Store ambitioner

Meningsmåling efter meningsmåling har i månedsvis dokumenteret, at regeringens popularitet er i frit fald.

Det er triste dage for enhver ambitiøs borgerlig politiker.

I dag kom bundskraberen over dem alle: ved et valg nu ville der være rent rødt flertal i Folketinget - uden de Radikale. Mandattallene ville blive 96 til Helle Thornings fløj mod 79 til VKO.

I samme måling har man spurgt vælgerne om deres mening om ministrenes dygtighed. Her springer det i øjnene, at der generelt gives meget lave karakterer, men især nok at statsministeren kun opnår en middelkarakter og at De Konservatives Lene Espersen - landets vicestatsminister - skaber bunden.

"Vores ambitioner er meget større", udtaler De Konservatives ordfører Henriette Kjær i en kommentar til Jyllands-Posten. Det fremgår ikke, om avisen -regeringstro som den er - har valgt at skære de sidste to ord af Kjærs kommentar, men man kunne fristes til at tro det. For ud af al snakken om "opbakning" og "popularitet" springer den lysende klare konklusion tydeligere og tydeligere: vælgertilslutning handler ikke om karisma, kavalergange eller karikaturtegninger. Det handler om befolkningens tillid - eller ej - til vores lederes evne til at opfylde vores og deres egne ambitioner.

Stort set ingen af VKO's meriter har tydet på lederskab, dygtighed eller overblik, endsige ambition - på nær når det har drejet sig om viljen til at blive siddende for enhver pris.

Tvært imod har man gældsat landet, mens man købte sig til sit lille flertal gennem nogle skattelettelser, som nu æder sig selv op i nedskæringer, afgifter, fyringer og konkurser. Mange lod sig lokke til at tro, at det var en farbar vej, men den viste sig i stedet at undergrave selve fundamentet for vores velfærdssamfund. Undervejs blev det nødvendigt at sælge arvesølvet fra for at financiere det fortsatte overforbrug. På den måde endte store dele af vores sundhedssystem og infrastruktur på private hænder med den usikkerhed, det medfører.

Som en rød tråd gennem VKO-tiden har gået "værdikampen". I starten drejede værdikampen sig helt banalt om et opgør mod det, Anders Fogh kaldte "ekspertvældet". I værdikampens navn er kloge hoveder blevet erstattet med pseudovidenskabelige klamphuggere som Bjørn Lomborg; i værdikampens navn er indsatsen for et renere miljø blevet sat over styr.

Senere forsøgte V's og K's tænkere at intellektualisere værdikampen: nu handlede det om en tilbagevenden til liberale og konservative værdier og en voldsom dæmonisering af politiske modstandere. I hele processen bevægede man sig på en knivsæg: med det mindst tænkelige flertal trynede man det største tænkelige mindretal. Vovede eksperter udefra at kritisere fremgangsmåden, blev de bebrejdet for at "politisere". Ethvert pip af modstand blev brutalt fejet til side - uanset om det handlede om at føre landet i krig på et løgnagtigt grundlag, om overtrædelser af menneskerettighederne eller om at bure 14-årige inde blandt hårdkogte kriminelle.

Den slags må og skal give bagslag.

Og når vægtskålen tipper, bliver effekten overvældende. Megen akkumuleret bitterhed skal finde sin forløsning. Vreden mod magthaverne vil kun vokse og vokse i takt med deres manglende erkendelse af egen udygtighed. Også derfor er dagens meningsmåling af den slags, hvorfra ingen regering vender tilbage.

Så, nej, Jyllands-Posten har ikke skåret de sidste to ord væk fra Henriette Kjærs kommentar. Og deri finder man selve nøglen regeringens røvtur: deres selvfedhed skygger for egen selverkendelse, eller som Fru Kjær kunne have formuleret det:

Vores ambitioner er meget større - end evnerne.