Den blå blok i dansk
politik er ved at falde over sig selv i begejstring hver gang den finder på en
ny løgnehistorie, den kan plante i medierne.
Så mens vi venter på
opgøret mod ophavsmændene til Helle Thornings skattesag, som ikke var der;
retsopgøret om Jægerbogs-oversættelsen som ikke var foretaget af onde muslimer,
men i vores eget forsvarsministerium; rigsretssagen om Claus Hjorth
Frederiksens ulovlige embedsførelse og vildledning af Folketinget og Birthe
Rønns ditto som drev hende ud af hendes eget ministerium, kan vi i dag undres
igen over den måde, man tænker på blandt de blå spin-magere, når der skal
skabes lidt ramasjang:
Det startede i Børsen i
morgen. Avisen kunne til manges store forbavselse meddele, at regeringen i
hemmelighed havde indgået en aftale med fagbevægelsen om at slette to
helligdage, hvoraf den ene er Store Bededag. Den anden dag er endnu til
forhandling, fortalte finansverdenens bibel fra Møntergade, som også kunne
oplyse, at den ny aftale er særlig ugunstig for funktionærer. De to ekstra
arbejdsdage ville nemlig ikke udløse ekstra løn for fastansatte på månedsløn,
hed det.
Så brød helvede løs:
Historien fik sin faste
plads i TV2 News båndsløjfe og røg på TV2’s internetside 1 minut (!!!) efter,
at den kunne læses på Børsens hjemmeside. Stationens overskrift lød:
”Enige: to helligdage skal
sløjfes”.
Venstre var omgående klar
med en udtalelse: Med savlen løbende fra mundvigene tordnede Peter Christensen
løs mod regeringen og anklagede den for at ”forhandle i hemmelighed”.
Så røg han også ind i
News-båndsløjfen, hvor han fik selskab af en ”analyse” af Hans Engell som
mumlede lidt om, hvor svært det ville være for regeringen at slippe af sted med
det her.
De Konservative satte alle
sejl til ved udsigten til lidt medietid til det hårdttrængte – nærmest
ikke-eksisterende overklasseparti. Mai Henriksen – De Konservatives svar på
Fløjtetønden Viktoria – så regeringens skumle planer som et attentat mod selve
danskheden. ”At holde Store Bededag er en del af måden at være dansk på”,
udtalte hun og så ud, som om hun mente det. Mange med forstand på de dele
mener, at årsagen til hendes partis deroute skyldes dets mangel på talentmasse.
Henriksens ord bekræftede formodningens rigtighed.
Så blev det Dansk
Folkepartis tur. I dag levede partiet igen op til sit kælenavn som
”Fjolsepartiet”.
”Dette er et angreb på
selve kristendommen”, tordnede arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted, som
tilsyneladende er helt uvidende om, at Store Bededag slet ikke er en bibelsk
helligdag, men blot en fridag man fandt på, da der skulle laves en bette
arbejdsmarkeds-reform under Reformationen i 1686.
Intervieweren undlod at
spørge Bøgsted, om han også forveksler bagerens hvedeknopper med sognepræstens
oblater – et spørgsmål som eller lå lige til det ekstreme højreben. Og det
fremgik heller ikke, om Dansk Folkeparti mener, at regeringen og/eller
fagbevægelsen nu pludselig er infiltreret af islamlister som prøver at skabe
terror i vores samfund ved at ramme os på vores allerhelligste – fridagene –
men det var nok kun fordi, taletiden trods alt er begrænset i TV2’s fine
nyhedssløjfe.
Og sådan gik den morgen:
rundt og rundt og rundt kørte karrussellen. Hvert kvarter i timevis gentages de
samme indslag til alle er ganske svimle og aldeles spunnet ind i det blå spin.
Indtil stationen til sidst
blev NØDT til at bringe historien som punkterede alle de andre: FOA’s Dennis
Kristensen meddelte, at der IKKE er nogen planer om at afskaffe de to
helligdage, at det ikke kommer til at ske, og at der faktisk slet ikke har
fundet forhandlinger sted om det.
Man skulle tro, at dette
lammende slag mod Børsens og TV2’s troværdighed ville bringe nyhedskarrusellen
til et øjeblikkeligt stop.
Men sådan fungerer det
ikke. Det giver højst et lille ryk i karrussellen. Så fortsætter det:
Dennis Kristensens
alarmerende udstilling af alle de blå mediers og politikeres løgne pakkes
omhyggeligt ind i det blå spin, som derefter kører uanfægtet videre: stationen
vedbliver at hævde, at der har været hemmelige forhandlinger, Peter Christensen
savler uanfægtet videre i det samme klip om regeringens hemmelighedskræmmeri,
Hans Engell analyserer videre på nyheden som ikke er der, og den ukristeligt
kristelige DF’er med forfølgelsesvanvid fortsætter sine rablerier om sabotagen
mod hans barnetro. Og kun som en lille parentes dukker Dennis Kristensens
dementi op med mellemrum – som en påstand blandt alle de
”analyse-underbyggede facts" fra de hårde nyhedsdrenge på Børsen og i
News-maskinen.
Endnu en dags blå
propaganda-arbejde er slut.
Ikke med at propagandere
for den blå politik, forstås, men med at lyve, bedrage, undergrave, manipulere,
tilsvine og snigløbe ikke bare sine politiske modstandere, men også de vælgere,
man drømmer om at score for sin sag.
For sådan arbejder den blå
blok i dansk politik og dens følgagtige mediemaskine og har gjort det i mange
år – lige siden de glade Fogh-dage, hvor man fandt ud af, at man kunne lyve
landet ud i en krig som kostede hundredtusinder af uskyldige civile livet, og
hvor regeringens støttepartis spinmaskine havde held med at så lus i skindpelsen
mellem landets oprindelige befolkningsgruppe og vores nytilkomne borgere med de
dyb-blå medier og politikeres opbakning.
Sikke et sus det må have
givet. To megaløgne som man kunne holde kørende i årevis. Nok til at give
enhver spindoktor våde pletter i bukserne.
Intet er så godt for ens
egen politiske succes som et fjendebillede som ignoranterne tager til sig.
Begrebet sandhed er i den sammenhæng ikke nogen faktor af betydning.
Og mens røgen lægger sig
og besindigheden indfinder sig, sidder ofrene for mandagens spin og vælgerne og
nyhedsnarkomaner med overblikket i behold tilbage og kan konstatere, at der ved
Gud er noget råddent i mediebilledet i Danmark.
Vi mangler journalister
med faglig integritet. Vi mangler analytikere og medie-direktører som ikke mere
eller mindre gedulgt arbejder som håndlangere for deres egne politiske partier.
Vi mangler etik i nyhedsbranchen og i spinverdenen, gør vi.
Det er ikke en
kulturkamp. Det er ikke og bør heller ikke være en kamp mellem rød eller blå.
Men det er en kamp mod løgnen som en levevej, mod underlødighed og skjulte
agendaer.
Og det er kampen
for de medier af kvalitet som enhver borger i et demokratisk samfund har
et berettiget krav på.
