Vi danskere elsker at tro, at vi ER noget. Intet kan samle os som fodbold- og håndboldkampe og andre nationale begivenheder, der får os til at føle os som én forenet nation. Send en ingeniør med et studieforløb fra England, Portugal, Tyskland og Texas op med et russisk rumskib, og i samme sekund er han ikke længere en ukendt københavner, men vores alle sammens æresdansker. Vi frydes og er stolte - uden selv på nogen måde at have bidraget til succesen.
Glæden ved nationale sejre kan være smuk, men er dybest set bare en følelse, som opstår i et midlertidigt fællesskab, der kun har ordet Danmark i deres pas tilfælles.
Resten af tiden bruger vi på at skændes.
Og guderne skal vide, at der er nok at skændes om.
Der findes nemlig folk i blandt os som ikke kan leve uden den fællesskabsrus, de finder i konstant at understrege vores nationale identitet.
De higer og søger i gamle bøger for at finde værker, der siger noget om os som nation. Og hvis de er højt nok på strå, kalder de resultatet af deres anstrengelser en kanon, og råber til befolkningen "SE! Her er selve definitionen på danskhed! Først når du har læst disse bøger, kan disse sange udenad og har lært samtlige replikker fra denne tv-serie, kan du kalde dig en rigtig dansker".
Blandt de mindre belæste tyr man til lignende metoder, men omkring mere jordnære emner: spiser du ikke svinekød, er du ikke en rigtig dansker. Eller de postulerer, at du skal være medlem af Folkekirken eller være heteroseksuel og gift med 2½ barn og en Toyota for at høre til fællesskabet - det danske fællesskab. Det fællesskab, vi skal værne om - eller skal vi?
For er der snart andet end sproget og økonomien, der forener os danskere? Økonomien forstået som den velfærdsstat, vi alle siger, vi vil værne om - selv de politikere som bruger næsten al deres tid på at afvikle den.
For mig ser de såkaldt danske værdier ud til at lide skibbrud i disse år. Det viser sig jo, at begrebet fortolkes så forskelligt, at der reelt knapt er noget fælles særkende tilbage mellem os. Værdierne bruges mest til at slå hinanden i hovedet med og for resten også i høj grad som et argument for at holde andre ude af landet.
Og det er værdikampen, som i disse dage er eskaleret til en krig på ord. Vi har fået en regering, som er så besat af egne værdier, at de er klar til at skide på alle andres for at opretholde dem. ALT ryger på møddingen i processen: internationale konventioner, hensynet til forældreløse børn, den sidste rest af humanistisk tankegang, forholdet til naboerne og vennerne, basal medmenneskelig anstændighed - hele baduljen har de skrottet til fordel for kampen for det Danmark, de selv ønsker: det homogene samfund af kristne, heteroseksuelle, hvidhudede skatteydere, som taler dansk uden accent (men gerne med jysk dialekt) og som retter ind og holder kæft på kommando.
Deres midler til at nå deres mål har længe været mange og grusomme: retorikken har været uhørt skarp, ja fuldkommen uhyrlig. De fremmede må finde sig i hån, diskrimination, foragt og sammenligninger med dyr. Deres religion er blevet fremstillet, som var de medlemmer af en satanisk dræber-kult. Selv spage protester fra resten af Danmarks befolkning er blevet mødt med hån: her har vi sgu ytringsfrihed, du gamle, og ytringsfriheden er ikke bare en grundlovssikret ret, den er også dumme svins fribillet til at leve deres sadisme ud på formodede masochister, som bare har at læne sig tilbage og nyde de verbale pisk.
Og så pludselig koger det over. Omverdenen indser, hvad der sker i det gamle, lille land mod nord. Med vantro går det op for dem, at her er et rigt folk, der gennem snedige oratoriske manipulationer er begyndt at tro på, at netop de er så specielle og ideelle, at de står over alle andre. At de er herremænd med adkomst til at herske over andres skæbne uden smålige humanistiske hensyn. Danmark vender ryggen til ofre for krig, de giver fanden i deres bedste venners desperate forsøg på at hjælpe, ja, de lægger dem endda hindringer i vejen for det. De stjæler fra krigsflygtninge til at finansiere deres ophold i hastigt opførte (koncentrations)lejre, og de lyver om det for rullende tv-kameraer og millioner af seere. De er ikke bare blevet et land af egocentrikere i manisk grad, men også forbrydere som bevidst bryder de love, de selv var med til at skrive.
Situationen eskalerer: de berettigede fordømmelser hagler ned over det lille land. Fra FN, fra EU, fra advokater, dommere, politikere, nyhedsmedier og fra danske medborgere, der føler sig lokket med ind i forbryderbanden, men ikke kan få lov til at komme ud af den igen.
Der tales med store ord, sådan som det må ske, når overhængende fare truer. Og nogle kreative sjæle tager et af modstandernes midler i brug: karikaturtegninger. Hvor nederdrægtigt! Tænk at fremstille Danmarks statsminister som en tyvstjælende diktator, når enhver ellers ved, at han godt nok stjæler fra flygtninge, men diktator bliver han aldrig, for han er omgivet af dumme, dumme mennesker, der ikke kan skelne et druknet flygtningebarn fra en terrorist, og som ikke magter at tænke på andet end sig selv.
Hvad stiller så disse afstumpede despoter op, når de angribes? Ja, i mangel af argumenter - for de findes ikke - griber de til deres gamle, gennemprøvede strategi: offerrollen. Denne gang dog med dobbelt styrke, så den antager karakter af et gigantisk flæbekor af forurettede børn, som er blevet berøvet deres bedste legetøj. VRRRÆÆÆÆÆÆLLLL, lyder det fra alle de ækle politikere, som troede de havde monopol på danskheden. "Må vi nu ikke en gang være dumme svin i fred længere, bare fordi vi pisser på alt og alle omkring os?"
De mere sofistikerede af dem forsøger sig med forargelses-strategien: sådan udstiller man virkelig ikke en statsminister! Sådan kan man ikke tale om vores PÆNE land.
Men jo, det gør man faktisk, og det kan man - og det bør man. Et realitetstjek viser nemlig, at der er millioner af mennesker i og udenfor Foreningen Danmark, som godt kan genkende nationalister med anti-demokratiske tilbøjeligheder, når de ser dem, og som i modsætning til størstedelen af Danmarks befolkning ikke har glemt, hvad den slags personager kan bringe med sig af ulykker.
Disse kritikere må vi sætte vores lid til. Som det ser ud nu, er vores eneste håb, at kritikken fortsætter med forøget styrke. Lad ikke de dumme svin vinde. Vi vil have vores gamle land tilbage.
