Hate crimes mod homoseksuelle og andre mindretal er i fremgang - i modsætning til stort set resten af samfundet.
Vi er mange homoseksuelle som enten selv er blevet overfaldet helt umotiveret på gaden eller kender nogen som er blevet det. Et par af mine gode venner oplevede, at tre svenskere(!) gik amok på dem. Det kostede den ene af dem synet på det ene øje og den anden en brækket næse. Politiet ville først optage anmeldelse efter at der var indgivet klage. Ordensmagten mente, at det var den risiko, man løb, når man tillod sig at stå kl 22 en lys sommeraften foran en bøssebar og ryge en smøg.
I starten nægtede justitsminister Mikkelsen overhovedet at anerkende hate crimes, endsige gøre noget ved dem. Til sidst gik han yderst modstræbende med til at registrere sådanne overfald, men stadig uden at foretaget sig noget konkret for at forhindre dem. Talk is cheap, siger man. Ingen kan bebrejde Mikkelsen for at rutte med ressurserne, når det gælder vold mod homoer.
Vi glemmer dig aldrig for det, Brian. Du og dine som er imod homo-adoptioner, imod homo-vielser, imod kunstig befrugtning til lesbiske. I som har stemt imod ligeret til homoseksuelle ikke mindre end 36 gange de sidste par årtier, kunne ikke en gang nosse jer sammen til at hjælpe os mod grov fysisk vold. Jeres passivitet og modstand er indirekte med til at fodre de homofobes og voldeliges syge hjerner med ideen om, at homoer er mindre værd end andre. Og jeres ønske om at tillade hate speech ved at afskaffe "racismeparagrafen" er blot mere vand på de samme hadefulde menneskers mølle.
For homoseksuelle er Danmark på ligestillingsfronten gledet langt bagud, selv i forhold til lande, som vi aldrig plejede at sammenligne os med. Er du homoseksuel i Spanien kan du blive gift, adoptere børn, også som enlig, og har i enhver henseende samme rettigheder som heteroer, inklusive som bloddonor. I Danmark er du pr definition persona non grata i en blodbank, hvis du er homo - uanset hvor sundt du lever.
De mange diskriminerende signaler mod homoseksuelle i Danmark er hver for sig måske af mindre betydning, men tilsammen udgør de et uskønt billede. Med små nålestik mindes man som bøsse eller lesbisk dagligt om, at man ikke er helt ligeværdig. På nær selvfølgelig når der skal betales skat.
Homoseksuelle indgår i faste parforhold ligeså tit som heteroseksuelle. Vi udgør 5-10% af befolkningen, men hvornår så du sidst et homopar holde i hånd på gaden eller give hinanden et lille kys til farvel i døren? Tror du, at grunden er, at vi ikke har lyst? Du tager fejl. Nej, grunden er, at den slags små dagligsdags udtryk for kærlighed kun kan foretages med et årvågent blik for omgivelserne. Går det nu an? Hvad hvis nogen giver sig til at råbe eller ligefrem angribe? Til gengæld får man som bøsse eller lesbisk et vågent øje for, hvor meget heteroseksuelle udtryk for seksualitet i virkeligheden fylder i det offentlige rum og tydeligvis uden at det går op for de tusinder af heteroer, som går hånd i hånd på Strøget eller som tungesnaver på gaden eller i Metroen - uskønt som det er, uanset hvem som gør det. Pointen er bare, at heteroseksuelle kan gøre det uden frygt for repressalier.
Jeg er fornyligt kommet hjem fra endnu en tur til San Francisco, hvor piben har en anden lyd. For nogle måneder siden skrev en forretningsmand fra Texas til en brevkasse i byens største dagblad The Gate. Han ville gerne have et godt råd i anledning af et forestående forretningsbesøg i byen, hvor han ville tage sin 16-årige søn med. "Hvor skal vi vælge at bo i byen, hvis jeg vil skåne min søn for at se på homoerne?", lød hans spørgsmål.
Bladets redaktør foreslog ham at blive væk, fordi typer som ham ikke er velkomne i byen. Til nød kunne han måske nøjes med at sende sønnen alene til San Francisco, idet man måtte gå ud fra, at der stadig er håb om at han med et lidt andet perspektiv kan undgå at ende med samme homofobe holdninger som faren.
Faren blev rasende over svaret og endte med at skrive til San Franciscos borgmester. Kunne det virkelig passe, at der ikke var et eneste homofrit område i Byen ved Bugten, og hvordan kunne man i øvrigt leve med en så arrogant avis?
San Franciscos (heteroseksuelle) borgmesters svar var som forventet: han fortalte venligt, men bestemt forretningsmanden fra Syden, at han var uønsket i San Francisco, og at han - hvis han alligevel valgte at komme - måtte indstille sig på at leve med synet af en mangfoldig og glad befolkning.
Københavns bystyre er for flertallets vedkommende pro-homo. På landsplan ser det beskæmmende anderledes ud. V og K er direkte imod homoligestilling (selv om de ofte siger noget andet). Og for DF er vi homoseksuelle kun interessante, når vi kan bruges til at anklage muslimer for manglende tolerance. Hvis det derimod er højrenationalister, skin-heads og tilfælde fulde danskere på bytur som overfalder os (hvad det oftest er), så er der larmende tavshed hos Kjærsgaard og co.
Mindretal har hårde tider i Danmark i disse år. Homoseksuelle har i så henseende et skæbnefællesskab med muslimer, jøder, ja alle andre som ikke ligner eller lever som Hr og Fru Jensen. I dag er det dig, i morgen mig.
Hvert år til Gaypride kommer spørgsmålet igen: "hvorfor har I så hårdt brug for at udstille jeres seksualitet?" Mit svar er altid, at resten af året ser jeg dagligt og uden ubehag på heteroseksuelle udfoldelser i bybilledet, i TV, i biografen, i reklamer, i kirken, i bussen, i supermarkedet. Så når nu I, som er det store flertal går til makronerne resten af året, er det så ikke meget forståeligt, at vi andre kan få lyst til at give den hele armen den ene dag, hvor vi er så mange, at vi kan gøre det uden frygt?
Det er svært at finde en entydig forklaring på den mentalitetsændring som er sket i Danmark i de senere år, men et er sikkert: intolerancen vokser og vokser og i al for høj grad mangler der politisk lederskab på topniveau til at sige fra overfor diskrimination og hate crimes. Det er altid dejligt, når radikale, socialdemokrater og resten af venstrefløjen utvetydigt taler vores sag, men opbakningen modsvares desværre af korslagte arme og tomme blikke hos dem som bestemmer - hos V, K og O.
Mange homoseksuelle er borgerlige og fastholder, at deres seksualitet er deres egen sag og ikke et politisk emne. Sådan kan man efter min mening først tillade sig at mene, den dag den sidste bøssebasker er buret inde og fuld ligeret for alle homoer er nået. Den dag da teenage-drengen Jonas fra Skjern og Lisbeth fra Allinge-Sandvig på samme alder kan se deres forældre i øjnene uden frygt og sige: "kære mor, kære far. Jeg er homoseksuel" - og være stensikre på at blive mødt af kærlighed og utvetydig opbakning.
Den dag enhver ung eller gammel homo tør begive sig ud i verden med ranke skuldre og et fast, fremadskuende blik og en tro på sig selv og det liv, som man er blevet til del.
Den dag hvor kærligheden sejrer. One love.
4 kommentarer:
Ikke sikker på jeg forstår ideen med "hate crimes" - bliver det ikke en gradbøjning af retssysmet udfra en fortolkning af motivet for forbrydelse. Dvs. tilfældig gennemtæskning af et menneske takseres på en måde, mens tilfældig gennemtæskning af et menneske der er homoseksuel takseres på en anden måde? Ikke sikker på jeg er enig med dig i, at det er en farbar vej på for noget retssysmet.
/Thor Kidmose.
Tak for kommentaren Thor.
Loven er jo lavet for at beskytte minoriteter mod MÅLRETTET vold, rettet netop imod de pågældende på grund af deres race eller seksualitet. Altså: vold mod en homoseksuel person straffes IKKE hårdere, hvis den er tilfældig som i dit eksempel. Hvis gerningsmanden derimod overfalder ofret med det formål "at banke homoer" eller "smadre jøder", så er det en skærpende omstændighed.
I princippet ville det selvfølgelig være rart, hvis en sådan lov var unødvendig, men historien viser, at den desværre er påkrævet. Så længe heteroseksuelle ikke overfaldes, fordi de kysser på folk af det modsatte køn, mens homoer i vidt omfang forfølges, overfaldes og i visse lande endda slås ihjel på grund af deres seksualitet, er det efter min mening berettiget at have en særlig beskyttelse for netop en sådan gruppe.
Lige en tillægsbemærkning til Thor og andre:
Dagbladet Politiken skriver leder om dette emne i dag. Her formulerer man det således:
"Hør lige engang: Hvis mennesker i Danmark bliver overfaldet, fordi de er homoseksuelle, sorte, muslimer, jøder eller på anden måde tilhører en minoritet – så er det ikke alene et skråplan. Det er også en forbrydelse, som kun kan fordømmes.
Og det er et fænomen, som Danmark gør klogt i at tage alvorligt.
Vi er ikke alene om det. EU’s agentur for grundlæggende rettigheder peger på, at det er et stigende problem – over hele Europa oplever minoriteter racistiske overfald, grov chikane og trusler – motiveret af forskellige grader af had til deres religion, deres hudfarve, deres seksualitet eller etniske tilhørsforhold.
Skræmmende.
Det går ud over somaliere, bøsser, muslimer, jøder – og andre føler sig ramt, men føler det skamfuldt og undgår politiet.
Det er også skræmmende, at Danmark ifølge PET i 2009 har haft 306 forbrydelser, der synes at bunde i racisme, politisk overbevisning og seksuel orientering – mod henholdsvis 175 og 35 sager i de to foregående år. Og det er godt nok skræmmende, at bortforklaringer står i kø.
Nogle anfægter, at definitionerne på racistiske forbrydelser er helt glasklare. Andre hævder, at indbyrdes sammenstød mellem mindretal er den primære kilde til ’homohad’ og ’racisme’ – ofte at ekstremistiske muslimer står bag overgreb på bøsser.
Og straks hævder andre, at det i sig selv er racisme, hvis bøsser peger på ekstremistiske muslimer som skyldige i overgreb. Kan vi ikke lige droppe fedtspilleriet? Alle demokratiske kræfter og alle religiøse samfund bør være fælles om at stoppe hadforbrydelser og fælles om at beskytte retten til at være forskellige.
Danmark vil altid gerne være nummer 1 eller mindst i top-10. Vi vil gerne have de bedste vindmøller, den bedste folkeskole, de bedste hospitaler, det reneste drikkevand. Kan vi ikke også lige være de bedste til at undgå overgreb af racistisk og seksuel karakter?
Det kræver først og fremmest, at vi ikke fornægter eller relativerer problemet."
Jeg takker avisen for ordene. De er som taget ud af min mund.
Jeg er fortsat ikke enig a gradbøjning af straffen afhængig af hvem forbrydelsen begås mod. F.eks. dræber nogle rødhåret fordi de hader rødhåret, eller dræber kvinder der ligner deres onde stedmor, eller voldtager kun handicappede ældre kvinder fordi de tænder ham med mere. Dvs alle har en eller anden "grund" til deres meningsløse forbrydelser.
Hvis du gradbøjer straffen på nogle forbrydelser udhuler du hele systemet.Det er forbrydelsens natur og skadesvirkning, ikke målgruppen eller motivet der begrundelse for straf udmålningen.
Men da det ville ikke medfører så meget nyt at skrive i denne tråd - stopper jeg her. Da du selvfølgelig vil fastholde det giver mening med begrebet "hate crime" og jeg vil påpege det modsatte.
/Thor.
Send en kommentar