(Dyb indåndning)
Here goes:
Jeg føler trang til at formulere en varm tak til Jesper Langballe, nu hvor han har forladt os.
Jesper Langballe og hans holdning til homoseksuelle var nemlig den primære årsag til min sene politiske bevidstliggørelse.
Det startede med, at Langballe skrev et debat-indlæg, hvor han erklærede, at "homoseksualitet er et udtryk for en epidemisk ideologi, som blot udspringer af egen livslede".
Hans ord stod i voldsom kontrast til min egen livsglæde, som altid har været stor, men som i de år kun voksede sig større.
Få år inden Langballes ord faldt, havde jeg kæmpet og vundet en fortærende kamp mod AIDS. Den slags nærdødsoplevelser har det med indpode den overlevende med en dyb og spirituel glæde over at være til. En følelse som kun forstærkedes, da jeg kort tid efter mødte min Allan. Manden i mit liv.
Vi så os selv som to forelskede mænd med en glødende appetit på hinanden og livet. Langballe så os som to selvmordstruede, mentalt syge personer, som levede i en illusion. Hvem ønsker at høre sin dybe kærlighed omtalt på den måde?
Det gjorde mig ikke mindre ked af det, da Langballe ved en anden lejlighed sagde: "Homoseksualitet og andre perverteringer beror på en almindelig modepræget oplevelseshunger, som bestandigt kræver nye pirringer og dermed accelererer epidemisk."
Igen måtte jeg forsøge at forholde mig lav-praktisk til Langballes flyvske vendinger og de tårnhøje lix-tal, han pakkede sine budskaber ind i.
Var det virkelig blot trang til "nye oplevelser", som havde fået mig til at kigge efter drenge, siden jeg var tolv?
Eller i et større perspektiv:
Er det ren og skær "pirringstrang" som gennem hundreder af år har kostet homoseksuelle tab af social anseelse, fængselsstraf og udstødelse fra deres familier?
Er det bare en underliggende banal hang til fest i gaden, som drev (og driver) verdens homoseksuelle i titusindvis til selvmord eller ud i depression?
Er det kun for sjov, når mørkklædte mænd mødes med andre mørkklædte mænd i mørke parker under overhængende risiko for voldelige overfald?
Var det virkelig deres hang til bling-bling, som var årsagen til tusinder af bøssers død i anden verdenskrigs kz-lejre?
Dør bøsser i Uganda i dag, fordi de lider af en "oplevelseshunger", som de bare kan lægge af sig?
Langballes ord syntes at forudsætte, at homoseksuelle selv er skyld i, hvad de end udsættes for af forfølgelse og had (inklusive hans eget), for de kan jo bare lade være med det "modepjat". En falsk præmis, som kan pilles fra hinanden på få sekunder af enhver nutidig sexolog eller psykolog. Eller af enhver som har elsket.
Jesper Langballe talte altid om emnet i et meget svulstigt og docerende sprog, præget af teologisk-videnskabelige vendinger. Var det mon det, som afholdt så mange fra at tage kampen op med ham?
Da debatten om homoseksuelle vielser begyndte, kom Langballe på banen igen.
"Homoseksuelles krav om kirkelige vielser er en trussel mod det traditionelle ægteskab", udtalte han. Langballes fætter, Søren Krarup, gav den en tand til. Da en kvindelig præst i en tv-debat udtalte, at hun godt syntes, at Folkekirken kunne rumme homoseksuelle vielser, lød hans svar: "Med sådan vammel snak vil man myrde et bærende fundament i Vesterlandets tusindårige kultur og historie".
Krarup var også ophavsmand til en anden godbid fra de dage: "homoægteskaber vil være en voldtægt af det danske folk", sagde han fra Folketingets talerstol.
Omskrevet til et sprog, så menigmand kan forstå det: To fyre som gifter sig i en dansk folkekirke, (som Allan og jeg havde gjort det), udgør et attentat. Ikke blot mod Langballes og Krarups ægteskaber, men mod hele den vestlige kultur, intet mindre. Og alle bryllups-gæsterne er en del af det sindrige komplot.
Hvordan forholder man sig rationelt til en person, som mener, at eksistensen af ens parforhold udgør en trussel mod hans eget? En person som argumenterer hinsides al logik, men som insisterer på at blive taget alvorligt - og bliver det af hele medieverdenen, af en stor del af sine kolleger og en skræmmende stor del af befolkningen?
I offentligheden ytrer homofobi sig normalt gennem primitive tilkendegivelser: råb, øjne der vendes, fuckfingre samt - ved festlige lejligheder - et gok i nødden. Langballes homofobi havde et mere sofistikeret udtryk: når han talte, følte denne bøsse det, som befandt jeg mig i bunden af en nedstyrtningsskakt, mens tusinder af eksemplarer af Salmonsens Leksikon (i hardcover-udgave), Biblen og Tidehverv væltede ned over mig.
Det var denne flom af ord, som gav Langballe den legitimitet, han aldrig fortjente. Ingen civiliserede mennesker mener, at et knytnæve-slag eller et spark mod en bøsse er ok, men når et folketingsmedlem, ja, en præst ligefrem, omtaler homoerne som en "trussel", der "går til angreb" og vil "begå mord" på en hel "kultur" og sammenligner dem med voldtægtsmænd, glider det lissom lettere ned. Imens overses bekvemt, at har du først italesat nogle bestemte mennesker som (krigs)modstandere, har du også indirekte sanktioneret vold mod dem.
Og i den nattemørke gade ser overfaldsmanden sin hate crime mod ham svansen som et berettiget forsvar mod en (samfunds)fjende.
De to fætres parti- og meningsfæller er mindre elegante i deres formuleringer, men til gengæld mere tydelige i deres dæmonisering. "Hvad bliver det næste - at man skal kunne gifte sig med sin hund?", spurgte DF-ordfører Mette Hjermind Dencker under ægteskabsdebatten. Udtalelsen vakte så stor forargelse, at Søren Espersen gav hende en offentlig irettesættelse. Selv kaldte hun det "humor".
Espersens irettesættelse lagde dog ikke nogen dæmper på Dencker. "Skal vi kunne gifte os med andre end mennesker - måske også med dyr? Hvad bliver det næste?", lød det fx fra hende et halvt år senere under en debat om homoseksuelles ret til forældreskabet af egne adoptivbørn.
Det var en retorik som nød stor succes i de dage. Kristeligt Dagblads læsere brugte fx adskillige indlæg på at diskutere rimeligheden i at sammenligne homoer og hunde. Det overordnede tema var: måske var det mere rimeligt, hvis man sammenlignede de homoseksuelle med geder?
Det var for resten også i de dage, at Venstres Birthe Rønn Hornbech sagde: "Bortset fra dræbersnegle og nogle få andre arter består den levende verden af han og hun, og det er derfor, at verden har mulighed for fortsat at bestå."
En italesættelse af mennesker som dyr indeholder en underforstået accept af, at de behandles som sådanne.
Og i den nattemørke gade ser overfaldsmanden sine spark mod den sagesløse bøsse på jorden som en naturlig reaktion på synet af et skadedyr.
I 1986, da AIDS-krisen var begyndt at rase og mine venner begyndte at dø som fluer, skrev en nu adfød indremissionær, at "AIDS er Guds straf for at overtræde Guds bud". Missionæren henviste til, at Biblen i en passage kræver dødsstraf for homoseksualitet, der sidestilles med "ondskab" og "mordlyst"). Det blev Søren Krarups stikord.
"Er det udelukket, ja forbudt, at se AIDS som Guds torn i kødet på en kultur, der har gjort mennesket og dets behov guddommelige og livet til et eksperiment og som derfor finder sin forløsning i seksuel frigørelse og udfoldelse? Nej, det er naturligvis hverken forbudt eller umuligt, men kan tværtimod være sand og evangelisk tale", skrev han i Tidehverv.
Få år senere foreslog han at tvangsregistrere landets homoseksuelle "som et selvfølgeligt selvforsvar fra samfundets side mod den uhyggelige sygdom".
I 1995 satte Krarup sin mest medfølende mine op, da han sagde: "Der skal rigtig nok ikke peges fingre ad homoseksuelle. På grund af deres handicap er de ulykkeligt stillet i livet, og der skal ikke peges fingre ad ulykkelige. Men disse handicappede skal på den anden side heller ikke kræve deres handicap gjort til noget normalt og rigtigt."
Da Dansk Folkeparti i 2010 ønskede at gå med i den københavnske Gay Pride, dannede jeg en Facebook-gruppe for at forhindre det og for at sætte fokus på partiets homohad. Gruppen fik kolossal opbakning. Facebook-siden indeholdt godt nok mest bare DF-citater om homoer, men her var en internet-kanal, hvor homoer og deres venner kunne få afløb for deres vrede. Flere dagblade omtalte gruppen, og det var i den forbindelse, at Søren Krarup udtalte, at min Facebook-gruppe havde gjort ham "dybt forbitret". Det er en af de største komplimenter, jeg nogen sinde har fået.
Krarups forbitrelse blev sikkert heller ikke mindre af, at DF få dage før havde været tvunget til at trække sig fra Paraden af interne årsager. Partiets pressechef var kommet til at sende den forkerte besked til den forkerte mail-gruppe. I beskeden beskrev hun, hvordan hun DF håbede, at "homoerne fik tæsk" under paraden. Problemet var, at beskeden ikke kun gik ud til folketingsgruppen, sådan som det var meningen, men til samtlige avis-redaktioner i landet.
Det er vigtigt på dette tidspunkt at slå fast, at Jesper Langballe, Søren Krarup og Mette Dencker ikke er uvorne DF-landsbytosser, som er kommet med solo-udmeldinger. Nej, de tegnede og tegner partiets officielle linje overfor homoseksuelle.
En linje, hvor man enten anser homoer som
1) en trussel mod heteroseksuelle normer og dermed mod hele samfundsordenen eller
2) dyr, som på ingen måde kan gøre sig fortjent til accept og ligestilling eller
3) syge stakler, som kan smitte resten af samfundet med deres sygdom.
Min tak til Jesper Langballe skal ses i lyset af den dæmonisering af homoseksuelle (og andre minoriteter), som DF har stået bag i de senere år.
Man skal være både døv og blind for ikke at kunne se, at partiet anvender samme retoriske kneb overfor muslimer og homoseksuelle. Og tilsvarende handicappet (for nu at bruge et Søren Krarup-udtryk) for ikke at indse, at det borgerlige Danmark, repræsenteret ved deres partier på Christiansborg, vælger at lukke øjnene fast i for Dansk Folkepartis horrible retorik og politik overfor minoriteter, når der skal tælles til halvfems mandater.
Et større vælgerbedrag end de borgerliges overfor landets homoseksuelle er svært at forestille sig.
DF's EU-politik samler stor opbakning i denne tid. Så stor, at partiet i visse målinger er ligeså stort som S og V.
Men er det ensbetydende med, at hver femte person jeg møder på gaden mener, at jeg er en handicappet, samfundsnedbrydende, slimet dræbersnegl, som bare er ude på at ødelægge hans perfekte hetero-tosomheds-idyl? (Subsidiært en livstræt, hundekneppende, understimuleret pervers stodder med behov for guddommelig accept af min sindssyge).
Naturligvis er det ikke det. Men i politik vejer de fleste fordele og ulemper, når krydset skal sættes. Og hvis det koster lidt homohad at få de grænsebomme og en ældre-check, så går det nok endda. Præcis som den blå regering til enhver tid var friske på at bytte lidt liberalisme med lidt racisme.
Eller ved de det slet ikke?
Gentagne meningsmålinger bekræfter, at danskerne er et særdeles homo-venligt folkefærd, så hvad hvis man spurgte DF's vælgere: er det her prisen værd? Har menneskerettighederne så ringe værdi for dig, at du vil give afkald på dem på vegne af din homoseksuelle søn, datter, nabo, fætter, købmand til gengæld for nogle hule løfter, som DF senere løber fra?
Jeg forestiller mig, at mange tusinde af dem vil blive chokeret, når de erfarer, at der indeni Dansk Folkeparti's Kinder-æg med den lækre skal af social retfærdighed, kolonihave-stemning og national tryghed befinder sig en slimet substans af koncentreret homohad, der har sin oprindelse i den mørke middelalder.
De mere erfarne DF'ere benægter, at de er anti-homo, præcis som de benægter, at de er racister. Og det i en grad, så man skulle tro, at håndteringen af sådanne anklager er en del af optagelses-ceremonien i partiet: først det harmdirrende, forargede "Jeg er aldeles ikke racist eller homofob- men"....fulgt af endnu en sviner mod minoriteterne. Derfra lynhurtigt over i den offer-rolle, som vi alle kender så godt: "det er en HETZ imod os", "de vil tage vores ytringsfrihed fra os" - og alt det andet apologetiske bræk, DF'ere lukker ud i medierne konstant, og især når de konfronteres med deres egne holdninger.
Hvem tager luften ud af DF's ballon? Det kan kun den politiker eller debattør, som evner at møde partiets vælgere i øjenhøjde og fortælle dem, hvilken farlig vej, de er slået ind på.
En sådan kvinde eller mand savnes inderligt i dagens politiske Danmark. Måtte hun eller han snart dukke op.
Jeg satte mig for for flere år siden, at denne AIDS-overlever faneme vil overleve både Langballe, Krarup og Kjærsgaard. Det vil der være en symbolik i, som jeg godt kan bruge på det personlige plan, synes jeg. I dag kan jeg mumle "one down, two to go", samtidig med at jeg sender Langballe en venlig tanke: tak fordi du vækkede mig af min søvn, gamle præst. Min mands, min egen og vores homo-venners kærlighed til hinanden pisser ingen på uimodsagt.
Tak fordi du gav mig mæle.
