HIV: den ubærlige fortid, den udfordrende nutid - og håbet for fremtiden

Statens Serum Institut er blevet færdig med sin opgørelse over HIV-tilfælde fra 2012.

Her er nogle nøgletal og kommentarer.

Sidste år fik 144 danske mænd og 54 danske kvinder besked om, at de har fået HIV. Dette er et fald i forhold til året før, hvor total-tallet var 267, men det kan være en enlig svale. Før man kan tale om en signifikant tendens, skal faldet fortsætte og foregå over flere år.

81 er smittet gennem homoseksuelt samvær, mens et flertal på 94 personer oplyser, at de er smittet gennem hetero-sex.

Et andet flertal på 106 personer oplyser, at de blev smittet i udlandet.

Halvdelen af de nykonstaterede med HIV er etniske danskere – den anden halvdel af udenlandsk afstemning.

Homoseksuelle mænd og udlændinge er således to grupper som er uforholdsmæssigt hårdt ramt af HIV set i forhold til disse gruppers andel af befolkningen.

Blandt de nykonstaterede med HIV er tre børn under fire år, som er smittet i forbindelse med deres fødsel som fandt sted i udlandet. Som så mange andre HIV-infektioner kunne også disse være undgået ved at man havde truffet de ret simple forholdsregler som forhindrer mor-til-barn smitte. For velbehandlede hiv-smittede gælder det, at vi sagtens kan få børn ”ved naturmetoden”, uden at barnet smittes, blot moren er på hiv-medicin og tager sine piller.

Blandt 2012’s nysmittede med HIV var seks stofbrugere, som var blevet smittet gennem deling af kanyler. Hermed bekræftes tidligere års fald i smittetilfælde blandt narkomaner. Et fald som kan tilskrives et velfungerende program som sikrer narkomaner rene nye kanyler, de nye fixe-rum i København og ikke mindst det faktum, at det er lykkedes at skærpe opmærksomheden på HIV i fixer-miljøet.

Én kvinde og én trans-person i statistikken beskrives som henholdsvis ”handlet” og ”på illegalt ophold i landet”.

I Danmark er HIV i høj grad et storby-fænomen. 44% af de nysmittede bor i Storkøbenhavn. Det er derfor overraskende, at vi i 2012 finder 10% af de nysmittede i Vestjylland. Derimod bidrager det midtjyske område med Århus kun med to personer til statistikken. Kan det hænge sammen med, at afdeling Q på Skejby Sygehus er nærmest legendarisk kendt i HIV-kredse for sin psyko-sociale indsats – ikke mindst i forhold til unge, nysmittede?

Noget som interesserer både læger og hiv-aktivister, er den tid som går fra smitteoverførslen sker til sygdommen konstateres. En HIV-infektion forløber sådan, at mange, men langtfra alle, indenfor de nærmeste par uger efter smitten udvikler influenza-lignende symptomer – typisk med høj feber. Derefter normaliseres tilstanden, men HIV-virus ligger i dit blod og dine organer og vokser i mængde år for år, samtidig med at dit immunforsvar nedbrydes. Denne udvikling standses og vendes i samme øjeblik, du begynder at tage HIV-medicin.  

Ved at måle på en persons immunforsvar, har man med andre ord et ganske godt fingerpeg om, hvornår smitten fandt sted. En af de mest brugte måleenheder i den sammenhæng hedder CD4 – tit omtalt på amerikansk som T-cells.

Dine CD4-celler er de celler i dit blod, som HIV-virus er i stand til at binde sig til. Denne binding finder sted løbende fra det øjeblik, du smittes. Efter smittetidspunktet vil antallet af raske CD4-celler i i dit blod med andre ord falde, hvorved dit immunsystemet gradvist bliver ude af stand til at fungere. Altså: risikoen for nye infektioner stiger støt, mens antallet af CD4-celler falder.  

Det er efterhånden veldokumenteret, at HIV spredes langt mest af folk som ikke selv aner, at de er syge. Et kvalificeret estimat siger, at en tredjedel af Europas HIV-smittede ikke selv er klar over, at de bærer sygdommen.

Der er altså gode folkesundhedsmæssige grunde til, at vi godt vil ”have fat i” de nysmittede, men mindst ligeså vigtigt er det for de ramte at få sygdommen under kontrol. En sent stillet HIV-diagnose medfører en ringere langtidsprognose (præcist om ved cancer og mange andre sygdomme).

En HIV-negativ persons CD4-tal ligger typisk mellem 800 og 1200, men kan i visse tilfælde være højere. 

Her i landet siger de officielle retningslinjer, at HIV-behandling påbegyndes senest, når CD4-tallet når ned på 350.

Personer som opdages med HIV og et CD4-tal på under 350 kaldes i fagsproget ’late presenters’. Når CD4-tallet er så langt nede, er der ikke lang tid til, at de første symptomer sætter ind som tegn på, at her er noget galt. Det kan være tilfælde af svamp i mundhule og spiserør, anfald af helvedesild eller andre sygdomme fra det katalog af infektioner, som kan ramme immunsvækkede. Hvis personen stadig ikke kommer i behandling, ses udbrud af egentlige AIDS-definerende sygdomme. De vigtigste blandt disse er Cytomegalovirus (CMV) som sætter sig på organerne og som ”æder dem”. CMV på øjnene var tidligere en almindelige AIDS-sygdom som medførte blindhed hos mange. Blandt de andre AIDS-sygdomme er lungebetændelsen Pneumocystis Jiroveci, også kendt som PCP-lungebetændelse. PCP-lungebetændelse klares ikke med penicillin. PCP er en hurtig morder som ofte slår til i en person med AIDS. Jeg husker endnu fyren fra min bekendtskabskreds som i firserne var en smuk mand med et fedt job i banksektoren. Jeg drak kaffe med ham på en cafe en lørdag, hvor han havde det strålende. Han anede ikke, at han fejlede det mindste. Tirsdag fik han lungebetændelse. Torsdag blev han indlagt. Søndag døde Kenneth af det som lægerne først senere diagnosticerede som en PCP-lungebetændelse som følge af AIDS.

I AIDS-kataloget finder vi også kræftformerne Hodgkins Lymfom og Kaposis Sarkom. Sidstnævnte viser sig som store lilla skjolder i huden som vokser og breder sig og tilslut sætter sig på vitale organer. De HIV-patienter blandt mine venner som jeg så dø i firserne og halvfemserne døde for manges vedkommende af lever- og nyresvigt, fremkaldt af Kaposi’s. Tro mig: en æklere død er svær at forestille sig.

Blandt de nykonstaterede med HIV sidste år var 55% ’late presenters’. Det er rimeligt at tro, at langt de fleste af dem først er kommet i kontakt med sundhedssystemet på et tidspunkt, hvor deres symptomer har antaget karakter af noget alvorligt – og for folk med blot en smule indsigt i området – af noget umisforståeligt.

Hvor lang tid går der fra man smittes, til immunforsvaret begynder at kollapse? Det varierer enormt. I enkelte tilfælde kan en person udvikle AIDS på et par år, men typisk går der 8-10 år. Andre igen – nogle ganske få – kan gå rundt med ubehandlet HIV i 15-20 år.   

Hvis man forudsætter, at personen i alle disse år har været uvidende om sin sygdom (eller har fortrængt den af angst for sygdommen eller omgivelsernes reaktion på den), er det ikke svært at forestille sig, hvor mange han eller hun kan have smittet i alle disse år.

En del danske kvinder smittes af deres faste partner eller ægtemand. Forløbet er typisk sådan, at manden smittes uden at vide det under samvær med en anden (mand?) i ind- eller udland, men fortsætter sex-livet med sin kone uden kondom. Tanken om triple-udspringet som bi-sexuel, utro og (måske) HIV-smittet afholder en del fra at blive testet – men det gør kun ondt værre.  

Blandt de ny-konstaterede med HIV sidste år, fik 40 samtidig en AIDS-diagnose. To af dem stod ikke til at redde. De kom for sent i behandling og døde en helt unødvendig AIDS-død. Det samme gjorde 18 andre, som tidligere havde fået en AIDS-diagnose.

For 10-15 år siden så man ofte mennesker i bøssemiljøet, tydeligt mærket af AIDS. Sådan er det heldigvis ikke mere. I dag kan man som HIV-patient have et langt og lykkeligt liv ved simpelthen at tage sin medicin hver dag. For manges vedkommende handler det om en enkelt pille om dagen; andre tager 3-4 piller på en gang alt efter, hvad der passer ham eller hende bedst. Ingen medicin er som bekendt fri for bivirkninger, men bivirkningerne rammer forskelligt fra person til person. Den pille som er genial for den ene patient, gør livet til et helvede for den anden – og omvendt. Et af målene i moderne HIV-behandling er derfor, at stoffet ud over at holde HIV nede og forbedre immunforsvaret også skal være så fri for bivirkninger som muligt.  

Der sker kolossale fremskridt indenfor HIV-forskningen i disse år. Med den utroligt effektive tre-kombinationsbehandling (tre stoffer, ofte i samme pille), er vi nået dertil, at HIV-virus kan undertrykkes i en grad så vi taler om ”umålelige værdier”; (hvilket bare betyder, at der skal dyrere udstyr til for at finde virus – ikke at det er forsvundet). Som ny HIV-patient i den vestlige verden kan man forvente at leve ligeså længe som ens raske familie og venner.

Atripla – en effektiv HIV-behandling. Tages en gang dagligt.

Der er derfor ingen grund til at smyge sig uden om en HIV-test af nervøsitet for resultatet. HIV er ’manegeable’. Følgerne af ikke at lade sig teste kan derimod være nærmest uoverskuelige. Du kan blive testet 35 steder i landet: på en af landets infektionsmedicinske afdelinger eller hos AIDS-fondets tjek-points i Århus og København – samt hos din egen læge.

Blandt bøsserne ser vi en glædelig udvikling i disse år. Man skal ikke langt tilbage i tiden, før fyre med HIV af mange blev ansat som farlige. Sygdommen ramte således dobbelt hårdt: ikke alene stod folk med en dødelig diagnose; mange oplevede samtidig at blive udstødt af vennekredsen, familien eller kæresten. På dating-markedet sank ens værdi med et trylleslag til nul.

Sådan er det ikke mere. Det er der en trist grund og en god grund til. Den triste er selvfølgelig, at antallet af hiv-smittede blandt bøsserne er så stort, at enhver i miljøet kan se, at hiv-smittede ikke er monstre, ikke er dumme svin, ikke er personer uden kontrol over sin egen adfærd. Mennesker er menneskelige. Ingen er ufejlbarlige. Shit happens – bare spørg de tusinder af heteroseksuelle som hvert år diagnosticeres med herpes, gonore og livmoderhalskræft som følge af usikker sex.

Den gode grund til at stigmatiseringen af AIDS-syge er på retur, er medicinens mirakel. Tre elementer er i spil her:

1) Du kan nu leve ligeså længe med HIV som uden.

2) En person med HIV i velfungerende behandling smitter ikke.  

3) Velbehandlede personer med HIV (det overvældende flertal af os) bærer ikke præg af sygdom. Faktisk er mange af os måske endda lidt bedre til at passe på os selv og vores helbred end folk er flest. Det er en stående vits i visse kredse, at jo mere veltrænet en bøsse er, jo større er chancen for, at han har HIV. Der er dog undtagelser fra denne regel. Se blot denne skribents veludviklede korpus.

For mange af denne verdens HIV-aktivister handler deres kamp om adgang til behandling. For andre handler det om retten til et værdigt liv, uden at man bliver frosset ude af fællesskabet på grund af den lille virus med den store virkning.  

Ingen sygdom er mere politisk end HIV. 66 regeringer rundt omkring på kloden opretholder en barnlig og populistisk tro på, at de kan forhindre HIV i at udbredes i deres lande, hvis blot de forhindrer udlændinge med HIV i at besøge deres territorium. Som HIV-positiv er det således umuligt at besøge Singapore, samtlige arabiske lande, Bahamas og mange, mange flere steder. For magthaverne der vil gerne ses om handlekraftige er syndebukke gode at have. At tanken om den HIV-positive der som et trylleslag skifter personlighed og i tilgift til sin HIV-diagnose forvandles fra et empatisk menneske til et uhyre, som kun er ude på at smitte andre, er dybt absurd og strider mod al forskning, generer dem ikke.

At fjerne disse angstens barrierer i såvel vores nærmiljø som på den udenrigspolitiske scene hører til de mange mål, vi HIV-positive har sat os. Det er et mål, vi konstant har fokus på, fordi det handler om livets store temaer: retten til respekt, retten til et værdigt liv, håbet om at elske og blive elsket.   

Det er en særlig glæde at kunne konstatere ved læsningen af statistikken for sidste år, at den allermest udsatte gruppe herhjemme – de unge bøsser – også er dem som oftest bliver tjekket for HIV. Det tegner godt for en fremtid med mindre drama og færre fordomme omkring HIV – og mere kærlighed.

PS: Der er ingen dumme spørgsmål, du kan stille om dette emne. Skriv og spørg gerne. Jeg svarer offentligt eller i dyb fortrolighed. Det er helt op til dig.