En ud af hundrede

Som bekendt er Ekstrabladets debatsider forlængst blevet kapret af en række extremt højresnoede bavianer som opererer under diverse dæknavne. Sjovt nok trives de typer bedst med anonymitet. Man kunne kalde det: det nærmeste de selv kommer på at erkende, at de er så langt ude, at en gummicelle så småt tegner sig i horisonten for mange af dem som en oplagt næste bolig.

  

Så meget desto mere opsigtsvækkende er det så, når en enkelt stemme i deres skingre kor pludselig synger en anden melodi.

Her til aften koger Nazionen over med hånende ord om SF og Villy Søvndals tale til sit partis årsmøde. En tale som selv hans officielle modstandere ellers indrømmer ikke var så ringe endda.

Men én enkelt Nazionen-stemme skiller sig ud. En ud af 100. Jeg har valgt at copy og paste hans indlæg med behørig korrektion af et par slåfejl, for dette dokument er samtidig en glimrende historisk oversigt over nogle højdepunkter fra en svunden tid: de ti forbandede år under VKO.

"Jørgen D" har ordet:

"Lad os opfriske hukommelsen! Vi er jo nogle der ikke glemmer, at det jo faktisk er en perlerække af de forrige regeringspartiers politikere der vader ud og ind af landets fængsler eller som konstant er på kant med loven.

For blot at nævne nogen af dem der er i frisk erindring, så husker vi familien Tørnæs' brug af illegal arbejdskraft,

Thor Petersens tvivlsomme boligforhold,

Peter Brixtoftes bedrageri og svindel med skatteydernes penge i "Venstre-paradiset" i Farum,

Fogh præsenterede på et tidspunkt sloganet "noget for noget" - et princip i hvert fald daværende miljøminister, Hans Christian Schmidt, fulgte ved at give særlige tilskud til sin tidligere arbejdsplads.

Samme Hans Chr. Schmidt forsøger nu at fra lægge sig ansvaret for diverse fejl-dispositioner i DSB og DSB First...

Siden har vi set Klaus Riskær der afsoner fængsel for svindel,

Tove Fergo og Inga Skjærris, der - for sidstnævntes vedkommende blev sigtet af politiet for stemmesvindel ved kommunalvalget 2001.

René Milo, der var Venstres borgmester i Greve, blev politianmeldt for bedrageri og fifleri.

Og i 1992 blev Anders Fogh afsat som skatte- og økonomiminister pga. "kreativ bogføring" og vildledning af Folketinget.

Det var i øvrigt efter at han havde gennemført den dobbeltbeskatningsaftale som det nu er faldet Peter Christensen for brystet at Helle Thorning-Schmidts mand lever efter.

Sidste år stod tre ministre til høje bøder og klip i kørekortet for at have kørt for stærkt,

og der er venstrepolitikere dømt for børnepornografi, lureri m.m.

Ex-forbrugerminister Henriette Kjær blev 2 gange i 2004 dømt ved retten i Gentofte for ikke kunne betale for overforbrug. Hun betalte 60.000 kr. med dækningsløs check.

De sociale bedragere Henriette Kjær og Lene Espersen blev i 1998 afsløret i bedrageri med tilskud fra Folketinget. Siden de i 1994 var blevet valgt ind i Folketinget havde de opgivet, at de boede i Jylland, mens realiteten var, at de boede i København. Konsekvensen var, at de hver kunne stikke 225.000 kr. ekstra lommen – skattefrit. 

Lene Espersen brugte i november 2008 30 mia. kr. af statens til opkøb af obligationer for at sænke renten. Derved sparede hun 60.000 kr. årligt på sit flexlån på 4,56 mio. kr."

Der slutter Jørgen D sin opremsning. Det vil sige, at han desværre ikke har fået Claus Hjorths dybt ulovlige embedsførelse med - forbrydelser som indbragte den afslørende journalist fra DR en Cavling-pris, og som ville sende Hjorthen i spjældet hvis ellers nogen gad sigte ham.

Listen omtaler heller ikke det faktum, at Anders Fogh som statsminister løj så det drev nedad væggene om Irak-krigen. En krig som førte til hundredetusinder civiles død. 

Ejheller er der omtale af Birthe Rønn som måtte gå af på grund af sin ulovlige embedsførelse.

Eller af Troelsgate: Helle Thornings ikke-eksistererende skattesag som opstod i et sygt borgerligt sind med adgang til de bonede gulve i skatteministeriet. Sandsynligvis hos ex-ministeren personligt.

Jeg ved i virkeligheden ikke, hvorfor man overhovedet taler om en regering, når man diskuterer landets ledelse i de ti år. Den brutale sandhed er jo snarere, at der er tale om en samling forbrydere. Små intellektuelle undermålere som havde mere travlt med at hyppe deres egne kartofler end med at gøde den jord, vi alle skulle høste fra. Indskrænkede tåber som gjorde løgn til deres modus vivendi - et simpelt, dagligdags redskab, som blev taget i brug for at klamre sig til magten. 

Det er disse anløbne personager som i disse måneder kæmper for at genvinde magten. Og det er dem som hele 55% af befolkningen (tilgiv dem, thi de ved ikke hvad de gør!) i disse dage er dumme nok til at ønske tilbage. 

Som mange andre på venstrefløjen føler jeg mig frustreret i denne tid. Vores politiske forbilleder har fejlet på en lang række punkter. Mange af dem - men ikke alle heldigvis - har svigtet deres egne idealer, efter at de kom til magten. Det fortjener de ingen ros for. Tværtimod.

Men forestillingen om, at den danske befolkning ville give en så forbryderisk samling narrøve som VKO syndsforladelse for deres magtmisbrug, deres fremmedhad, deres inkompetence var ikke noget, jeg så komme. Det gjorde de vel knapt selv. 

Skal den tendens imødegås, kan det kun ske gennem oplysning. Klar tale - både til dem vi sætter vores lid til, så de bringes tilbage på den sti, de lovede at holde sig til - og ikke mindst til deres forgængere. Det blå-sorte mareridt som smadrede vores velfærd, undergravede sammenhængskraften mellem vores lands befolkningsgrupper og som i processen ragede til sig selv og deres egne i et omfang som ville have gjort Nicolae Ceauşescu grøn af misundelse. 

Vi fortjener bedre ledere! Ordentlige, retskafne mennesker som ikke mister fodfæstet, når de tildeles magt. Ikke løgnere, ikke løftebrydere og slet ikke arrogante magtmisbrugere som er så korrumperede gennem så lang tid, at de ikke en gang selv længere kan gennemskue deres egne væv af løgne. 

Hvad skal vi med fløjkampe og blå mod rød? Landet stander i våde, og de store udfordringer som ligger foran os forekommer overvældende, men burde også kunne samle brede flertal af brave folk som vil være en del af løsningen snarere end af problemet. Århundreders erfaring viser det: fnidder og skærmydsler fører ikke til politiske sejre, og visioner udklækkes ikke af politikere som ligger i hængekøjen. 

Mens hele det politiske spektrum taler økonomi, når de ikke skændes om personsager, bliver det tydeligere dag for dag, hvad vores folkestyre i virkeligheden mangler mest: etik! Ledere med det indre moralske kompas som gør, at de ved hvad de skal gøre - uden at overveje om det nu også er taktisk klogt. Folk som tænker længere end til næste valg. Folk af format. Statsmænd og statskoner. Som en af slagsen sagde for 18 år siden: "kan vi ikke gøre det let bedre? - jeg tror det". Den sentens holder endnu.