Landets statsminister har præsenteret sit partis bud på en ny udlændingepolitik og bevist, hvorfor ingen gamle socialdemokrater længere kan stemme på hendes parti. Der strammes og skrues og skæres ned og tales med dunder mod de uvelkomne - helt i tidens ånd. Og hvis de vover sig hertil, ja, så skal deres tilbageblevne landsmænd vide, at hver en krone, vi bruger på de tilrejsende flygtninge fra krig og nød, den vil vi modregne i støtten til deres efterladte i hjemlandene. Hæhæ.
Væk er den gamle røde kongstanke om, at solidariteten mellem mennesker ikke kun gælder under lønforhandlinger, men mellem folk i alle lande til hver en tid.
Man skulle tro, at en så hård politik fremført i et så kynisk tonefald ville få folk som Pia Kjærsgaard og Inger Støjberg til at juble. Aldrig før har Danmark optrådt så uvenlig, så fjendsk og så virkelighedsfjern i forhold til de daglige tragedier, der for verdens flygtninge er meget virkelighedsnære.
Kjærsgaards og Støjberg trofaste følgere må til gengæld gnide sig i hænderne i dag. De to hadefulde mokker skruer nu retorikken helt op under loftet, og så må deres pøbel-tilhængere naturligvis følge med og forsøge at overgå dem. Fråde- gnaske- og savlelyde blandet med glædeshyl trænger ud fra den svinesti, som er vores to største borgerlige partier. Og reaktionen fra deres supporters kan forudses af selv et barn. Vi har allerede set folk fryde sig, når Middelhavet bølger opsluger tusinder af uskyldige flygtninge. Sprogets mest hadefulde gloser er blevet taget i anvendelse. Racisterne har bevist, at deres opfindsomhed er enorm og omvendt proportional med deres dansk-evner, når det handler om at udtænke sataniske måder, hvorpå vi kan slippe for "de fremmede". Og Kjærsgaard og Støjberg lader disse kommentarer stå på deres Facebook-sider. De lader som om, de ikke ser dem. Gennem deres passivitet giver de deres stiltiende, indirekte støtte til bundfaldet af galninge blandt deres egne vælgere. Til gengæld er de lynhurtige til at slette og blokere deres kritikere.
Mine forældre var børn af krigen. Under min opvækst fortalte de mig med gru i stemmen om de fem forbandede år og om, hvordan det kom så vidt. I folkeskolen fik jeg indprentet, hvor uacceptabelt og skadeligt for demokratiet og menneskeheden det er at gøre mindretal til syndebukke for flertallets problemer. "Aldrig mere en niende april", lød det gang på gang i de år. Det samme budskab kom fra radioen og tv'et, når politikere eller kulturpersonligheder beskæftigede sig med klodens problemer. For mig er racisme en hæslig ting, som kun syge og farlige mennesker støtter - også når den kalder sig ved andre navne.
Jeg burde være chokeret eller sorgfuld i dag - nu, hvor jeg har læst Kjærsgaards og Støjbergs bindegale krav om stramninger af stramningerne. Men jeg er hinsides de følelser. Garnet har været strammet så længe, at barnet for længst er kvalt til døde. Til gengæld føler jeg mig vred. Hamrende, frådende vred på disse to afskyelige bestyrere af borgerlig dansk humanismes hærgede dødsbo.
De vil gøre vores land til en fæstning for at beskytte vores velfærd og vores kultur, siger de. Men skaden er allerede sket, og den kom ikke udefra. Kjærsgaard og Støjberg er møllene i Danmarks klædeskab. De er borebillerne i vores fine gamle stuebord. De er - for at bruge en vending fra DF's Søren Krarup - kræftceller, hvis ukontrollerede vækst risikerer at dræbe den vært, der nærer dem.
De har forvandlet vores land til et paradis for hadefulde klaphatte. De har vakt de værste følelser i folk og har gjort humanisme, medmenneskelighed og omsorg til skældsord. De taler om nødlidende mennesker som landsskadelige elementer, men sandheden er, at ingen skader vores land som dem. Og de pisser på hjørnestenen i vores demokrati ved at gøre vores parlamentsvalg til en racistisk kampplads.
Må eftertiden dømme dem hårdt, må deres fanden tage dem, og må frihed, lighed, humanisme og åbenhed snart igen bære vores land mod bedre tider.
De har forvandlet vores land til et paradis for hadefulde klaphatte. De har vakt de værste følelser i folk og har gjort humanisme, medmenneskelighed og omsorg til skældsord. De taler om nødlidende mennesker som landsskadelige elementer, men sandheden er, at ingen skader vores land som dem. Og de pisser på hjørnestenen i vores demokrati ved at gøre vores parlamentsvalg til en racistisk kampplads.
Må eftertiden dømme dem hårdt, må deres fanden tage dem, og må frihed, lighed, humanisme og åbenhed snart igen bære vores land mod bedre tider.
