I dag er det ideal lagt på hylden - i hvert fald hos Berlingeren. Uskyldens år er omme.
Det Berlingske Hus - Berlingske Tidende, BT, nyhedsbureauet BNB og et hav af lokal-aviser er en magtfuld faktor i Danmark, men også et hus som har lagt alle intentioner om objektiv nyhedsdækning bag sig. Samtidig befinder koncernen sig midt i en kamp for sin overlevelse - en kamp som tilsyneladende fylder så meget i den interne bevidsthed, at der ikke længere er plads til selvransagelse.
Berlingske Medier er i dag en borgerlig propaganda-maskine, som ikke kun på leder-plads og i andre holdningsprægede indlæg lader sin borgerlige grundholdning skinne igennem. Nej, i dag er langt de fleste nyhedsartikler gennemsyret af en stærk borgerlig tankegang. Objektivitet er ikke længere et parameter i husets nyhedsformidling.
Et eksempel: Berlingske fra lørdag 8. September. Solgt i løssalg fra hver snart sagt hver eneste kiosk og benzintank i kongeriget til en pris af kr 30,-. Denne analyse omfatter kun avisens 1. sektion.
Forsiden: Dagen efter Villy Søvndals meddelelse om, at han trækker sig tilbage som SF-formand, fylder nyheden meget i avisen. Den store overskrift brøler "Magtkamp efter Villy", og artiklen handler om det - for borgerlige åbenbart højst usædvanlige - at SF har en tradition for, at medlemmerne vælger partiets formand. Den korte artikel fortæller om "magtkampe" og om Astrid Krag som bakkes op som ny formand af "magtfulde" Thor Möger Pedersen - men ingen af de personer, som avisen omtaler, har rent faktisk udtalt sig om emnet - og slet ikke til Berlingske.
Side 2: Lederartiklen er en Lisbeth Knudsen tour de force - én lang nedrakning af af Villy Søvndal, kulminerende i sætningen "Håbet er, at SFs svækkelse viser sig så dyb, at Villy Søvndals befrielse også befrier Danmark for regeringen". Men skadefryd er aldrig klædelig, og slet ikke hos en lederskribent i Danmarks ledende borgerlige avis.
På samme side findes også dagens karikaturtegning som gør grin med Margrethe Vestager og Villy Søvndal, samt en henvisning til "Groft Sagt" på side 28 med et ædende ondt citat om SF som omtales som "Stegte Fluer". Derunder en henvisning til dagens kronik som er skrevet af Søren Krarup - endnu et bidrag fra den pensionerede præst og anti-muslimske hysteriker i hans kamp mod menneskerettighederne.
Side 3: en helsides reklame fra Magasins afdeling for damelingeri.
Side 4 og 5: Et dobbeltopslag som fortsætter forsidehistoriens tema om den "magtkamp" som angiveligt finder sted i SF. Der er en præsentation af Ida Auken og Astrid Krag, men det bemærkelsesværdige er, at avisen fortsætter med at tale om "fløjkrige", "magtkampe" og "opgør", men at ingen af de personer, som bladet bringer på banen har sagt andet til avisen end "ingen kommentarer". Igen kommer det tilsyneladende som et chok for avisen, at man i et politisk parti kan have en demokratisk proces omkring et formandsvalg med opstilling af kandidater, valg og udnævnelse. Desuden er der i mindre opsætning en omtale af en måling, som Gallup har lavet for Berlingske som viser, at et flertal af SFs vælgere bakker op om Villy Søvndals beslutning om at træde tilbage.
Side 6 og 7: Nedrakningen af Villy Søvndal fortsætter i en retrospektiv artikel om, hvordan han har ledt sit parti til succes og derefter kørt det i sænk, afsluttende med den mystiske sætning: "Det vækker både vrede, frygt og håb i SF, at Villy Søvndal overdrager opgaven med at acceptere regeringens politik til en helt ny og uprøvet formand". Artiklens forfatter åbenbarer ikke, hvad han havde forventet i stedet. Læseren spørger lettere mystificeret sig selv: har noget parti i verden i grunden sagt farvel til en partiformand og erstattet ham med en person som med stor erfaring i netop den rolle? Dette er jo regederligt sludder! Artiklen har da heller ingen kildehenvisninger og ikke et eneste SF-medlem som udtaler sig til citat - men den er lang og ordrig.
På de samme to sider: Politisk kommentator Thomas Larsen "analyserer". Larsen konkluderer åbent det, som har været et det usagte, underliggende tema på de foregående sider: "Samlet set virker overdragelsesforretningen i SF som en antitese til det gennemtænkte, velforberedte og lydefri ledelsesskift, der blev eksekveret af Pia Kjærsgaard, da hun gav DF videre til Kristian Thulesen Dahl". Thomas Larsen kunne sådan ligeså godt have tiljublet diktaturstaten Nordkoreas måde at give magten videre på eller prist en af verdens fascistiske lederskikkelser for hans evne til at skide på demokratiet og meddele sine undersåtter: stem ja eller skrid. Ligger basale demokratiske grundprincipper virkelig Thomas Larsen så fjernt, at han kan finde på at sammenligne SF med DF og dybt beklage, at de første ikke er som de sidste? Åbenbart! Er jeg den eneste som finder det chokerende, at gode gamle Tante Berlinger hylder et parti, hvor medlemsdemokrati er ikke-eksisterende, og hvor enhver dissens mødes af øjeblikkelig eksklusion, samtidig med at avisen spotter et andet parti for dets demokratiske struktur?
Hvad sker der for jer, Berlingske? Er grøfterne mellem blå og rød virkelig så dyb i jeres optik, at I har besluttet jer til at give fanden i faktuelt indhold og æde alt fra blå blok råt, uanset hvor anti-demokratisk det er?
Side 8-17: Indenrigstelegrammer, reklamer, og "smånyt".
Side 18-19: Et dobbeltopslag om USA's præsidentvalg med en reportage fra Demokraternes konvent skrevet af David Trads. Budskabet er: Obama er "træt", "skuffende", "uden schwung","uden bud på en ny politik" og "i virkeligheden er alting meget værre i Obama's USA end det umiddelbart ser ud til". Er amerikansk politik virkelig så firkantet for Berlingskes læsere? Er du blå i Danmark, støtter du Romney i USA. Er du rød, er du Obama's mand. Ikke just et sofistikeret verdensbillede. Faktisk primitivt på 7. klasses niveau. Og en grov desavouering af USA's demokratiske vælgere.
Side 20-21: Reklamer og stof om handicap-OL.
Side 22-23: Berlingskes Bent Blüdnikow i et demagogisk mesterværk af en "nyhedsartikel" flår TV-serien Matador fra hinanden og kommenterer på baggrund af samtaler med diverse højrefløjs-intellektuelle, at Lise Nørgaards mesterværk blot er et "kulturradikalt", forvrænget billede af Danmarks historie. To ting falder især Blüdnikow og vennerne for brystet: at TV-seriens Doktor Hansen er medlem af Radikale Venstre og modstandsmand. "Den slags fandtes der stort set ingen af", udtaler historikeren Steen Andersen til artiklen. Artiklen nævner imidlertid intet om samme Steen Andersens nære tilknytning til den meget konservative del af erhvervslivet gennem sit forfatterskab om forretningslivets koryfæer, men hvad værre er: den nævner heller ikke, at "journalist Bent Blüdnikow" er den samme Blüdnikow, som var medstifter af CEPOS. Han er kendt som "Danmarks selvudnævnte McCathy og heksejæger" med henvisning til manden som i 50'ernes USA indledte en klapjagt på alle venstreorienterede og som hensatte landet i en ubegrundet kommunistforskrækkelse, som det tog årtier at overvinde. Tre af Blüdnikows bøger har måttet trækkes tilbage til forlagene, fordi det viste sig, at de indeholdt så mange løgne, at forlagene ikke kunne stå ved dem. Hvad laver han på den avis, som engang var Danmarks fornemste organ for folkeoplysning? Og hvorfor lader avisen som om, han er en objektiv journalist?
Endnu mere forarges Blüdnikow over, at De Konservative i TV-serien fremstilles som folk med nazi-sympatier. Og igen bringes Steen Andersen på banen som et sandhedsvidne. "Det er et temmelig forløjet billede skabt af en kulturradikal konsensustænkning", siger Andersen. Uoplyste læsere bedes her betænke, at "kulturradikal" i vide borgerlige kredse er et skældsord på linje med "stinkende kloakslam" og "Institut for Menneskerettigheder".
Jeg tror ikke, at jeg nogen steder udenfor diktaturstater før er stødt på et så gennemskueligt forsøg på historieforvrængning som denne artikel. Der er en grund til, at De Konservative nødigt taler om 1930'erne. I Danmark var Konservativ Ungdom en overgang så fascineret af Hitler, at man gik i strårem og heilede, og den konservative top-politiker Ole Bjørn Kraft udgav en bog om fascismen, hvor han omtalte Hitler i stærkt rosende vendinger. Der er fotos nok som dokumenterer det. Rystende at Blüdnikow og Andersen fornægter det.
Man forstår, at nu - med 2. verdenskrig på lang afstand - er det magtpåliggende for det borgerlige Danmark at hvidvaske sig selv fra den skændsel, som man udgjorde i midten af forrige århundrede, og denne artikel er et pinligt, pinligt forsøg på manipulation, rettet mod de unge og yngre historieløse, som ikke har fået fortalt i skolen, hvordan det virkelig var. Dette er usselt, kære Berlingske. I et mislykket forsøg på et cover-up af det borgerlige Danmarks dunkle fortid ender I som en skamstøtte over alt det værste i den danske medieverden. En sølle, virkelighedsforvrængende las, som ikke lader sovjetiske Pravda under Bresnjef eller DDRs TV-nyheder under Honecker noget efter. Det er så groft, at man kunne tude. Og samtidig melder tanken sig: skyldes Berlingskes enorme tilbagegang måske, at ikke en gang de mest kongeblå blandt de blå kan leve med et medie som fordrejer virkeligheden så groft for at please sin ikke nærmere definerede målgruppe af borgerlige læsere? Jeg tror det.
Side 24-25-26-27: Kulturnyt med blandt andet en nedrakning af den seneste koncert i DR's koncertsal.
Side 28: Sørine Godtfredsen, præst, journalist og Folkekirkens ærkekonservative svar på dræbersneglen i et frådende angreb på kirkeministeren som vil tillade vielser i det fri. Godtfredsen mener, at vi skal passe på med at det religiøse bliver for festligt. Et rimeligt standpunkt i betragtning af at hun selv er så festlig som en selvdød vandrotte. Men mellem os sagt: hvem er det masochistiske par som ville ønske sig at blive viet - udendørs eller indendørs - af det levende oldtidsfund Godtfredsen? Fik jeg nævnt, at Godtfredsen er et fremtrædende medlem af Tidehverv - den kirkelige bevægelse, der med Søren Krarup som centrumsfigur forsøger at overbevise omverdenen om, at Gud hader socialister, "de kulturradikale" og humanister som går ind for at behandle alle mennesker som ligeværdige?
På samme side: "Groft sagt" - avisens satiriske afdeling, hvor fem ultra-borgerlige skribenter forsøger at gøre sig morsomme på venstrefløjens og "de kulturradikales" bekostning, anført af Claes Kastholm-Hansen, tidligere chefredaktør på Ekstrabladet, men mest kendt for at hærge redaktionen og sine medarbejdere med alkoholisk storhedsvanvid, en karakterafvigelse der manifesterede sig ved, at han verbalt hånede og nedgjorde alt og alle – samtidig med at han utrætteligt lovpriste sin egen genialitet. På et tidspunkt slog ordene ikke til, da han ville udtrykke sin foragt over for en medarbejder. Derfor tog han sine bukser af og sked rundt omkring på den pågældendes kontor, hvorefter han tørrede røv i gardinerne. På aftenens rundtur i huset hånede han de medarbejdere, som han stødte på, og en kvindelig medarbejder i redaktionssekretariatet fik en omgang, som i mere snerpede kredse nok ville være blevet opfattet som sexchikane. Politikens Hus er rummeligt, men chefredaktørens skideri var dog for grænseoverskridende, så Claes Kastholm Hansen måtte forlade sin stilling. Adskillige medarbejdere jublede af lettelse over hans afgang, og der gik ikke et døgn, før historien var kendt i alle byens bladhuse. En sand repræsentant for borgerlige dyder med andre ord. Nu free-lancer han for Berlingske med hyppige bidrag til Groft Sagt.
På denne dag har GS fem små indlæg: et fra Claes Kastholm, hvor han sviner Villy Søvndal til og et andet, hvor han sviner Morten Dahlin til. Dahlin er netop blevet valgt som Venstres nye folketingskandidat i Slagelse, og Kastholms problem med ham er ikke hans politik, men at han er 23 år gammel. Kastholm går amok på Dahlin. Citat: "Herefter vil Danmarks parlamentariske forsamling blive beriget med endnu en type, der ligner de andre til forveksling, dvs. lige over teenage-alderen, studerende, uden livserfaring, uden erhvervserfaring. Det er åbenlyst vanvid". Kastholm foretrækker med andre ord, at Folketinget IKKE afspejler vælgernes ønske, men har åbenbart ikke overskud til at reflektere over, hvad man i grunden kalder det, som så er hans eget idealsamfund. Her er et hint: ordet demokrati indgår ikke. Claes Kastholm er dansk journalistiks mandlige pendant til Bitterfissen, men blottet for selvironi og humor. En sur, gammel drukkenbolt som har gjort selvopdyrket skadefryd til det bærende element i sin tilværelse. Endnu et stykke bundfald fra den danske journalistverden, som Berlingske har fundet det rimeligt at omfavne og ophøje til orakel.
Groft Sagt's Edith Thingstrup er ikke fru hvemsomhelst. Hun er medstifter af den ultraborgerlige snakkeklub CEPOS og desuden aktiv i Islamkritisk Netværk, hvor hun hygger sig med højreekstremister med mørkhuds-allergi som Søren Krarups datter Kathrine Winkel Holm. Thingstrup har skrevet småbitte perfide GS-klummer i årevis. Aldrig over ti linjer, aldrig velargumenteret, altid let injurierende, altid i bund og grund tanketomt. På denne dag hæfter hun sig ved, at Marianne Jelved har udtalt, at når folks dagpengeperiode er ved at udløbe, bliver de ofte "kreative". Kreativ er endnu et skældsord blandt borgerlige, og Thingstrup fabulerer over, at Jelveds motiv for at smadre dagpengemodtagernes privatøkonomi nok er, at de så bliver "kreative" og altså dermed selvskrevne medlemmer af de kreatives parti: De Radikale. Det er himmelråbende pladder, ordgejl og argumenter som kan pilles fra hinanden af en førsteårs retorik-studerende (eller af en gennemsnitligt begavet venstrefløjsblogger som denne, hvis han ellers gad bruge sit liv på inferiøre personer som Thingstrup), men hun slipper afsted med den slags dag efter dag, uge efter uge, år efter endeløst fucking år - ad nauseam.
På samme side: et indlæg fra direktøren fra DITEK som anbefaler, at man sætter støtten til Danmarks Radio ned, da enhver jo ved, at de er nogle venstresnoede banditter. Han gør det med det noget specielle argument, at jo mere spændende DR bliver, jo kedeligere bliver resten af kulturlivet. Vi lader billedet af Danmarks kulturliv som en permanent fastfrosset konstant stå et øjeblik.
Side 29: Søren Krarup (er han ikke død?) fråder imod Jacob Mchangama fra CEPOS - den ultraliberale tænketank - fordi Mchangama ikke er racistisk nok. Indlægget er endnu en alenlang ordflom i den kampagne imod Menneskerettighederne som Søren Krarup og hans datter Marie har gang i. Krarup citerer Biblen og Grundtvig og konkluderer, at tanken om, at vi skal have respekt for alle mennesker og at enhver er født lige er pladderhumanisme. Underforstået: "Racisme er vejen frem. Jeg er bedre end alle andre. Følg mig - tilbage til stenalderen". Den eneste grund til, at Søren Krarup ikke for længst er dømt for racisme - ikke en, men talrige gange - er, at han pakker sine holdninger ind i et intellektualiserende og teologisk kaudervælsk, der kræver en større evne til dechifrering af sproglige detaljer end ofrene for hans had almindeligvis mestrer. Lad os skære det i pap: havde Krarup levet og skrevet i tredivernes Tyskland havde han været selvskreven til en medalje.
Resten af Berlingskes 1. sektion denne dag består af sporten, dødsannoncer, prædikantlisten til søndag og vejrudsigten.
Det Berlingske Hus befinder sig i en dødskamp i disse måneder. Snart er dets tid som selvstændig medie-virksomhed forbi.
Det er et hus med stolte traditioner: Svend Kragh-Jacobsen, Malin Lindgren, Peter Wivel og talrige andre kulturpersonligheder som har bidraget på uvurderlig vis til danmarkshistorien, har skrevet i den fantastiske avis, som Berlingske Tidende en gang var. I Det Berlingske Hus fik tabloid-formatet sin ilddåb, da B.T. fødtes en dejlig sensommerdag den 31. august for 96 år siden. Berlingske var en gang Danmarks fornemste nyhedsmedie - avisen hvis integritet var ulastelig. Det førende organ for objektiv folkeoplysning.
Og nu?
Ak, hvor forandret.
Avisen har solgt ud. Ikke kun af sine aktier, men af sine idealer. I dag er den blot en reklamesøjle, rettet mod den mere brovtende, ureflekterende del af det borgerlige Danmark. Kun det lidt højere lix-tal adskiller den fra søsteravisen BT, som på det sidste har gjort sig bemærket med en helt ny type artikler: fritopfundne "kampagnenyheder" beregnet på at skade de borgerliges politiske modstandere, men uden skyggen af sandhed bag de mange ord.
Passer virkeligheden ikke ind i det blå verdensbillede, Berlingske ønsker at sælge, så laver man verden om - gennem fortielser, antydninger, gætterier og et konstant bombardement af spydigheder, rettet mod modstanderne. Uden substans, men beregnet på et skabe en følelse af os - de rigtige - og de andre - dem som er til grin.
Er der da slet ingen nedre grænse for, hvor dybt Berlingske vil ydmyge sig selv? Hvor langt man vil gå i den højere sags tjeneste som man selv har defineret som "Op med de blå - om det så koster os vores selvrespekt"?
Om kort tid ophører tilværelsen for Det berlingske Hus, som vi kender det i dag. Man hører T.S. Elliot's ord for sit indre øre: This is how the world ends. Not with a bang, but a whimper.
Fra forbillede til dårligt eksempel. Fra respekt til despekt. Fra alles ideal til de fås nyttige idiot. Fra fri og frank til fattig, flosset og færdig.
Måske melder tanken sig: hvilket plankeværk skal Knudsen, Kastholm, Krarup, Blüdnikow, Godtfredsen, Søren Pind og alle de andre sure gamle mænd af begge køn så pisse op ad fremover? Men kun til man forstår, at disse latterlige, frådende, enøjede, manipulerende noksagter ikke bærer løsningen i sig på problemet. De er problemet. Årsag og virkning i et.
Farvel, Tante, farvel. De skamred dig, til du døde af det. Nu ligger du som de har redt.
Hvil i fred.
