborg. Næste dag var ruderne smadret i den lokale kebab-joint. Tal lige som politisk clout! Heinrich sparker røv!

Boden "Håndarbejdets Fremme" er ikke et party for onanister! Det handler om stoflige sysler, hvor bomulds-racister fremstiller deres egen hijab, niqab eller - for særligt talentfulde - ligefrem en hel burka. Man har 24 timer til arbejdet, og når alle er færdige samles man til fælles afbrænding af beklædningsgenstandene, mens man råber: "rigtige kvinder viser hår og patter". Petroleum er inkluderet i entreprisen.

Jørgen Clevins Venner-boden har uden tilladelse stjålet den kendte børne-tv-personligheds navn for at promovere deres projekt: en tegnestue/konkurrence hvor folk lærer grafisk fremstilling af Muhammed uden nogensinde at have set ham. Til kursets bundne tegne-opgaver hører: Muhammed ridende på en atombombe, Muhammed bider i et svin af sortbroget dansk landrace, Muhammed spiser leverpostej med bacon, Muhammed i et intenst knald med et valgfrit bestyrelsesmedlem af Fri  For Tryghedsselskabet og Louise Frevert sætter sig ned over en minaret. Dommer er en Hr K. Westergaard, Jylland.

Ingen Fremmedhadsdag er komplet uden en "Pias Mindelounge". Her kan man knæle for en Pia-dukke i naturlig størrelse, og perverse typer kan gå skridtet videre med en personlig Pia-doll som pustes automatisk op ved synet af et tørklæde og som har op til flere huller - i sin viden. Baggrundsmusikken leveres af Richard Ragnwald og Dot & Morten som synger "Kære Lille Pia" ad nauseam på endeløst repeat. Allergikere advares mod den meget påtrængende lugt af bræk i loungen, fremkaldt af deltagere som blev overmandet af selvfedme. Dukke-køb sker under fuld diskretion. Vi siger heller ikke noget til Deres kone.

Jo, der er MULIGHEDER i sådan en Fremmedhadsdag. Ikke mindst for driftige entrepreneur-typer som ikke er så nøjeregnende med, hvem og hvad de prostituerer sig selv til. Vi tænker her i særdeleshed på de medlemmer af Venstre og Socialdemokratiet som gerne bjæffer med, når de gale racist-køtere hyler - så længe det kan gavne dem selv.

Hvordan skal sådan et kæmpe arrangement finansieres? spørger du. Svaret er enkelt: de gale (i begge betydninger - altså både de vrede, men også de rablende) har så stor underholdningsværdi og scorer så højt på den internationale Latterindex-skala, at DR og TV2 er i intens konkurrence om retten til optagelserne fra Fremmedhadsdagen. Pt går en skidesur Lisbeth Dahl rundt i Klampenborg og syder over, at begge kanaler har budt mere for at transmittere fra næste års Fremmedhadsdag end for at vise Ulf som Daisy for 12. gang.

En anden indtægtskilde er souvenirboden Swastika, hvor man kan købe signerede eksemplarer af en sprællemand med en påfaldende lighed med Morten Messerschmidt. Sprællemanden heiler, når man trækker den i bollerne. Hvis gigten ikke plager Richard Ragnwald, vil han være tilstede for at tungekysse alle som køber hans nye vinylplade "Kære Lille Thulle" - en hyldest til Pia Kjærsgaards afløser som han indspillede forrige år. Man forhandler også en unik rengøringsserie under navnet Stueren. Produkterne karakteriseres ved, at de ikke virker: uanset hvor meget Stueren, du bruger, forsvinder snavset aldrig. Shoppens ubestridte slagnummer er Pia Kjærsgaards hjemmelavede leverpostej tilsat godt med galde for øget holdbarhed.

Jo, Fremmedhadsdagen har et stort potentiale. En enestående chance til at demonstrere al det værste, mennesket rummer på 24 timer. Og tænk på den fred som vil sænke sig over landet årets øvrige 364 dage.

Har projektet da slet ingen bagsider? hører jeg dig spørge. Svaret er "jo." Først og fremmest vil indførelse af en Fremmedhadsdag medføre en ganske betydelig arbejdsløshed indenfor visse afgrænsede områder. Da det forbydes at ytre sig fremmedfjendsk resten af året, vil en lang række medier og organisationer miste deres reelle eksistensberettigelse. Det samme vil Søren Krarup som herefter endeligt kan opfylde Folkebevægelsen for Udstopning af Søren Krarup's våde drøm. Men de positive sider opvejer så langt de negative. Forestil dig energien, når al den danske racisme hæmningsløst slippes løs i ét gigantisk ræb, rungende ud over hele Europa. Og forestil dig den velsignede stilhed i dagene efter, hvor alverdens dumme svin tier , hvor bitterheden letter, hvor vejret trækkes friere, hvor smilene breder sig.

Måske kan det ligefrem blive en ny start. En chance for galningene til at indse, at de ikke er folket, men kun nogle få ekstremister, og at man faktisk godt kan leve sammen i fryd og fred, hvis de ellers var i stand til at se kigge udover deres egne lave horisonter.

Eller er det for meget forlangt?

Nyt fra hiv-fronten

Det er småt tid til at gøre halvårs-status vedrørende de smitsomme sygdomme som hagler ned over den danske befolkning, hvoraf mange rammer os LGBT’ere:

Umiddelbart ser talene vedrørende HIV opmuntrende ud: sidste år på dette tidspunkt var der 95 indrapporterede tilfælde af HIV. I år er tallet 62.

Det er imidlertid ikke holdbart at tale om en reduktion i smittetallet på 33%. Ikke endnu i hvert fald. Ofte er 

indberetninger lang tid undervejs i systemet, og enhver statistiker vil sige, at trenden endnu ikke er signafikant nok til, at man kan tale om et reelt fald. Vi må vente nogle måneder, før det er muligt at be- eller afkræfte tendensen.

På samme måde kan man godt føle sig lidt trist over, at der i 2012 på dette tidspunkt var registreret 18 aids-diagnoser, mens det tilsvarende tal i år er 24. Det er trist, fordi den allervigtigste strategi i bekæmpelsen af hiv jo handler om, at folk skal lade sig teste. Gang på gang er det råbt fra tagene, nævnt i debatfora og i avis-overskrifter: ”du lever ligeså længe med hiv som uden, HVIS DU BLIVER TESTET I TIDE OG KOMMER I BEHANDLING, FØR SYGDOMMEN HAR SMADRET DIT IMMUNFORSVAR”. 

Alligevel har mindst 24 personer altså ventet så længe på at blive testet, at de nåede et meget alvorligt stadie i deres hiv-sygdom. Et stadie, hvor hospitalsindlæggelse er nødvendig, og hvor kampen for livet bliver meget virkelig.

I fagsproget kaldes denne gruppe ’late presenters’ eller sen-testere. Man er en late presenter, hvis den første måling af af ens immunforsvar viser et cd4-tal på 350/ml3 eller derunder (et normalt cd4-tal for en ikke-smittet ligger typisk mellem 800 og 1200), eller hvis man har udviklet en aids-følgesygdom. Det vil normalt tage en del år fra smittetidspunktet til immunforsvaret er nede på 350 cd4-celler/ml3.

I en lang periode har disse mennesker været høj-infektiøse. Hvor mange mon de har nået at smitte i den tid? 

Hvis man er i stand til at fortrænge sin egen risiko-adfærd i et omfang, så man sætter sit liv på spil ved at undlade at lade sig teste, er man også i stand til fortrænge den risiko, man udsætter andre for.

Der er mange mulige svar, hvis man forsøger at pejle sig ind på , hvad der afholder folk fra at blive hiv-testet. 

I flæng kan nævnes:

Strukturelle problemer (langt til lægen, problemer med at ”slippe væk”, hvis man har en partner som ikke lige skal vide noget, etc.)

     

Egen undervurdering af risikoen (man underspiller risikoen for smitte overfor sig selv, fordi selve tanken om eventuelt at være hiv-smittet opleves som stærkt negativ)

Frygt (frygt for døden, frygt for tab af kæreste, job, opholdstilladelse, frygt for repressalier fra tidligere partnere, fra retsvæsenet, etc)

Håbløshed (man har på forhånd opgivet tanken om at overleve med hiv – ofte fordi man er dårligt informeret om behandlingsmulighederne)

Stigma (frygt for andres reaktion, angst for at blive udelukket fra sine sociale cirkler, familien, m.v.)        

Det er ikke noget, som nævnes i pressen mere, men der er stadig folk som dør af AIDS her i landet. Mange af dem hører til netop denne gruppe af ’late presenters’.

Menneskers adfærd i forbindelse med hiv-sygdom er en videnskab i sig selv. Over hele kloden forsker adfærdspsykologer og sociologer i, hvorfor vi mennesker gør som vi gør, når vi befinder os i en krise. De mest ambitiøse af dem har tillige en drøm om at finde værktøjer som kan ændre folks adfærd i mere hensigtsmæssig retning. Jeg har haft fornøjelsen af at et treårigt samarbejde med en del af disse internationale forskere i den Seattle-baserede HIV/AIDS Network Coordination gruppe, hvis Behavioral Science Working Groupholder månedlige telefonkonferencer og årlige møder, hvor man udveksler videnskabelige erfaringer og opdaterer hinanden om de seneste resultater på området.

Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner, siger man. Det har ofte slået mig under disse konferencer, hvor mange ressurser disse velmenende forskere bruger på at fastslå ting som de fleste af os instiktivt godt ved. Som at når sprut eller stoffer går ind, går forstanden ud, og folks risikoadfærd tiltager.

Alligevel må forskningen på dette område fortsætte, for det er veldokumenteret, at hiv de fleste steder i verden primært spredes af folk, som ikke ved, at de er smittede. Eller ikke vil vide det. Men hvad gør vi for at få budskabet ud til de mennesker om, at det godt nok ikke er fedt at have hiv, men at det er tusind gange værre at have det uden at vide det – fordi man udsætter sig selv og andre for livsfare?

Jeg ved det ikke, men har du et bud, er jeg sikker på, at alverdens adfærds-forskere og AIDS-fondet vil elske at høre fra dig. Det samme vil jeg. Dette er en debat, som vi må og skal tage i homo-miljøet. We need to talk!

Jeg må understrege, at heller ikke stigningen i antallet af AIDS-tilfælde endnu er så signifikant, at man kan tale om en klar tendens, men det tegner ikke godt. Det bliver spændende at se de endelige tal for året til næste forår.

Men problemerne stopper ikke der.

Der er en syfilis-epidemi blandt danske homoer i disse måneder. Tallene taler for sig selv: 142 smittede med syfilis på dette tidspunkt sidste år. I år er der til dato registreret 240 syfilis-smittede.

Det er umiddelbart grumme tal, men budskabet fra de infektionsmedicinske afdelinger er ret klart: syfilis-spredningen er i vidt omfang (men dog ikke udelukkende) begrænset til poz-fyre som barebacker med hinanden, og som så smitter hinanden med syfilis.

Skal man tage den optimistiske mine på i denne sammenhæng, må det være fordi Danmarks hiv-smittede bøsser i vidt omfang sero-sorter: de vælger at bolle med hinanden for at mindske risikoen for at smitte partneren, for at øge den personlige tryghed og velvære under sex, og fordi man så kan droppe kondomet – hvis altså ikke det var for syfilis og andre sex-sygdomme som hepatitis B og C, kondylomer m.m.

Det er en klog strategi og en måde at vise ansvar på i forhold til at stoppe spredningen af hiv. Og det bedste er næsten, at det sker uopfordret. Ingen læger har været ude med budskabet ”hold jer til hinanden”, nej, dette er noget, hiv-smittede bøsser over hele verden af sig selv er begyndt på. Præcis som hiv-smittede i alle epidemiens tredive år har været forsøgskaniner for medicinalbranchen; præcis som verdens hiv-smittede gennem aktivisme har haft held til at få offentlig fokus på sygdommen og få flere og flere i behandling, sådan opnås der også fremskridt denne gang på grund af folk som tager styring af deres eget liv og deres sygdom.

Det er ikke mange år siden, at der lød advarende ord om risiko for gensmitte og superinfektioner, når hiv-positive droppede gummiet. I dag kan man fastslå, at disse risici er små og kun tilstede, mens man er nysmittet og altså ikke i behandling. To velbehandlede positive fyre kan roligt smide droppe gummiet – men det er VIRKELIG klogt at have styr på, hvorvidt man selv eller partneren lider af andre sex-sygdomme. Ikke mindst i disse tider, hvor andre sex-sygdomme er i fremmarch.

Rådet for ALLE som barebacker med flere partnere er simpelt: Hiv eller ej: bliv testet hver tredje måned for hele batteriet af sex-sygdomme. Har du tid til at gå i fitness-center og træne dig lækker, har du også tid til at blive testet. Det sidste er faktisk vigtigere end det første.

Er der nyt på vaccine- og kur-området? Det korte svar er ”nej, desværre”. Det lange svar indeholder nedslående nyt om hiv-medicin som blev givet som prævention til ikke-smittede afrikanske kvinder i stor risiko for hiv i håb om, at de på den måde kunne undgå smitte. Det virkede ikke. Primært fordi det er så godt som umuligt at få raske mennesker til at spise en pille med en del grimme bivirkninger HVER ENESTE dag år ud og år ind. Bare tænk på, hvor mange som afbryder en banal penicillin-behandling, så snart de er blevet raske, selv om lægen har sagt, at du skal tage ALLE pillerne. Kvinderne i det afrikanske forsøg oplevede desuden, at deres omverden var fuldkommen overbevist om, at de havde fået hiv, siden de spiste hiv-piller. Det gjorde dem nærmest til pariaer i deres nærmiljø, selv om det burde have gjort dem til heltinder, fordi de rakte forskningen en hjælpende hånd. Endelig oplevede de også pres fra en anden kant: langt fra alle smittede har adgang til hiv-medicin i Afrika, så hvad gør en rask forsøgsdeltager med gratis adgang til den livgivende medicin, når en veninde står der og tigger om at måtte få hendes ration? Svaret giver sig selv.

Vi må finde på noget andet – og bedre.

Mens vi venter på vaccinen og kuren som måske aldrig kommer, må vi til gengæld glædes over nye tal, som viser, at hiv-positive personer SOM KOMMER I BEHANDLING I TIDE har en forventet levealder som er ligeså lang som hiv-negative mennesker. Hvem skulle have troet det for bare ti år siden? Det er klump-i-halsen fremkaldende nyt for en gammel rotte som mig i hiv-gamet, men giver også anledning til melankoli: tænk hvis alle de venner som blev denne rådne sygdoms ofre havde levet længe nok til at opleve denne dag. 

Visse sår læges aldrig.

Ja, der er endda et enkelt studie som viser, at velbehandlede hiv-positive lever længere end vores raske med-mennesker. Hvorfor? Fordi vi er monitorerede i begge ender gennem vores halvårlige besøg hos hiv-lægen som tjekker os for alverdens skavanker og ofte er i stand til at tage helbredsmæssige problemer i opløbet.

På den baggrund kan vi godt tillade os at smile. Husk: det er med helbreddet som med økonomien: jo bedre styr der er på den, jo mere plads er der til begejstring og overskud.

Og husk nu den test, ikke? Fortsat god sommer.

Tingenes tilstand

Prøv at lægge mærke til, hvor tit politikere og medier taler om "svenske tilstande" eller "amerikanske tilstande" eller i det hele taget bruger et andet lands skikke, befolkning eller lovgivning som et negativt eksempel. Men er der i grunden et eneste lands "tilstand", som vi danskere synes om? 

Det er helt åbenlyst en del af den danske nationalisme og underliggende årsag til vores indforståede (små)racisme, at ALT her i landet er bedre end alle andre steder - inklusive befolkningen. Faktisk kan man sige, at den danske form for fædrelandskærlighed ofte manifesterer sig i massiv nedrakning af andre.

Spørgsmålet er, om omverdenen finder denne danske "tilstand" efterstræbelsesværdig?

1. Mig Dag

 

Det forlyder, at Liberalisterne til næste forår starter en ny tradition: 

1. Mig Dag.

Den fejres på Eremitagen - foran slottet.

Det bliver et eksklusivt arrangement som vil få Skt Petri Hotel til at ligne Mændenes Hjem.

Der serveres udelukkende champagne, udskænket af au pair-piger i korte skørter.

Der vil kun være adgang for personer fra Socialgruppe 1, og hovedattraktionen vil være "Fælleslatter omkring Faldgruben". En forlystelse hvor man i bedste Bakken-stil kan forsøge sig med at skyde bistandsklienter ned fra en pind ved hjælp af bolde, så de skide socialnassere lander i en vandfyldt voldgrav, hvorfra kun de stærkeste kan komme op.

Arrangementet er naturligvis sponsoreret af Saxo Bank.

På grund af begivenhedens eksklusive karakter vil indgangene være bevogtet af en udvalgt skare grobrianer, anført af vores alle sammens Jokke B. Olsen - liberalismens svar på Stonehenge: tung i røven, ingen ved hvor han kom fra eller hvad han gør godt for - umulig at slippe af med.

Blandt de mange boder på Eremitagen kan man forvente flere slankeklinikker som vil forsøge at sælge diverse produkter mod selvfedme - forgæves.

I Spejlkabinettet kan du for en beskeden sum få lov til at stille dig foran op til flere forskønnende spejle og stille spørgsmålet: "lille spejl på væggen der, hvem er ledest i landet her? "- og spejlet svarer "dig, dig, dig". Der er gratis køkkenrulle til rådighed for dem, hvor den slags dirty talk fører til øjeblikkelig....begejstring.

De Liberalistiskes ungdomsorganisation FDT - Fuck Dig Taber - vil stå for diverse festlige indslag som Tæsk en Tumpe, hvor invalide fleksjobbere får chancen for at komme ud af rollen som samfundsnassere ved at deltagere som boksebolde i de sorgløse unges tæskekonkurrence - til den bitre ende. Her er Gl. Halte Begravelsesforretning sponsor under mottoet: Den enes død, den andens foie gras.  

Toiletfaciliteterne bliver en oplevelse i sig selv: her kan du pisse på en hjemløs eller - hvis al den Boërl & Kroff Champagne stiger dig til hovedet - kaste op udover tusindvis af gamle numre af Hus Forbi.

Det siges, at Anders Samuelsen planlægger at optræde som drag, og du vil få chancen for at sætte en lille 1000 krone-seddel fast i hans strømpebånd, når han har sunget "Ta' og fuck dem alle fra mig" - en hånlig parafrase over Poul Henningsens kendte vise. 

Søren Pind fra Venstre har også lovet at dukke op. Går det som det plejer, vil han tage sit glasøje ud for at understrege sit enøjede syn på tilværelsen, mens han fråder over sin ex-kone og de homoseksuelle som kraftedeme ikke skal have lov til at gifte sig, når han ikke selv kan få sit eget parforhold til at fungere.

Kommer Bertel Bims? Vi ved det ikke, men håbet er lyseblåt. Hans berømte monolog "Så spørg dog for satan", også kendt som Risengrødstalen, lever endnu i erindringen hos hans mange fans, og det siges, at Birthe Rønn har dens mest kendte sætninger som ringetone på den mobil, hun aldrig tager. Tør man håbe på en gentagelse? Mød op og find ud af det - hvis du altså tilhører målgruppen.

Nævnte jeg Skattesvindlerboden, hvor du på ti minutter kan få en kort intro til alverdens skattely og hvordan man slipper af med de sidste rester af dårlig samvittighed, mens du røvrender almenvellet? Eller hvad med en tur i Takt & Tone Teltet, bestyret af Inge Correll som gik så elegant på røven med Havreholm Slot, at kreditorerne kun fik 5% af deres tilgodehavender, mens Fru Correll blev siddende som direktøren for det hele i et nyt selskab? The Queen of Assholes kaldes hun blandt de små erhvervsdrivende i sit nærområde. Et sandt liberalistisk ikon. Her er i sandhed noget at lære. Inge Correll vil vise dig, hvordan man giver en fuckfinger på den helt rigtige måde - iført skåneærmer, blondebluse og med højre arm strakt ud i en 45 graders vinkel. Næsten ligesom de der søde soldater fra udlandet som hun husker fra sin barndom.

Nævnte jeg Thyra Frank? De rige gamles vogter. Kvinden som hældte så meget  Baileys i Frederiksbergs gamle, at fabrikken gjorde hende til deres Skandinaviens-maskot, og hun strøg direkte ind i Folketinget, båret som på vinger af stemmer fra en sejlende beruset samling gamlinge som troede, at hun melede deres kage, mens hun i virkeligheden kun tænkte på sig selv: siden hun blev valgt, har hun absolut intet foretaget sig - til 50.000 kroner om måneden på vælgernes regning. Nu kaldes hun Dovne Thyra blandt de desillusionerede, men det er jo netop pointen: hun tog røven på de svage svin - som en sand liberalist. Thyra får sin helt egen hyldest fra det store podium på Eremitagen, og så siger vi ikke mere. Men det involverer en dement, en scenekant og et skub.

Kors, hvor bliver det sjovt. Husk at sætte kryds i kalenderen. Gå ikke glip af denne enestående start på en ny tradition: 1. Mig Dag. Dagen hvor retfærdigheden sejrer, og vi dumme svin kører med klatten.

Skål, du gamle.