I disse dage går jeg rundt med blå mærker, ondt i alle lemmer og muskler og givetvis en ansats til en diskusprolaps. Jeg er forslået, forbidt, perforeret, har fået permanente ar og mange flere grå hår end for bare få uger siden. Mest af alt er jeg træt og nedslidt som et kommunalt alderdomshjem med overbelægning.
Jeg har nemlig holdt ferie.
Det forholder sig sådan, at jeg elsker at slappe af, når jeg har fri. Anderledes er det med min mand. Han – og ikke mindst hans store familie – ELSKER ”projekter”, når de har fri. De bygger huse og river dem ned. De fælder træer, de støber fundamenter, de anlægger terrasser og knalder lige en carport op i kaffepausen. De lægger nyt tag på udestuen og hugger brænde, saver i spånplader, moderniserer, renoverer og demolerer, kører i pendulfart til genbrugspladsen og er i det hele taget pisse-irriterende energiske i sammenligning med en magelig fyr som mig.
Nu ville det jo ikke være et godt parforhold, hvis vi ikke i det mindste prøvede at komme hinanden lidt i møde, så derfor har vi en uskrevet regel om, at for hver uge med afslapning, skal der være en ”aktiv-uge”. For ikke så længe siden var vi på en dejlig, stille og rolig tur til vores ”hemmelige” lille sted på det græske fastlands vestkyst, og derfor var der ingen vej udenom, når det gjaldt ferien i juli: vi var simpelthen nødt til at indkalde svigerfamilien for at de kunne få afløb for deres virketrang under opførslen af den ny, overdækkede terrasse til vores sommerhus.
Før jeg blev gift, anede jeg intet om forskellen på en strø og et spær. Jeg levede i lykkelig uvidenhed om dragere og lægter, dampspærrer, faldvinkler og trapezplader. Det var en yndig tid, som Katy Bødtger sang i radioen i min barndoms stuer.
Næppe var jeg blevet introduceret for min mands familie, før jeg fandt mig selv siddende en bitterkold januardag højt oppe på taget af min ny ægtefælles tvillingebrors to-etages ruin af et håndværkertilbud i færd med at lægge et nyt tegltag. I dagens festlige anledning havde vi rejst et stort stillads. I ugerne forud havde vi revet førstesalen på huset ned, så der kun var gulvene tilbage. Vægge, lofter, vinduer – ALT havde vi fjernet, og så startede vi genopbygningen.
Det hele kulminerede i taglægningen, som var et mesterstykke af teamwork: oldinge og børn, kvinder og mænd, alle de ”frivillige” deltagere i Projektet, dannede en lang tagstens-transportkæde, som sendte funklende nye teglsten fra haven, op ad stilladsets stiger, videre op på taget og med to mellemmænds lange armes hjælp frem til frysende, immun-svækkede, aids-syge lille mig, som sad overskrævs på tagryggen og kæmpede mod højdeskræk, frost i næsen og stive fingre, mens jeg prøvede at lægge de dyrebare sten korrekt på den nye tagkonstruktion.
Nede på græsplænen stod de allermindste og heppede.
Jeg har aldrig følt mig så maskulin som den dag.
På det tidspunkt vidste jeg ikke, at ruin-projektet i sidste ende ville resultere i en skilsmisse (beboernes, heldigvis, - ikke vores), og at jeg derfor aldrig ville komme til at se det endeløse byggeprojekt fuldført.
Jeg kunne heller ikke ane, at en klog forsikringsmand få måneder efter ville inspicere ”vores” flotte tag og meddele, at fordi dampspærren var lagt på den forkerte led, måtte hele taget pilles ned igen, og arbejdet gøres om.
Og jeg vidste slet ikke, at dette blot var starten på en lang række af ”projekter”, fordi netop den slags opgaver er det, som mere end noget kan samle min mands familie.
Jeg skal forskåne mine ærede læsere (tak fordi I hænger på så trofast – begge to) for historierne om bygningen af æresportene i anledning af et guldbryllup og et sølv-ditto samt den halve port til en nieces kobberbryllup, og lad os også bare springe elegant henover totalrenoveringen af Mosters kælder og mine svigerforældres parcelhus. Alt det er nemlig vand imod den udfordring, vores eget sommerhus viste sig at være for min elskede mand og hans familie.
Jeg skylder at fortælle, at det er et dejligt hus. Det fejler INTET. Vi valgte det blandt andet, fordi det var totalt nyistandsat, og det var en god ting, fordi det skulle være vores lille fristed. Her behøvede vi ikke at lade os drive ud i flere halsbrækkende ”projekter” af tvivlsom teknisk og kunstnerisk værdi. Her kunne vi endelig få FRED.
Hvor var jeg naiv.
Næppe var de første familiemedlemmer ankommet til første inspektion af vores lille nykøbte hus, før et gigantisk kastanietræ på vores grund blev udråbt som skyggespreder og dermed kandidat til fældning. Søndagen efter mødte alle op. Svigerfar på 70 klatrede op i svimlende højder med en økse i den ene hånd og gik løs på træets krone, mens vi andre holdt vejret. Dette var på alle måder farligere end hvad man kunne opleve i noget cirkus.
Kæmpestore grene væltede ned over os. Nogle af dem var lårtykke (hvis man kan sige det om noget så pænt som et træ) og vejede mindst det samme som Michael Kessler (eller mig selv for den sags skyld. Vi vejer nemlig det samme, Michael og mig – det er bare fordelingen af kiloene, som er dramatisk forskellig). Alle sprang for livet, mens svigerfar gik til angreb på det gamle træ, som om det var en slags botanisk terrortrussel, der var kommet til Sydsjælland. Til sidst kom han ned fra trætoppen igen, gasblå i hovedet af anstrengelse, men med et tydeligt veltilfreds udtryk i ansigtet. På vejen ned havde han fastgjort et reb til træets stamme, og det greb vi så alle fat i, efter at et andet familiemedlem havde savet et stort indhak i træets nederste dele.
”Så hiver vi”, kommanderede den gamle, og det gjorde vi, og så væltede det gamle træ. Jeg råbte ”TIMBER!!!!” imens det faldt, for det gør de i amerikanske film, men det forhindrede nu ikke det store træ i at vælte ind over vores rosenbed og samtidigt aflive et par stauder i faldet. ”Nå, vi undgik da, at det smadrede selve huset”, sagde svigerfar begejstret, mens han snuppede sig en velfortjent øl efter anstrengelserne.
Først da gik det op for mig, at den mandlige del af denne familie måske nok er fuldkommen besat af ”projekter”, men at de dybest det har meget lidt forstand på, hvad de gør. Dette er RIGTIGE mænd. Mænd, der hader at spørge om vej. Mænd der kan selv. Brunstige, svedige, heteroseksuelle, testostoron-drevne håndværker-typer, som ser deres egen mandighed bekræftet i hver eneste nylagte mursten og hvert eneste fældede træ. Gavmilde mænd, som elsker at dele ud af deres muskelkraft og virkelyst. Jeg elsker dem.
Det med terrassen begyndte kort tid efter, at det store træ var blevet fældet. Måske er det nu, at jeg skal indskyde, at min mands familie er gør-det-selv-folkets svar på dogme-films-instruktørerne: Brug af mekaniske eller motordrevne hjælpemidler under arbejdet er strengt forbudt. Ingen motorsave eller gummigede må involveres, ingen elektriske bor eller fræsere får adgang til byggepladsen. Alt skal gøres i hånden, og vaterpas er for tøsedrenge. Derfor står resultatet af anstrengelserne heller ikke altid helt mål med den energiudfoldelse, der lægges for dagen, når et nyt ”projekt” er undervejs. Faktisk ser det nogle gange ud ad hækkenfeldt til, men hvad gør det? Det er jo samværet der tæller for rigtige mænd.
”Her er altså ikke rart, når duggen falder” sagde svigerfar en sen sommeraften for to år siden. Vi sad på vores dejlige terrasse – hele den store familie og nogle få af vores venner - og slog mave efter at have spist dejlig grillmad og drukket rosévin til. Det var lunt i vejret, vel omkring 24 grader stadigvæk, solen var rødmende ved at gå ned, græshopperne lavede den der lyd, de nu laver, og i det fjerne kunne man høre at bondemanden fra gården oppe ved hovedvejen duske sin kone. Ren idyl.
”Her falder ingen dug, svigerfar”, sagde jeg i et forsøg på afparering. Jeg vidste nemlig godt, hvad der var på vej.
”Vel gør der da så”, sagde mindst tre mandlige familiemedlemmer, inklusive min egen mand, i kor.
Det var helt tydeligt, at jeg var undertal. Flere protester fra min side var nyttesløse. Jeg følte mig som TV-advokaten, der hele tiden råber ”objection, your honor!”, mens dommeren konstant svarer ”overruled!”
Alle var de enige om, at vi havde et skrigende behov for at få vores terrasse overdækket. Der skulle bygges, graves ud til fundament, rejses en større trækonstruktion, lægges strør og spær og lægter, vælges tag-materiale, hamres og bankes, planeres og nivelleres. Eder og forbandelser ville fyge gennem luften. ”Av for fanden”-råb ville snart blande sig med den liflige lyd af hammerslag og stiksave, der skar sig gennem lægter på det forkerte sted. Den forbandede faldende dug skulle bekæmpes – koste hvad det ville. Projekt ”Overdæk Homoernes Terrasse” var født, og der ville blive slået ned med hård hånd på enhver modstand mod det.
Jeg opretholdt en symbolsk modstand mod projektet i to år, men ikke en gang i mine lyseste øjeblikke troede jeg for alvor på, at jeg kunne slippe for den overdækning.
For en måned siden skete det så: Store Byggedag.
Svigerfar og svigermor kom kørende i deres gamle Sierra, som var så hårdt læsset, at den nærmest krøb henover vejen. De havde taget det meste af indholdet af deres redskabsskur med i sikker forvisning om, at vores værktøj garanteret var noget billigt tøse-agtigt noget.
Få øjeblikke senere kom min svoger (ham med tegltaget og ruinen, du ved). Han havde ikke så meget værktøj med, men medbragte til gengæld sin lille datter på otte og datterens veninde. En week-end-far gør alt for sit week-end-barn, og denne dag tegnede på alle måder mindeværdig. Hvorfor ikke give børnene noget at fortælle om i skolen?
Senere kom endnu en svoger med familie, en onkel og en faster og to af vores bøsse-venner som siger, at de er handy-men, men endnu mangler at bevise det for alvor.
Tilsidst var vejen foran vores hus nærmest blokeret af alle de køretøjer. Folkene i sommerhusene omkring os begyndte at skæve lidt over hækken. ”Skal I bygge en ny fast forbindelse til Bogø?”, råbte vores venlige nabo inde fra sin grund, mens svigerfar oksede med at slæbe alt sit værktøj ud af Sierraen. Naboen er selv en udpræget gør-det-selv-type som har en af de plæneklippere, man kan sidde på, og som kører i firehjulstrækker og har MANGE tatoveringer.
”FAR!!!! FAAAAAAAAR!!!! FAAAA-AAAAAR!!!!!! Vi vil ud og bade!!!!”, råbte pigebarnet på otte på vegne af den yngste generation til min svoger, mens han prøvede at danne sig et overblik over arbejdets omfang. Det var et ønske, nej, et krav, som skulle blive gentaget med fem minutters mellemrum og med tiltagende lydstyrke over de næste mange timer. ”Hold nu kæft med det plageri”, vrissede hendes far hver gang: Meget lidt pædagogisk, men et eller andet sted OK, fordi ungerne faktisk var blevet rigeligt advaret i forvejen om, at dagen ikke var deres, og desuden havde de fået massive mængder slik som bestikkelse for forventet god opførsel.
I en tidligere blog har jeg omtalt min svigermor som en stor kvinde på alle måder. Måske brugte jeg udtrykket ”robust”, jeg husker det ikke, men i hvert fald er hun ikke sådan til at komme uden om, så da hun havde plantet sig midt på græsplænen på en magelig klap-ud-stol, omgivet af et udklappeligt bord, to termokander med kaffe, et krus, fem smurte te-boller på et fad, en plaid, to numre af Ude og Hjemme og det seneste Bilka-katalog, stod det klart for alle, at hun var forberedt på et heldags-show. ”Kom med en taburet, så jeg kan få fødderne op”, kommanderede hun, og jeg sprang straks af sted for at parere ordre. Svigermor kan man godt spøge med, men ikke når det gælder hendes dårlige blodomløb i fødderne. Hun er en sød og elskelig udgave af Bodil Udsens Fru Murermester Jessen fra Matador, hvis du forstår.
De ufattelige mængder af medbragt værktøj blev pakket ud og lagt ved siden af vores egne håndværker-redskaber. Vi har 1200 kvadratmeter grund, og inden længe var størstedelen af den dækket af værktøj, tagplader, spær og lægter. Resten optog svigermor med sit udstyr. Vores forhave kunne den dag præstere et udvalg i byggegrej, som nemt matchede det, der findes i vores lokale Jem og Fix.
Vores bøssevenner havde medbragt et par flasker champagne, som skulle drikkes, når vi kunne holdes rejsegilde på byggeriet. Alle forventede, at det ville tage cirka otte timer. Desværre overmandede champagne-tørsten de glade givere allerede efter fire, så midt i byggeprocessen måtte de fjernes fra projektet og parkeres ovre hos svigermor med termokanderne. Der sad de så og kom med høje, jublende tilråb af stærk seksuel karakter, hver gang en eller anden hunk gik forbi udenfor på vej til stranden. Særligt hotte typer blev budt på champagne. Underligt nok sagde alle nej.
Arbejdet skred godt frem. Svigermor kørte en termokande kaffe indenbords i timen og kom hele tiden med opmuntrende bemærkninger for at heppe på de arbejdende svende, og efterhånden var det lykkedes vores to bøssevenner at tømme begge flasker champagne uden andres hjælp, så de var også i et mægtigt humør.
Da mørket faldt på, var vi færdige.
Da mørket faldt på, var vi færdige.
Vi stod udmattede og beundrede resultatet og talte om æstetikken i vores projekt, de rene linjer, træværkets specielle, hvide farve, ja, der var endda en enkelt, som kunne se klar inspiration fra Utzon’s operahus i vores terassetag. Selvfedheden sænkede sig over sommerlandet.
Det var på det tidspunkt, vores håndværkernabo kiggede ind. Vi havde alle godt set, at han lurede på os i dagens løb, og vi var vist alle lidt bange for at blive til grin. Hvor hånlig kan en latter ikke lyde, når den kommer fra en fagmand der vurderer en flok amatører?
”Det ser sgu flot ud”, sagde han.
Man kunne nærmest høre det lettelsens suk, der bredte sig udover forsamlingen.
Naboen fortsatte med at rose vores materialevalg og hurtigheden, vi havde lagt for dagen. Imens voksede vi alle kendeligt.
”Desværre er selve konstruktionen jo grundlæggende livsfarlig og vil styrte sammen ved det første seriøse snevejr”, fortsatte han så.
Der blev helt stille. Længe.
Vores ellers så venlige nabo redegjorde kort for, hvor og hvordan vi havde dummet os undervejs og sluttede med at konkludere, at vi sådan set ligeså godt kunne rive hele skidtet ned og starte forfra.
Det var svært at bevare fatningen. De to små piger begyndte at hulke, og svigermor gjorde det samme, selv om hendes indsats jo kun havde været af symbolsk karakter.
”Kommer vi så heller ikke i vandet i morgen?” spurgte min lille niece med hele kroppen anspændt, klar til et hysterisk vræl i tilfælde af et nej.
”Jeg synes, at vi alle sammen skal gå i vandet nu”, sagde jeg, og sådan blev det.
Trætte, støvede og beskidte slæbte vi os ned til stranden lige tids nok til at se solens sidste stråler. Det føltes dejligt at komme i vandet og få tankerne væk fra det forbandede tag.
Da vi stod op næste morgen, var naboen taget hjem til sig selv. Han måtte være kørt ganske tidligt.
Vi indtog morgenkaffen under vores nye tag.
”Det ser nu stabilt nok ud”, sagde min mand.
”Enig!” sagde svigerfar, de to svogre, bøsserne, svigermor og jeg selv i kor.
”Vi lader det bare være, ikke?”, spurgte jeg forsigtigt.
”Gu’ gør vi”, sagde min mand, som jeg straks elskede mere intenst end ellers i netop det øjeblik.
Og sådan blev det. Det fine tag står der endnu. Uantastet af hård kuling og et sommer-skybrud over de sydøstlige egne, holdt oppe af en massiv fælles masse-fortrængning af fremmed kritik.
Vi har allerede haft mange gode stunder under halvtaget, men den bedste kom på dag nummer to, da hele familien var kørt hjem, og vi sad tilbage med hver vores glas rosévin og nød den rungende stilhed.
”Jeg elsker dig og lover, at der aldrig mere bliver bygget noget på vores grund uden at det er professionelle håndværkere, der gør det. Dette var det sidste projekt”, sagde min mand.
Jeg tror knapt, jeg endnu har fattet omfanget af hans løfte. Det er helt underligt at skulle vænne sig til, at jeg godt kan slappe af og holde op med at frygte, at et kært svigerfamiliemedlem foreslår, at vi graver ud til en pool, opfører en sauna, anlægger en minigolf-bane eller bygger en wellness-fløj på vores lille hus.
Det værste er, at vi ikke har sagt det til dem endnu. Det bliver et projekt i sig selv, men det klarer vi nok også. Kærligheden overvinder alt, og ti spær på taget er bedre end en i knolden.
Det har været en dejlig sommer.
