Ordensreglement

Jeg modtager ind imellem anonyme kommentarer til min blog. Alene i dag er der kommet to.

Det giver mig anledning til at genopfriske denne blogs korte ordensreglement:

Jeg er meget glad for kommentarer, men anonyme* af slagsen slettes med det samme - uanset hvor mange fortræffeligheder, de måtte indeholde.

Kan du ikke stå ved dine egne holdninger, er der ingen grund til at andre skal bruge tid på at forholde sig til dem.

* Du er ikke mindre anonym blot fordi du kalder dig Johnny B. Goode eller Mor Danmark eller Kinabugtens Kaj og skriver fra en til lejligheden kreeret hotmail-adresse.

Jeg glæder mig til at høre fra dig.

Med ordet i sin magt

 På Politiken har Dansk Folkepartis Peter Skaarup begået en ligegyldig blog om fortræffelighederne ved VKO's nye race- og kvalifikationssorteringssystem til familiesammenføring.

Og som altid når den slags pladder luftes, raser debatten nedenunder bloggen i mere eller mindre velformulerede vendinger.

En af "debatørerne" kalder sig selv "nazi svin", men jeg tror ved nærmere granskning af hans ord, at han har forvekslet feltet, hvor han kunne give sit indlæg en overskrift med det felt, hvor man skriver sit eget "navn".

Hvorom alting er: mange, inklusive undertegnede har allerede brugt mange ord på at tage afstand fra de nye regler, men jeg har ikke oplevet nogen, som har gjort det så effektivt som denne skribent. Faktisk gør han det så godt, at jeg vil tillade mig at citere ham ord til andet - korrigeret for et par små stavefejl i det oprindelige forlæg:

"Det bliver surt når dine gamle vælgere med gråt hår og svag sædkvalitet skal passes af piger med tørklæde, fordi alle unge 'etniske' danskere er skredet til udlandet pga af jeres afmontering af al kultur, sund økonomi og dannelse.

Alternativt kan jeg se for mig en flok gamle Pittelkow- og Karen Jespersen -lignende typer, tørre hinanden i deres rynkede røve i rundkreds på en golfbane i 2035. En mild straf for den gang de suttede den af på hinanden for at holde på pengene.

I pisser på jeres eget stupide vælgersegment, og de er så blæste af hormonforstyrrende stoffer og giftigt svinekød at de tror, det er de 6% 'fejlfarver', der er løbet med pengene. 

I fortjener at drukne i jeres eget gylle. ØF! Hold kæft hvor bliver det sjovt at se jer jamre og klamre jer til jeres fladskærme når lortet går nedenom og hjem. 

Til jeres søde hospitalsforslag har jeg en anden løsning: den som ikke vil behandles af en med tørklæde: lad dem dø, så kan vi andre måske holde ud at være her."

Denne blogger har intet at tilføje, andet end "synes godt om".

Er der en læge tilstede?

Det menneskesyn som ligger bag Dansk Folkepartis opbakning til ønsket om at kunne blive tilset af en “hvid”, ikke-muslimsk læge på de offentlige hospitaler er det samme som skabte jødedeportationerne og KZ-lejrene.

Det næste bliver, at de samme mennesker kræver “kristne” kassedamer i supermarkederne, og så er ladeporten for generel sortering efter race på vid gab.

Velkommen til apartheidstaten Danmark.

Det er brækfremkaldende, men slet ikke overraskende at DF bakker sådanne ideer op, og ækelt, racistisk og grænseoverskridende perverst, at vi har en sundhedsminister som støtter disse tanker.

For fanden, hvor vi dog trænger til det valg.

Spis kage I

Danmarks Radio tirsdag d. 16 november 2010, kl 21:00:
Ungdomsarbejdsløsheden stiger dramatisk i Danmark. På to år er antallet af ledige unge blevet fordoblet. 39.000 unge er nu uden arbejde. LO frygter, at det kommer til at gå dem ligesom firsernes unge. Mange af dem endte i langtidsledighed. Beskæftigelsesminister Inger Støjbjerg foreslår de mange ledige at tage en uddannelse. Så er de jo også ude af hendes statistikker.

Danmarks Radio tirsdag d. 16 november 2010, kl 22:00:
Regeringen varsler dramatiske nedskæringer i Statens Uddannelsesstøtten. Et tiltag som klart "vender den tunge ende nedad" og som vil afholde mange fra dårligt stillede hjem fra at tage en videregående uddannelse. Det levner samtidig naturligvis mere plads til flere af de riges børn.
-------------

At høre regeringens ministre tale om de tragiske følger af den økonomiske krise er som at høre Marie-Antoinette sige til det sultende franske folk, som skreg på mad, at de da bare kunne spise kage i stedet.

Det er svært at afgøre, hvem som er mest virkelighedsfjern, men Inger Støjbjerg må klart henregnes til regeringens elite, når det gælder evnen til at lukke øjnene for de meget jordnære og påtrængende problemer, hun er sat til at løse.

Marie-Antoinette endte med at miste hovedet i en guillotine under den franske revolution. Inger Støjbjerg slipper lettere: hun får sin livsvarige ministerpension og beholder alle legemsdele intakt. Lad det være et håb, at hun i det mindste oplever at stå som et nummer i den alenlange arbejdsløshedskø, som hun selv har sin store del af ansvaret for. For hvem skulle dog ville ansætte et så virkelighedsfjernt fruentimmer?

Spis kage II

Efter tirsdagens vellykkede citronhalvmåneattentat mod Dansk Folkeparti har flere foreslået, at seancen gentages på den forestående valgdag. 


Til den tid kunne man så passende sende Pia Kjærsgaard og hendes venner et anseligt parti tudekiks til fællestrøstespisningen i gruppeværelset ovenpå det sviende nederlag.  


Opskriften på tudekiks skulle angiveligt være den samme som til Bagermester Harepus's peberkager i den unge bagersvends grådfremkaldende udgave:


Når en tudekiksebager bager tudekiksekager 
tar han først en mægtig gryde og et kilo smør omtrent 
og hvis gryden ikke vælter 
blandes smørret mens det smelter 
med en teske puddersukker til det lugter brunt og brændt! 
Og i smør og sukker kommer han en halv snes æggeblommer 
som han rører ud i gryden med et kilo hvedemel. 
Når det værste er af vejen, krydres tudekiksedejen 
med et kilo ægte peber og et lille drys kanel!


Wælbekom'

Østrig tur-retur

Poul Nyrup mener som bekendt, at Dansk Folkeparti ikke er stuerene.

Man kan kun rose manden både for hans holdninger og fordi han står fast på dem.

Det samme kan ikke siges om Pia Kjærsgaard.

I dagens morgen-tv kaldte hun Nyrup hadsk, fordi han sammenlignede Dansk Folkeparti med det østrigske Frihedsparti, som Jörg Haider tidligere stod i spidsen for.

TV2's mikrofonholder havde en til lejligheden medbragt ligeså elendig hukommelse som den journalist som senere skrev om episoden.

Ingen af dem fandt grund til at minde Pia Kjærsgaard og seerne om, at i år 2000 drog Kjærsgaard til Østrig sammen med Kristian Thulesen Dahl, Mogens Camre og Søren Espersen for at støtte netop Frihedspartiet, mens Østrig var underlagt EU-sanktioner på grund af netop Haiders højreekstremisme.

Og ingen mindede Pia Kjærsgaard om, at Jörg Haider nægtede at tage imod hende.

Jörg Haider med de nazistiske rødder syntes nemlig, at Fru Kjærsgaard og hendes parti var alt for ekstremistisk til, at han ville være i stue med hende.

En ting er, at Pia Kjærsgaard til fuldkommenhed evner at gå i total selvfornægtelse, hver gang hun konfronteres med beviser på sin egen ekstremisme. Men det er uacceptabelt, at danske medier giver hende så meget medietid, men så uendelig lidt mediemodspil. Hun lyver så stærkt som en hest kan rende. Og hun slipper afsted med det.

Og derfor breder stanken af racisme sig, hvor Kjærsgaard og hendes entourage end kommer hen.

Stuegang

Poul Nyrup fastholder, at Dansk Folkeparti ikke er stuerent.

Reaktionen fra Pia Kjærsgaard er forventelig, men hendes formuleringer interessante.

Nyrup "bør blive i sine internationale cirkler og leve i sin globaliserede verden nede i Bruxelles", siger hun. Og svinger sig endda op til at sige, at Nyrup med sin bemærkning fornærmer "danskerne".

Dermed får hendes tilhørere bekræftet, at Kjærsgaards horisont stopper ved den danske grænse, og at hun hverken er er international eller globaliseret. Samtidig tillader hun sig igen-igen har den frækhed at gå i statsmands-mode og tale på vegne af "danskerne".

Der er hundredvis, hvis ikke tusindvis af eksempler på Dansk Folkepartis hadefulde udtalelser om mindretal.

Der er ikke tal på de spande lort som DF har hældt ud over muslimer, homoseksuelle og andre mindretal.

Alligevel være partiets top rundt på et sygeligt mindreværd som giver sig udtryk i et stort behov for at se sig selv ganske almindelige borgere, hvad de ikke er. De repræsenterer en hel- eller halvracistisk lille minoritet på 13-14%, og der stinker af had, hvor de viser sig.

Anfægtes deres tilhørsforhold til gruppen af mainstream danskere fortsætter fornægtelsen: de glider ind i rollen som forfulgte uskyldigheder med en lethed som en ål der snor sig i mudder. Og de elsker den.

Og medierne giver Pia Kjærsgaard frit løb og opbakning til at blive i fornægtelsen: TV2 lånte hende fx deres mikrofon i samfulde ni minutter, så hun kunne fråde stort set uimodsagt imod Poul Nyrup.


Er de stuerene? Gu' er de da ej. Til gengæld lider de af verdens største selvbedrag.

Harry's deroute

Finanslovsaftalen for 2011 indebærer blandt mange gruopvækkende indgreb også et som omhandler DSB.

Statsbanerne skal - ved noget som minder om en massakre på den kollektive trafik - spare 300 millioner kroner om året.

Samtidig foræres Vestjylland svimlende 2,5 milliarder kroner til endnu en tom motorvej. Denne gang mellem Herning og Holstebro. Sådan bestikker Venstre de vildt flygtende vælgere fra udkantsdanmark.

Endnu en gang må man konstatere, at det indædte had, som V og K nærer til alle store statsinstitutioner får afløb hver gang efter den samme simple, men snedige plan. En plan som de kan nikke genkendende til i den offentlige sundhedssektor og i Danmarks Radio for blot at nævne to eksempler af mange:

Man starter med at mistænkeliggøre ledelsen.

Det følges op af årlige nedskæringer på bevillingerne, hvilket resulterer i stigende kundeutilfredshed.

Herefter er et indgreb nødvendigt, og handlekraftige VKO tvinger dramatiske organisationsændringer igennem:

en ny regionsstruktur fx, eller frasalg af Statsbanernes skinner, eller vild overbetaling til en række privathospitaler til aktiv bekæmpelse af den sundhedssektor, man selv ejer; eller fyring af en direktør, en bestyrelsesformand eller begge og indsættelse af nye chefer som tror, at de starter i jobbet med regeringens opbakning, men som tager grueligt fejl:

Nedskæringerne fortsætter nemlig, og herefter er man "nødt til" at tvangsprivatisere noget af foretagendet. Typisk igennem at udbyde et af firmaets få indtægtsgivende guldæg til salg, mens det statslige foretagende må hutle sig igennem med resten.

Og så skærer man ned igen.

Tilsidst ligger den hæderkronede gamle statsvirksomhed i ruiner: druknende i massiv badwill fra befolkningen, som aldrig fandt ud af at rette deres vrede det rigtige sted hen, håbløst bagefter konkurrenterne. Til salg for en slik til det højestbydende udenlandske selskab for hvem en monopol-lignende indflydelse på den danske infrastruktur må forekomme som en sød drøm.

Og prisen betales i form af tusinder af arbejdsløse og et land med en infrastruktur, som landets borgere ikke selv er herrer over. Samt i dette tilfælde ikke at forglemme: en kollektiv trafik på et niveau, som placerer Danmark blandt de ringeste i hele Europa. Her kører ingen superhurtigtog, men masser af kronisk forsinkede bumletog; her er hof-retten ved længere togrejser ikke gourmet-anretninger eller bare nogle små lækre økologiske sandwiches. Nej, der bydes - aldeles symbolsk for Rigets tilstand efter 10 år med VKO - på hundeæde-wienerpølser som holdes lunkne i termokander medsamt "brød", bagt på luft og sekunda-mel til overpris.

Jo, vi er tæt på VKO's endestation for gamle DSB: Selv en tur i en gammel brun Taunus forekommer mere tillokkende.

Med racismen på finansloven

I dag faldt forhandlingerne om Danmarks finanslov for 2011 på plads.

Og der er nok at forhandle om, skulle man mene, midt i en global krise som rammer ned i enhver danskers hverdag. Alle bliver på en eller anden måde berørt af de dramatiske nedskæringer, som samfundet udsættes for næste år: beskæftigelsen vil falde, antallet af tvangsauktioner stige, servicen forrringes på skole- og fritidsområdet, på sundhedsområdet, på ældreområdet og på uddannelsesområdet.

Folk i tusindtal mister deres job. Mange må gå fra hus og hjem.

Men i det bizarre og forpestede politiske miljø som hersker her i landet, er finanserne helt og aldeles uden betydning, når der forhandles finanslov. Også i den sammenhæng handler det om udlændinge.

Derfor fik Danmark i dag også Europas, ja, måske verdens strammeste flygtninge- og immigrationslovgivning.

Mekanismen er nemlig den simple herhjemme, at det eneste parti med magt, dem som skulle forestille at repræsentere den lille mand, den lille håndværker, den ufaglærte arbejder, pensionisten uden opsparing, de syge, førtidspensionisterne, netop det parti skider de samme befolkningsgrupper et stykke, når det gælder:

På afstemningsdagen er deres agenda nemlig, at Dansk Folkeparti bakker de rigestes repræsentanter på tinge op til gengæld for det eneste som betyder noget for disse selvudråbte folkets repræsentanter:

mere udlændingehad, flere stramninger, flere overtrædelser af internationale konventioner. Mere statsracisme.

Og fordi Danmarks borgerlige partier pt er så uredelige og griske, at de gerne kaster almindelige menneskelig anstændighed på racismens flammende bål, blot for muligheden for at score nogle ekstra millioner i skattelettelser,  får situationen lov til at gentage sig hvert år: de velbjærgede borgerlige laver endnu en horribel plan som vil gøre skellene mellem rige og fattige danskere endnu større, men som til gengæld stiller dem selv ufatteligt meget bedre.

Så grådige og korrupte er de, at selv om de ved, at prisen for disse ekstra goder bliver mere racisme og mere fremmedhad, er det en kamel, de gerne sluger.

Og Danmarks selvbestaltede folkeparti benytter med usvigelig sikkerhed anledningen til at røvrende deres egne underfrankerede kernevælgere ved at stemme for de riges dagsorden på bekostning af dem, de skulle forestille at repræsentere.

Så fremmedfjendske er Pia Kjærsgaard og hendes flok nemlig, at selv om de ved, at prisen for de yderligere udlændingestramninger som de kræver bliver ringere - ikke bedre - vilkår for deres egne kernevælgere, er det en kamel, de gerne sluger.

Danmark går under i disse år - ikke på grund af vores medborgere med anden hudfarve og ikke på grund af de flygtninge, som vores egen militariske adfærd har været med til at bringe til verden.

Nej, vi går under i et selvskabt inferno af griskhed, smålighed, racisme, selvfedhed og ansvarsforflygtigelse, fremkaldt af blokken som kalder sig blå, men som står for det sorteste, man kan forestille sig.


Billede af Mette Dreyer venligst lånt fra Politiken 01apr2010

Menneskesyn

Den forkætrede 24-års regel skal nu blødes en anelse op, udtaler statsminister Lars Løkke til Venstres landsråd.

"For den 23-årige amerikanske sygeplejerske, der allerede kan noget dansk, skal det være lettere at flytte til Danmark med sin danske ægtefælle. For hende har vi brug for," udtaler Løkke Rasmussen til Berlingske.

"Andre udlændinge kan dog være nok så gamle - dem kan vi ikke bruge - de bliver slet ikke lukket ind i landet".

En del tyder på, at Venstre efter ti års parløb med DF helt har overtaget støttepartiets værdier, siden man uden at blinke kan fyre sådan noget bræk af.

Taler du om brugbare mennesker underforstår du, at andre mennesker er skrot. Det siger alt som det menneskesyn som præger VKO.

Årsag og virkning

Hate crimes mod homoseksuelle og andre mindretal er i fremgang - i modsætning til stort set resten af samfundet. 

Vi er mange homoseksuelle som enten selv er blevet overfaldet helt umotiveret på gaden eller kender nogen som er blevet det. Et par af mine gode venner oplevede, at tre svenskere(!) gik amok på dem. Det kostede den ene af dem synet på det ene øje og den anden en brækket næse. Politiet ville først optage anmeldelse efter at der var indgivet klage. Ordensmagten mente, at det var den risiko, man løb, når man tillod sig at stå kl 22 en lys sommeraften foran en bøssebar og ryge en smøg.

I starten nægtede justitsminister Mikkelsen overhovedet at anerkende hate crimes, endsige gøre noget ved dem. Til sidst gik han yderst modstræbende med til at registrere sådanne overfald, men stadig uden at foretaget sig noget konkret for at forhindre dem. Talk is cheap, siger man. Ingen kan bebrejde Mikkelsen for at rutte med ressurserne, når det gælder vold mod homoer. 

Vi glemmer dig aldrig for det, Brian. Du og dine som er imod homo-adoptioner, imod homo-vielser, imod kunstig befrugtning til lesbiske. I som har stemt imod ligeret til homoseksuelle ikke mindre end 36 gange de sidste par årtier, kunne ikke en gang nosse jer sammen til at hjælpe os mod grov fysisk vold. Jeres passivitet og modstand er indirekte med til at fodre de homofobes og voldeliges syge hjerner med ideen om, at homoer er mindre værd end andre. Og jeres ønske om at tillade hate speech ved at afskaffe "racismeparagrafen" er blot mere vand på de samme hadefulde menneskers mølle.

For homoseksuelle er Danmark på ligestillingsfronten gledet langt bagud, selv i forhold til lande, som vi aldrig plejede at sammenligne os med. Er du homoseksuel i Spanien kan du blive gift, adoptere børn, også som enlig,  og har i enhver henseende samme rettigheder som heteroer, inklusive som bloddonor. I Danmark er du pr definition persona non grata i en blodbank, hvis du er homo - uanset hvor sundt du lever.

De mange diskriminerende signaler mod homoseksuelle i Danmark er hver for sig måske af mindre betydning, men tilsammen udgør de et uskønt billede. Med små nålestik mindes man som bøsse eller lesbisk dagligt om, at man ikke er helt ligeværdig. På nær selvfølgelig når der skal betales skat.

Homoseksuelle indgår i faste parforhold ligeså tit som  heteroseksuelle. Vi udgør 5-10% af befolkningen, men hvornår så du sidst et homopar holde i hånd på gaden eller give hinanden et lille kys til farvel i døren? Tror du, at grunden er, at vi ikke har lyst? Du tager fejl. Nej, grunden er, at den slags små dagligsdags udtryk for kærlighed kun kan foretages med et årvågent blik for omgivelserne. Går det nu an? Hvad hvis nogen giver sig til at råbe eller ligefrem angribe? Til gengæld får man som bøsse eller lesbisk et vågent øje for, hvor meget heteroseksuelle udtryk for seksualitet i virkeligheden fylder i det offentlige rum og tydeligvis uden at det går op for de tusinder af heteroer, som går hånd i hånd på Strøget eller som tungesnaver på gaden eller i Metroen - uskønt som det er, uanset hvem som gør det. Pointen er bare, at heteroseksuelle kan gøre det uden frygt for repressalier.       

Jeg er fornyligt kommet hjem fra endnu en tur til San Francisco, hvor piben har en anden lyd. For nogle måneder siden skrev en forretningsmand fra Texas til en brevkasse i byens største dagblad The Gate. Han ville gerne have et godt råd i anledning af et forestående forretningsbesøg i byen, hvor han ville tage sin 16-årige søn med. "Hvor skal vi vælge at bo i byen, hvis jeg vil skåne min søn for at se på homoerne?", lød hans spørgsmål.

Bladets redaktør foreslog ham at blive væk, fordi typer som ham ikke er velkomne i byen. Til nød kunne han måske nøjes med at sende sønnen alene til San Francisco, idet man måtte gå ud fra, at der stadig er håb om at han med et lidt andet perspektiv kan undgå at ende med samme homofobe holdninger som faren.

Faren blev rasende over svaret og endte med at skrive til San Franciscos borgmester. Kunne det virkelig passe, at der ikke var et eneste homofrit område i Byen ved Bugten, og hvordan kunne man i øvrigt leve med en så arrogant avis?

San Franciscos (heteroseksuelle) borgmesters svar var som forventet: han fortalte venligt, men bestemt forretningsmanden fra Syden, at han var uønsket i San Francisco, og at han - hvis han alligevel valgte at komme - måtte indstille sig på at leve med synet af en mangfoldig og glad befolkning.

Københavns bystyre er for flertallets vedkommende pro-homo. På landsplan ser det beskæmmende anderledes ud. V og K er direkte imod homoligestilling (selv om de ofte siger noget andet). Og for DF er vi homoseksuelle kun interessante, når vi kan bruges til at anklage muslimer for manglende tolerance. Hvis det derimod er højrenationalister, skin-heads og tilfælde fulde danskere på bytur som overfalder os (hvad det oftest er), så er der larmende tavshed hos Kjærsgaard og co.

Mindretal har hårde tider i Danmark i disse år. Homoseksuelle har i så henseende et skæbnefællesskab med muslimer, jøder, ja alle andre som ikke ligner eller lever som Hr og Fru Jensen. I dag er det dig, i morgen mig.

Hvert år til Gaypride kommer spørgsmålet igen: "hvorfor har I så hårdt brug for at udstille jeres seksualitet?" Mit svar er altid, at resten af året ser jeg dagligt og uden ubehag på heteroseksuelle udfoldelser i bybilledet, i TV, i biografen, i reklamer, i kirken, i bussen, i supermarkedet. Så når nu I, som er det store flertal går til makronerne resten af året, er det så ikke meget forståeligt, at vi andre kan få lyst til at give den hele armen den ene dag, hvor vi er så mange, at vi kan gøre det uden frygt?

Det er svært at finde en entydig forklaring på den mentalitetsændring som er sket i Danmark i de senere år, men et er sikkert: intolerancen vokser og vokser og i al for høj grad mangler der politisk lederskab på topniveau til at sige fra overfor diskrimination og hate crimes. Det er altid dejligt, når radikale, socialdemokrater og resten af venstrefløjen utvetydigt taler vores sag, men opbakningen modsvares desværre af korslagte arme og tomme blikke hos dem som bestemmer - hos V, K og O.

Mange homoseksuelle er borgerlige og fastholder, at deres seksualitet er deres egen sag og ikke et politisk emne. Sådan kan man efter min mening først tillade sig at mene, den dag den sidste bøssebasker er buret inde og fuld ligeret for alle homoer er nået. Den dag da teenage-drengen Jonas fra Skjern og Lisbeth fra Allinge-Sandvig på samme alder kan se deres forældre i øjnene uden frygt og sige: "kære mor, kære far. Jeg er homoseksuel" - og være stensikre på at blive mødt af kærlighed og utvetydig opbakning.

Den dag enhver ung eller gammel homo tør begive sig ud i verden med ranke skuldre og et fast,  fremadskuende blik og en tro på sig selv og det liv, som man er blevet til del.

Den dag hvor kærligheden sejrer. One love.

Landet Jensen

Da sangeren Dino Paul Crocetti for mange årtier siden skulle have sit store gennembrud, var hverken han selv eller pladeselskabet i tvivl om, at et navneskift var påkrævet og Dino Martino blev født. Allerede få år efter stod det imidlertid klart, at endnu en ændring var nødvendig, og at Dean Martin lød endnu bedre i publikums ører, så sådan blev det.

Hundredvis af andre internationale stjerner har valgt at skifte navn, da de stod på tærsklen til berømthed. Farrokh Bulsara blev til Queen’s Freddie Mercury, Maurice Micklewhite til Michael Caine, Reginald Dwight til Elton John, Norma Jeane Baker til Marilyn Monroe og en kendt fader og søn duo af mandlige skuespillere med latino oprindelse hedder i virkeligheden henholdsvis Ramón Estévez og Carlos Irwin Estévez, selv om offentligheden kender dem bedre som Martin og Charlie Sheen. Selv en TV-personlighed som talk-show-værten Jon Stewart har skiftet navn. Han er døbt Jonathan Stuart Leibowitz.

Tendensen fra USA har bredt sig ud over hele kloden og også til Danmark. Sangeren Sebastian er døbt Knud Grabow Christensen, R&B-sangerinden med det eksotiske navn Medina er i virkeligheden fra Århus og døbt Andrea Fuentealba Valbak. Indtil sit gennembrud arbejdede hun i en sandwichbar i Århus M(idtby). Nik og Jay hedder Petersen og Thomsen til efternavn og Birthe Kjær hedder Hansen.

Jo, vejen til glamour er ofte brolagt med kravet om et nyt navn, men interessant nok har navne-ændringerne bredt sig til kredse, hvor man ikke skulle forvente det. Det drejer sig om det danske erhvervsliv, hvor telefonsælgere åbenlyst opfordres af arbejdsgiverne til at ændre navn til Hansen eller Jensen, hvis de har et for arabisk klingende navn. "Danskerne" vil nemlig ikke købe noget af en sælger som hedder Asadi eller Ahmed. Heller ikke selv om sælgeren taler flydende dansk. 

Ingen af Dean Martins fans var nogen sinde i tvivl om hans italienske oprindelse, som han koketterede meget med. Og ingen bebrejder en stjerne, at hun eller han har valgt et mere mundret navn end sit fødenavn, hvis de skal slå igennem. Men når både nydanske borgere, arbejdsgivere og den brede danske offentlighed indgår en uskrevet aftale om, at besiddelse af et udenlandsk-klingende navn er lig med personlig utroværdighed og uvederhæftighed er vi langt ude. Meget langt ude.  

Der er mange herhjemme som kæmper for janteloven og som rynker bryn af ethvert tegn på diversitet, men konsekvensen af sådanne holdninger er på sigt lammende for vores samfund. Hvis vi vælger at lukke os om os selv og kun accepterer personer som er vores alter ego, kan vi snart vinke farvel til både vores velfærdssamfund og til Danmarks placering som et af verdens rigeste lande. Og gør vi det oven i købet med den implicitte foragt og ydmygelse som ligger i at tvinge visse medborgere til at skifte navn, før vi vil omgås dem, er det samfundsundergravende adfærd. Intet mindre. Landet Jensen er måske nok et gråt, grød-agtigt lykkeland for hel og halv-racister og udlændinge med et masochistisk gen, men som nation betragtet chanceløs i en globaliseret verden, hvor samarbejde, åbenhed og tolerance er overlevelsens ubønhørlige krav.