Kirkeminister Per Stig Møller bebuder, at han i næste folketingssamling vil stille forslag om et ritual til brug for homoseksuelle i Folkekirken. Ikke en vielse, understreger ministeren, mens han slår syv kors for sig, men en velsignelseshandling af en ikke nærmere defineret slags.
Men ministerens løfter er tomme.
Efter al sandsynlig er regeringen Løkke Rasmussen en saga blot efter det snarlige valg, og en ny, rød regering vil gå anderledes radikalt til værks: Samtlige partier i oppositionen går ind for total ligestilling af homoseksuelle i forbindelse med ægteskabs indgåelse og ser ingen grund til fortsat sondring mellem heteroseksuelle og homo'er. Hermed er de på linje med halvdelen af Danmarks biskopper, et flertal af landets præster og to tredjedele af befolkningen.
Så de borgerlige kan ånde lettet op: ved hjælp af mange års forhalingstaktik som står i stærk kontrast til det lovjaskeri, som har præget VKO i de senere måneder, slipper de for at bryde den årtier lange tradition, de har for at stemme imod ethvert tiltag til fremme af homoseksuelles ligestilling.
Ikke mindre end 36 gange er borgerlige partier i Folketinget gået imod ligestilling af homoer. Otte gange har de samme partier aktivt stillet forslag om forringelser af homoseksuelles rettigheder i forhold til heteroseksuelle. Og regeringens støtteparti truede for et par år siden ligefrem med at vælte regeringen, hvis den stemte ja til mere ligestilling i spørgsmålet om adoptionsret til homoseksuelle. "Folketingsgruppen og ledelsen i Dansk Folkeparti er rasende over at blive ydmyget på den her måde" udtalte Søren Espersen, da det viste sig, at et par borgerlige politikere var rede til at bryde partilinjen og stemme ja. "Hvis regeringen ikke får orden i egne rækker, kan den ikke i længden regne med, at vi bakker den op", fortsatte han.
Når det gælder homoægteskaber har partiets fører ikke været mindre skarp. "Den socialistiske fløjs kamp for at give homoseksuelle retten til at blive gift i kirke er ikke en kamp for ligeværd, men en kamp imod ægteskabet", skrev Pia Kjærsgaard i sit nyhedsbrev sidste år. Hun undlod dog at redegøre for, præcist hvordan hendes parforhold med ægtemanden Henrik Thorup trues, blot fordi to forelskede fyre eller piger gifter sig. Måske fordi truslen er ligeså imaginær som den Fru Kjærsgaard ser i en indvandrerpige med et tørklæde?
Spørgsmålet om homoerne og Folkekirken har skabt voldsom uro på kirkens højrefløj. Så meget at der har været talt om en opsplitning af kirken. Samme højrefløj har i talløse læserbreve tordnet om, hvor syndigt det er at følges ad for to som gerne vil samme være - i hvert fald hvis det er to af samme køn. Alene i Kristeligt Dagblad har der været flere hundrede tilkendegivelser om emnet. Omkring 90% af fordømmende karakter.
I mellemtiden har vi set dybt katolske lande som Spanien, Brasilien og Argentina indføre ligestilling for homoseksuelle i deres kirker. Det samme er sket i fx Holland, Norge, Sverige og Sydafrika samt i flere amerikanske stater.
Herhjemme har mange homoer for længst resigneret og tilsluttet sig de andre tusinder, som i de senere år har meldt sig ud af Folkekirken, fordi de ikke længere følte noget tilknytningsforhold til den.
For andre har debatten givet anledning til dybe overvejelser:
- Kan man ikke være en god kristen uden at være medlem af den Folkekirke, som trods mange gode intentioner hos et stort antal præster, biskopper og menighedsråd ikke har evnet at lægge låg på den frådende anti-homo-retorik som Indre Mission og præster som Søren Krarup og Jesper Langballe har benyttet sig af?
- Hvorfor har al tale om vigtigheden af den såkaldt rummelige folkekirke fokuseret på at give plads til den kirkelige højrefløjs holdninger og slet ikke de homoseksuelles?
- Og helt fundamentalt: er det i virkeligheden ikke på tide, at den juridiske del af et ægteskabs indgåelse flyttes til rådhuset for alle par, uanset deres seksualitet, hvorefter de som måtte ønske det så kunne søge kirkens velsignelse over deres forhold? Sådan fungerer det i forvejen jo i langt de fleste lande.
Per Stig Møller har skullet gå den vanskelige balancegang mellem ikke at tirre sit eget bagland og at vise en eller anden form for imødekommenhed overfor homoseksuelle på grund af det politiske og folkelige pres, han udsættes for. Det ser ud til at være mislykkedes helt og aldeles. "I den folkekirkelige rummeligheds navn" opretholdes retten for præster til at diskriminere, og forelskede homo-par vil være tvunget til at rende spidsrod for at finde en præst som vil vie dem. Implicit forventes der en taknemmelighed fra det homoseksuelle pars side. Ikke imod Gud for livet og kærligheden, men imod den præst og den kirke som er villig til at yde dem tålt ophold for en stund. Er det en værdig start på et mangeårigt samliv i kærlighed? Gu' er det ej.
Jeg har skrevet det før og gør det igen:
Det er et ubestrideligt faktum, at INTET fremskridt for homoseksuelle nogen sinde er opnået med de borgerlige partiers hjælp. Ikke ét.
Med Per Stig Møller i uhellig alliance med de mest forbenede mørkemænd og -kvinder, som Danmark kan opvise, opretholdes den tradition også frem over. Godt deres tid snart er forbi.
