Her ser du Daniel Zamudio. En 24-årig fyr fra Chile som levede et sorgløst liv som bøsse i det sydamerikanske lands hovedstad Santiago indtil 3. marts sidste år. Den dag som skulle blive hans sidste. Daniel var nyudnævnt førstemand i en tøjforretning og var på vej hjem fra arbejde sidst på eftermiddagen. Som så tit valgte han at skyde genvej gennem en lille park tæt på sit hjem.
I parken blev han passet op af fire bøller, som spurgte ham, om han var bøsse. Daniel svarede bekræftende. Han var aldrig typen som skammede sig over, hvem han var.
Herefter startede et voldsorgie uden sidestykke, siden en tilsvarende skæbne overgik unge Matthew Shephard i Wyoming, USA, i 1998.
De fire mænd angreb Daniel Zamudio med knive og køller og brændende cigaretter. Da de holdt op seks timer senere, var der med kniv ridset et stort hagekors henover Daniels bryst. Hans ene ben var brækket efter gentagne slag, han var blevet brændt med cigaretter over 50 gange, og han var i dyb coma med en svær hjerneskade efter utallige kølleslag mod sit hoved.
Daniel Zamudio vågnede aldrig op. 25 dage efter den tragiske begivenhed besluttede hans kæreste og hans forældre i fællesskab at slukke for respiratoren.
Det var langt fra første gang, at et minoritetsmedlem blev offer for højreekstremister i Chile, men første gang at det endte med døden.
Det var langt fra første gang, at et minoritetsmedlem blev offer for højreekstremister i Chile, men første gang at det endte med døden.
 |
| Daniels Zamudios mordere |
En måned efter overfaldet blev gerningsmændene pågrebet. De viste sig at tilhøre en større organisation af nynazister, hvis primære hensigt var fysiske overgreb på folk som ikke lignede dem selv.
Der blev rejst tiltale mod de fire for overlagt mord, og det blev gjort gældende, at det var en skærpende omstændighed, at ofret var medlem af en minoritetsgruppe.
I dag faldt dommen: alle blev kendt skyldige. Dommeren udtalte, at de fire havde udvist en utilgivelig og uforståelig, men total mangel på respekt for menneskeliv. Udmålingen af straffen sker 28. oktober.
Angrebet på Zamudio udløste et ramaskrig af forargelse i Chile. Menneskerettighedsgrupper og grupper af homo-aktivister arrangerede store demonstrationer, og på kort tid lykkedes det endelig gennem folkeligt pres at få vedtaget den anti-diskriminationslov som havde ligget på parlamentets hylder og samlet støv gennem syv år, fordi stærke religiøse kræfter i landet var imod den. De frygtede, at homoerne ad den vej kunne få gennemført ligeret til at indgå ægteskab.
Selve lovgivningsprocessen medførte voldsom debat i landet: en majoritet i såvel befolkningen som i parlamentet ønskede loven vedtaget, da Chile ligesom adskillige andre lande oplever en kraftig stigning i hate-crimes mod minoriteter. Men flertallet mødtes af voldsom modstand fra en organisation af konservative kræfter med enorm politisk indflydelse: den katolske kirke.
Havde Daniel Zamudio været en religiøs person, som blev dræbt, fordi han gik rundt med et krucifix om halsen, havde ingen katolik tøvet med at kalde ham martyr. Men Daniel var bare en bøsse. En af de personer, som kirkens folk kalder elsket af Gud, velvidende at deres Guds kærlighed gives kun på én grum betingelse: at man som homo udsletter sit sande jeg.
Men en helt er han blevet. Vi homosexuelles ufrivillige helt.
Siden Daniels død er der blevet indført en lang række ligestillingstiltag i forhold til homoseksuelle i Chile og andre steder i Sydamerika:
Ved sidste års folketælling blev det for første gang lovligt at registrere sig som en familie, hvis man er to af samme køn.
Reglerne for bloddonation blev ændret, så en status som homoseksuel ikke længere er gyldig grund til at afvise en donor (for resten i modsætning til her i landet, hvor vi stadig diskriminerer på den måde).
I marts i år omstødte den Inter-Amerikanske Menneskerettigheds-domstol en højesteretsdom, som frakendte en lesbisk mor retten til samkvem med sit barn på grund af hendes sexualitet.
Men vigtigst af alt: den folkelige opinion er vendt. Mordet på Daniel Zamudio har været årsag til et positivt værdiskred i Sydamerika i almindelighed og Chile i særdeleshed.
Det krævede et brutalt mord med et uskyldigt offer og nogle letkendelige bødler at få flertallet til at forstå, at i samme øjeblik vi viger fra den grundlæggende menneskerettighedstanke, at vi alle er født lige, er vi på galt spor.
Og i Chile som overalt må religiøse mennesker med evne til selvransagelse igen stille sig spørgsmålet: hvordan kan min kirke kalde sig Guds kærlige og barmhjertige repræsentant på jord, når dens endemål i forhold til homosexuelle - om ikke dens midler - er det samme som bøllers, morderes og nazisters?
Æret være Daniel Zamudios minde.
