Ronan Farrow - #MeToo-bevægelsens beskedne helt

Ronan Farrow har udseendet imod sig. Mange siger, at han er ser alt for køn og uskyldig ud til den karriere, han har valgt.

Han er manden, som bragte Harvey Weinstein og stribevis af magtfulde mænd til fald. Mænd, som misbrugte deres position til at begå voldtægt eller anden form for grov chikane mod de kvinder, der omgav dem.

Farrow er dermed også stærkt medvirkende årsag til, at #MeToo-bevægelsens blev et verdenskendt fænomen.

Ronan Farrow er søn af skuespiller Mia Farrow og instruktøren Woody Allen. Han voksede op med tretten adopterede søskende, hvoraf adskillige har alvorlige fysiske eller psykiske handicap. 

Som barn rejste han ofte til Afrika og andre af klodens brændpunkter med sin mor, der var ambassadør for UNICEF. Farrow har i flere interviews forklaret, hvordan hans opvækst gav ham et tidligt fokus på udsatte menneskers forhold. 

Det viste sig hurtigt, at lille Ronan var et yderst begavet barn. Han sprang adskillige klasser over i skolen og begyndte i gymnasiet allerede som elleveårig, men ingen kan påstå, at hans ekstraordinære evner er steget ham til hovedet. Hans omgivelser beskriver ham som et yderst beskedent menneske, der aldrig sætter sig selv forrest. 

Som femtenårig tog Farrow en B.A. i filosofi fra Bard College, hvorfra han fortsatte til det berømte Yale University. Her blev han i 2009 cand.jur i en alder af 22. 

Ronan Farrows første ansættelse blev som rådgiver for den nytiltrådte Obama-regering. Ansættelsen kom i stand, fordi han allerede som studerende havde forfattet adskillige taler for den yderst ansete diplomat Richard Hoelbrook. 

I 2011 headhuntede daværende udenrigsminister Hillary Clinton Farrow til et job som direktør for særlig taskforce med navnet Office of Global Youth Issues. Da han forlod jobbet to år senere, havde han skabt en robust og effektiv organisation, som fortsatte med at fungere helt frem til det amerikanske systemskifte i 2017. 

Herefter begyndte Ronan Farrow at ernære sig som journalist. Han skrev bøger og lange, dybdegående artikler for The Guardian, The Atlantic, Foreign Policy, Wall Street Journal og Los Angeles Times. Fra 2014 til 2016 blev han et kendt ansigt i hele USA takket være sin medvirken i nyhedsprogrammer på tv-stationerne MSNBC og NBC. På MSNBC fik han sin eget daglige program - Ronan Farrow Daily.

I 2016 fik Farrow færten af en stor historie. En historie så stor, at den krævede måneder af research og samtaler med hundredvis af kilder. 

Centrum for historien var Harvey Weinstein - en ekstremt magtfuld Hollywood-producer, som ifølge Farrows kilder havde misbrugt op utallige kvinder i løbet af sin karriere. 

Det er omstridt, om det var research-arbejdets enorme omfang, der fik NBC til at opsige samarbejdet med Farrow, eller om tv-stationen oplevede et pres fra Weinstein, men fra 2016 fortsatte Farrow arbejdet på egen hånd, men i samarbejde med The New Yorker - et ugemagasin i sværvægtsklassen. 

10. Oktober 2017 lod de bomben springe: Under overskriften “From Aggressive Overtures to Sexual Assault: Harvey Weinstein’s Accusers Tell Their Stories” berettede tretten kvinder med Farrow som talerør, hvordan de var blevet udsat for grove overgreb fra filmmogulens side. 

Få dage senere mistede Weinstein kontrollen over sit eget selskab. Inden oktober var omme havde i alt firs kvinder føjet sig til rækken af anklagende vidner imod Weinstein, og hashtagget #MeToo var blevet verdenskendt fænomen.

Effekten af Farrow’s journalistik blev enorm og spredte sig som en løbeild. Hundreder af kvinder og enkelte mænd med tilknytning til underholdningsindustrien stod frem og rettede anklagende fingre mod fx Matt Lauer, Kevin Spacey, Charlie Rose og Al Franken, hvis karrierer alle stoppede fra den ene dag til den anden. 

Endnu vigtigere var det dog, at #MeToo-bevægelsen fik kvinder og mænd over hele kloden til at fortælle om de seksuelle overgreb, de har været udsat for. Som Farrow ofte har pointeret: Hans fokus har aldrig været på enkeltsager. Hans ærinde er at påvise de systemiske magtovergreb, der finder sted mellem mennesker. Med hans egne ord: “#MeToo handler om at give ofrene en stemme - ikke om at nedkæmpe store Hollywood-moguler”.

Tidligere i år modtog Ronan Farrow pullitzerprisen for sin enestående indsats, men det har ikke stoppet ham. I maj offentliggjorde The New Yorker en ny artikel artikel om magtmisbrug. Denne gang handlede det om statens New York’s stats-advokat Eric Schneiderman og hans overgreb mod fire kvinder. Dagen efter offentliggørelsen trak Schneiderman sig tilbage.

27. juli gjaldt det den øverste chef for tv-selskabet CBS, Leslie Moonves. Også han havde i løbet af sin lange karriere i utallige tilfælde forgrebet sig på kvinder i hans nærhed. Moonves bestred i starten anklagerne, men valgte efter få uger at forlade sin post. 

Senest har Farrow sat spørgsmålstegn ved Brett Kavanaugh's moralske habilitet - også på grund af anklager om seksuelle overgreb. Kavanaugh er manden, som Donald Trump ønsker placeret som ny højesteretsdommer. I disse dage gennemgår han den godkendelsesproces, som forventeligt tildeler ham uhyre stor magt som det udslaggivende medlem af USA’s højesteret, der gør domstolen i stand til at tilbagerulle tidligere trufne afgørelser vedrørende fx fri abort og homoseksuelle ægteskaber. Desværre lider denne sag under den afgørende mangel på et navngivent vidne. Den anklagende kvinde insisterer på at forblive anonym. 

I årenes løb er hæderen regnet ned over Ronan Farrow. I 2012 kårede Forbes Magazine ham til verdens mest indflydelsesrige person under 30. Udover pullitzerprisen er han blevet tildelt adskillige andre priser samt et æresdoktorat ved Dominican University of California. Farrows navn er naturligvis blandt de hundrede mest indflydelsesrige mennesker, der tidligere i år blev kåret af Time Magazine.

Til daglig kan man finde ham i The New Yorker’s kontorer på 38. etage i One World Trade Center på Manhattan. Her tilbringer han op mod atten timer daglig i dyb koncentration om det arbejde, der betyder så meget for ham. Han er en detaljernes mand. Med en slet skjult hilsen til den amerikanske præsident siger han, at ikke ynder at formulere sig i tweets. Han foretrækker at gå i dybden. 

Under sit arbejde med Weinstein-sagen måtte Farrow flytte hjemmefra på grund af flere alvorlige trusler. Han havde ingen formel kontrakt med en arbejdsgiver under det meste af perioden og advokater fra Hollywood stod i kø for at sagsøge ham. Han fortæller, at den eneste støtte i hans liv i den periode var hans partner, Jon Lovett, som han mødte i Washington i den periode, hvor de begge arbejdede for Obama-regeringen. 

Mange har spurgt Ronan Farrow, hvorfra han henter sin evne til at få ofre for overgreb til at betro sig til ham. Kan det mon skyldes, at han er bøsse og derfor lettere opnår kontakt med disse sårbare kvinder? Eller stammer hans store empati fra hans opvækst? 

Det er ikke en diskussion, Farrow ønsker at deltage i som det meget private menneske, han også er. I interview efter interview understreger han gang på gang, at hans historier hverken handler om han selv eller de tyranner, han fælder, men om ofrene. 

Ikke desto mindre fortjener han al den ros, der kan ligge på ham. 

Ronan Farrows mod, intelligens og selvtillid er enestående. Han kunne have levet et tilbagelænet liv og nøjedes med at lukrere på sin opvækst i en kendis-familie. I stedet vil han blive husket for sit uvurderlige bidrag til vores ændrede syn på kvinderettigheder, arbejdstageres rettigheder og forkvaklede, indflydelsesrige mænds magtmisbrug. Blandt meget, meget andet.

På de skrå brædder for en god sag

I teater-miljøet omkring Broadway i New York glemmer man aldrig 1980'erne og 90'erne, hvor aids-krisen hærgede.

Hele verden og ikke mindst USA var i de år på samme tid skræmt fra vid og sans og chokeret over tabet af utallige familiemedlemmer, venner og kærester.

I den knugede stemning opstod der en indbyrdes solidaritet mellem de syge og deres pårørende – en solidaritet som skulle vise sig at blive et af de bærende elementer i kampen mod sygdommen. Med solidariteten fulgte nemlig en aktivisme, som rakte langt ud over almindelig velgørenhed. Der blev lagt massivt pres på myndighederne og medicinalfirmaerne om at øge bevillingerne og fremskynde forskningen; patienter fandt sammen i sorggrupper, og raske tog sig af de syge, som var udstødt af deres familier og som mange hospitaler nægtede at tage imod.

Ud af al omsorgen voksede også to organisationer – Broadway Cares og Broadway Bares – som havde og har til formål at indsamle penge til det gode formål. I starten handlede det mest om økonomisk støtte til Broadways egne skuespillere, forfattere, musikere og scenearbejdere, som var ramt af hiv og aids, men hurtigt og i sand amerikansk stil voksede de to velgørenhedsorganisationer til et omfang, som ingen den gang kunne forudse.

Mon ikke den vigtigste grund til succesen er, at disse kreative mennesker bruger deres kunstneriske evner i processen?

Siden 1987 har vekslende teatre på Broadway lagt skrå brædder til i alt fire velgørenhedsforestillinger hvert år – to for hver organisation. Hvert år efter samme sjove og spektakulære koncept:

Broadway Backwards præsenterer kendte og ukendte stjerner i optrin fra store shows, men med den finte, at kvinderoller spilles og synges af mænd, og de mandlige roller er overtaget af kvinder.

Broadway Bares er en opvisning i dans og komedie med den twist, at de optrædende får lov til at fremvise betydeligt mere hud, end man normalt ser på Broadway uden at det dog på noget tidspunkt bliver plat.

Billetter til forestillingerne er som regel udsolgt flere måneder i forvejen. Prisen bestemmer man selv, sådan at forstå, at der er en minimumspris på alle sæder, men det forventes, at folk spytter mere i kassen, hvis de kan.

Og det kan de!

Tilsammen har de to organisationer siden starten i firserne indsamlet svimlende 2 milliarder kroner. Pengene går ubeskåret til omsorg, medicin, bespisning, psykologhjælp og anden hjælp til folk med hiv og aids, men hvor målgruppen tidligere kun var teaterverdenens egne, får 462 patientorganisationer over hele USA nu også andel i midlerne.

Der har været mange rørende optrin i årenes løb, hvor kendisser er sprunget ud som homoseksuelle eller hiv-smittede, men det mest rørende er nok, hvor universel opbakningen er til disse events og det høje kunstneriske niveau, de afvikles med. 

Her er smagsprøver fra to af forestillingerne. Først den dramatiske kærlighedsballet Uoija fra dette års Broadway Bares: 

Og herunder et klip fra Broadway Backwards fra 2015. hvor seks lækre hunks synger og danser Cell Block Tango fra musicalen Chicago - et nummer der normalt er forbeholdt kvinder, men som her får en ekstra (homo)politisk dimension, når det fremføres af fyre. 

Manden som går i lodret spagat i dette nummer er Ryan Steele - en fremragende danser og skuespiller, som også har ydet en ekstraordinær stor velgørenhedsindsats i andre sammenhænge, som fx da en terrorist myrdede et stort antal gæster i homoklubben Pulse i Orlando.    

Skulle du være interesseret i yderligere oplysninger om Broadway Cares og og Broadway Bares, finder du dem her og her.