Stolthed og fordom, sundhed og sygdom

En gang imellem støder vi på udtalelser, som får os til at nikke samtykkende. "Du tog ordene ud af munden på mig", siger vi så.

Det var min oplevelse, da jeg faldt over et læserbrev i New York Times i forgårs. Skribenten er Bertrand Audoin, direktør for The International Aids Society. Emnet er de vidtrækkende følger som diskrimination og forfølgelse har - ikke bare for de berørte, men for folkesundheden og derfor i sidste ende også for bundlinjen i mange landes nationalregnskab. 

Bertrand tog ordene ud af munden på mig, så jeg har oversat hans læserbrev og tillader mig her at gengive det. I disse for vor verden så forfærdelige tider. 

Jeg har ikke yderligere at tilføje.  

Mordene for nyligt på Dwayne Jones, en transseksuel teenager fra Jamaica og Eric Ohena Lembembe, en homo-aktivist fra Cameroun, har ligesom ramaskriget som høres over hele verden på grund af Ruslands anti-homo-lovgivning vakt international opmærksomhed som eksempler på grove overtrædelser af menneskerettighederne.

Mens debatten om homo-rettigheder i den vestlige verden for tiden meget drejer sig om homoseksuelles ret til at gifte sig, har disse nylige begivenheder igen åbnet vores øjne for, at i mange lande bliver åbent homoseksuelle personer eller mennesker som mistænkes for homoseksuel aktivitet smidt i fængsel i årevis eller modtager en dødsdom. Det overstiger næsten fatteevnen, at homoseksualitet er ulovligt i 38 lande syd for Sahara.

Det er af største vigtighed, at presset øges på de regeringer som ved hjælp af lovgivning fortsætter med at gøre hverdagen til et mareridt for homoseksuelle. Men et endnu større pres kan udøves, hvis vi ser i øjnene, at denne berøvelse af menneskerettigheder ikke kun handler om borgerrettigheder. Den er skadelig for folkesundheden.

Tre årtiers erfaring med HIV/AIDS-epidemien har givet os uigendrivelige beviser for, at hvis man fratager de mest udsatte for HIV deres menneskerettigheder, driver det dem under jorden. Virkningen heraf er dobbelt: ikke alene må sex-arbejdere, mænd som har sex med mænd, stiknarkomaner og trans-personer leve i daglig frygt for repressalier, men præcis af samme grund er de også mindre tilbøjelige til at gøre brug af grundlæggende beskyttelsesforanstaltninger som fx kondomer for at beskytte sig selv mod smitte. Oplysningskampagner som rettes mod den almindelige befolkning når næppe disse borgere, og det er derfor ingen overraskelse, at i mange dele af verden er HIV betydeligt mere udbredt blandt sex-arbejdere, mænd som har sex med mænd, stiknarkomaner og trans-personer.  

Allerede i HIV/AIDS-epidemiens tidlige år stod det klart, at denne virus ikke diskriminerer, men at regeringer og mennesker gør. I dag er det stadig stigmatisering og diskrimination som giver næring til epidemien – og vi behøver blot at rette øjnene mod Rusland for at se, hvordan undertrykkelse og passivitet har forværret en af de hurtigst voksende hiv-epidemier i verden.

For ti år siden skønnede man, at antallet af mennesker med HIV i Rusland lå et sted mellem 100.000 og 200.000, hvoraf de fleste var blevet syge i forbindelse med stiknarkomani. I dag er tallet yderst alarmerende: en million ramte. Meget af skylden ligger hos de myndigheder som nægter at hjælpe ofrene med fx metadon eller sterile nåle.

Stiknarkomaner udsættes for massiv diskrimination i den russiske regerings berygtede ”behandlings”-centre, som har været udsat for hård og massiv kritik for deres krænkelser af menneskerettighederne i årevis.

Det kommer ikke som nogen overraskelse, at i et land som altid har næret en dyb mistillid til homoseksuelle og ”vestlige” kampagner til styrkelse af homoseksuelles rettigheder, er HIV betydeligt mere udbredt blandt mænd som har sex med mænd end i resten af befokningen. Især gælder dette blandt yngre bøsser.

Den fornyede hårde linje fra regeringens side øger kun frygten blandt LGBT-organisationernes medlemmer og vil ikke bidrage til at mindske infektionsraten blandt homoseksuelle mænd.

Det samme gælder i høj grad i mange af de 38 lande syd for Sahara, hvor homoseksualitet stadig er ulovlig. Selve infektionsraten blandt bøsser er ubekendt for disse lande, fordi så mange mænd frygter at blive identificeret som homoseksuelle.

Potentialet til spredning af HIV blandt såvel russiske bøsser som syd for Sahara er åbenlyst. Samtidig ved vi, at der findes tiltag som kan forhindre det.

I 1980’erne blev metadon- og nåleprogrammer helt afgørende elementer i at forhindre, at epidemien kom ud af kontrol blandt narkomaner.  I dag har Vesteuropa, USA og mange andre lande stort set elimineret udbredelsen af HIV blandt stofbrugere.

I lande som Portugal og Tjekkiet blev afkriminaliseringen af små mængder stoffer til eget brug i 1990’erne en vigtig faktor bag faldet i HIV-infektioner. At give stofbrugere retten til værdig lægelig hjælp og at henvise dem til sundhedscentre fremfor at spærre dem inde betød en revolution i folkesundheden i de pågældende lande.

At involvere det homoseksuelle samfund i kampen medfører store folkesundhedsmæssige fordele, og Australien er et godt eksempel herpå. Det er kun 35 år siden, at deltagerne i den første Mardi Gras Parade blev anholdt og slået; diskrimination og vold mod homoseksuelle fra politiets og den brede befolknings side var udbredt. Mens volden i 1978 helt klart øgede sammenholdet blandt bøsserne, var det begyndelsen på HIV/AIDS-epidemien få år senere som gav dem et stort ord at skulle have sagt i udviklingen af Australiens stærkt roste fælles front i kampen mod sygdommen. 

Begrænsningen af HIV/AIDS-epidemien i Australien blev en milepæl indenfor folkesundhed – opnået ved hjælp af lovgivning som anerkendte homoseksuelles menneskerettigheder.

Der er mindre end to år til at målene i FN’s Millenium Development Goals skal være opfyldt. På HIV/AIDS-området handler det om, at 15 millioner mennesker skal være i forebyggende behandling samt at væksten i epidemien skal være bremset. Men med mindre bøsser og andre berørte grupper får lov til at nyde de samme menneskerettigheder og den samme beskyttelse som deres medborgere, vil det ikke ske.

Vi har den videnskabelige viden som skal til for at stoppe AIDS-epidemien. Men vi kan ikke benytte vores viden på verdensplan, fordi så mange mennesker i højrisiko-grupperne frygter konsekvenserne af at søge hjælp hos de organisationer som kan hjælpe dem.

Ulykkeligvis er det politiske ledere som i store dele af verden er drivkraften bag stigmatiseringen af bøsser. Men det er de samme ledere som har en historisk chance for ikke bare at stoppe diskrimination, men også at yde en afgørende indsats mod en af verdens mest dødelige pandemier i deres egen baghave.

- Bertrand Audoin er direktør for IAS – The International AIDS Society.